Ole Hyltoft: Skabt af ild (1984)

Den gyldne duft af modent korn
og svalers styrt i blæsten.
En bonde hvæsser trygt sin le
og er fornøjet – næsten.

For kornet er så gult som smør
og bøjer sine vipper
mod koen, som så ene står
bag markens skel og tripper.

Den brøler over bakkens hæld
til krattet, kæret, søen.
Fasanen skogrer, lærken ler,
fra lunden kukker gøgen.

På søen sejler svanen kæk,
passerer siv og lilje
og bondemandens hvide gård,
som hælder — mod sin vilje.

Stråtækt, med pur af klematis.
Og op ad bjælker, møre,
stokroser duver, højt og rankt,
med deres purpurører.

I bakkelæets lange svaj
de korte stubbe glitrer.
Og aftensolens sidste kraft
får søen til at sitre.

Alt det er dit, alt det er mit,
du elsker det, men vis det!
Pas på din jord, den er så sart,
den er så let at miste.

Fra Skabt af ild, 1983. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl