Inga Sørensen: Vi har en sprogskat (1985)

Sproget er vores vigtigste middel til at lade verden forstå os. Gennem sproget viser vi os selv for andre, gennem sproget danner de deres indtryk. Og derfor er sproget umådelig vigtigt for alle, og der bør gøres noget ud af, at alle bliver givet muligheden for et varieret, godt og smukt sprog.

Jeg mener, der aldrig før har været så stor frihed omkring det sprog, vi taler. Normerne er mange og forskellige og vi har lov til næsten alt.

I blade, bøger og tidsskrifter er det tilladt at skrive talesprog og hjemmelavede ord. I skolerne må man gerne bande, vi bruger masser af fremmedord, der erstatter danske ord, vi ser film af alle slags hvor de taler både pænt dansk og groft dansk, simpelt dansk og kultiveret og dannet dansk, vi hører radio, hvor både voksne og børn taler og vel at mærke taler deres eget sprog, vi hører plader og bånd med danske kunstnere, der bruger egne ord og egne dialekter, og vi går i nogle af verdens bedste skoler blandt mange forskellige mennesker og dermed mange forskellige sprog. Vi har med andre ord i dag alle forudsætninger for at få en varieret sprogbrug og en indsigt i og en forståelse for vores sprog, og dog mener jeg, at vi driver rovdrift på vores eget sprog, vi gør ikke noget ud af det, vi bander og bruger slangord, vi kværner bare løs og sørger for at bruge masser af udfyldsord.

Jamen, hvorfor sjusker vi med det?

Det er, fordi der ikke fra en eneste af alle de ting, der præger os og vores sprog, gøres noget ud af det. Hverken aviser, blade, radio, tv eller skoler forsøger at gøre sproget til en nydelse og glæde at læse eller lytte til. Sproget er blevet et redskab til forståelse mellem mennesker og intet andet.

Jeg mener, den største fejl begås i skolerne. Danskundervisningen er på visse punkter næsten latterlig.

Det er vigtigt i vores tid, hvor mange har så travlt, at de næsten ikke har tid til at tale meget med deres børn og lære dem et nuanceret sprog, at skolerne gør noget ud af det. I folkeskolen lærte vi at stave, vi lærte at skrive og vi lærte at læse. Men vi lærte ikke at tale. Dog er der vist mange lærere, der godt ved, at når vi engang kommer ud og skal til at finde job, leve på en arbejdsplads, bliver vi også bedømt efter vores sprog og evne til at kommunikere med omverdenen. Nogle ville måske sige, at den såkaldt nye tid med elektronik, maskiner, kemikalier, kunststoffer og datamater slet ikke kræver noget af vores sprog, og jeg skal ikke kunne sige, hvor stor brug man får for sit sprog på det kommende arbejde eller i den kommende uddannelse. Men tænk bare, vi er et lille land på kun 5 millioner indbyggere, og dog har vi vores eget sprog, med en kæmpe anetavle og kultur bag sig. Der er mange meget større lande end Danmark, der ikke engang har et eget sprog. Årtusinders skiften og påvirken har gjort, at vores sprog er et varieret og morsomt sprog. Et ældgammelt. Derfor skal vi lære det. Derfor bør det være skolernes pligt at give os dette sprog. Lære os en glæde ved vort eget sprog og dermed også ved vores land.

Jeg var heldig, at jeg i syvende/ottende klasse fik en meget dygtig dansklærerinde af den gamle skole, og hun lagde vægt på, at vi talte pænt til hende og til hinanden og hun gav os litteratur af danske forfattere, der gjorde noget ud af sproget og gjorde det til en glæde at læse. Men inden vi fik hende! Det var skandaløst, hvad vi sad og læste. Der var andre bøger, bøger, som jeg ved uhyggelig mange andre skoleelever også sidder og læser, størsteparten har ikke noget direkte mod bøgerne, men de er forholdsvis ligeglade med dem. Det er ungdomsbøger, bøger, der også står i stabler på bibliotekerne, som beskriver ungdommen i dag – i ungdommens eget sprog. Og hvad fik vi ud af de bøger? Vi fik masser af diskussioner om fremmedarbejdere og samfundsproblemer, mobning og gruppepres i skolen, men sprogligt fik vi absolut intet ud af dem. Bøgerne er alle sammen skrevet i et helt ufattelig unuanceret, ligegyldigt sprog. Korte sætninger, bandeord, slang, sjofle udtryk, alt sammen noget vi alle kendte til i forvejen. Det er da klart, at man ikke i underskolen skal give børnene for svære bøger, for alle skal jo kunne følge med, men det er ikke ensbetydende med, at man skal sidde og læse platte, ligegyldige ting. Jeg har selv læst masser af danske forfattere, der skriver i et dejligt, letforståeligt sprog, flydende let dansk, smukt og dejligt.

Hvorfor ikke gøre det til skolens opgave ikke at tale til os i vores eget mere eller mindre kønne sprog, men derimod at give os en glæde ved vores eget modersmål, give os lyst til at læse, give os forståelsen for sproget og lysten til at bruge det. Giv os dog de glæder i stedet for at spise os af med noget litteratur, der ikke giver os noget nyt – eller gammelt – ikke gør os ærgerlige – men heller ikke gør os glade.

Når jeg siger et smukt sprog, et nuanceret sprog, et dannet sprog, hvad mener jeg så? Jeg synes, et smukt sprog er et sprog, der kort og præcist udtrykker det, der skal siges. Et smukt sprog er uafhængigt af dialekt, et smukt sprog er varieret og flydende letforståeligt. Det er ingen kunst at lære sig en masse fremmedord og smide om sig med dem, men det er derimod en stor kunst at tale, så alle forstår det, i danske vendinger, uden at gøre det for indviklet. Vores danske sprog giver os alle muligheder, vi skal bare kende dem først.

Vort sprog må nødvendigvis følge med tiden, vi udvikler os i høj grad, og alt, hvad vi tager med os ind i en ny tid, herunder også vores sprog, former sig derefter. Men hermed ikke sagt, at vi ikke, samtidig med fordringerne, skal bevare de gode og kønne sider i det sprog vi brugte før. Sproget er en vigtig human faktor, sproget sikrer ikke bare forståelsen mennesker imellem, men bevarer vi sproget, vil sproget bevare kulturen for os. Og før vi hovedkulds kaster os ud i edb’ens verden, det sted, hvor vi smider personligheden over bord, før vi bliver en del af et kæmpe verdensomspændende maskineri, så lad os gøre en indsats for at huske vores kultur. Vores oprindelse, det der er vores eget, og som ingen andre har, som ingen kan tage, og som altid vil være der. Det er vigtigt for forståelsen, forståelsen mennesker imellem, forståelsen for, hvorfor vi er som vi er, at holde fast i de ting, der gjorde vores land og os til det, vi er i dag, og det kan vi ved at nyde den danske litteratur, det danske sprog og ved at lytte til hinanden. Vi har en sprogskat at være stolte af.

Vinderkronik, Berlingske Tidende 19.4.1985, i bladets og Modersmålselskabets kronikkonkurrence: De unge og sproget i dagens Danmark. Genoptr. DIH Kildebind s.325