Ole Hasselbalch: Viljen til modstand (1990)
Vi tilhører et fredeligt folk. Vi har et sprog, en kultur og en demokratisk tradition, som vi er glade for. Vi vil gerne have inspiration fra fremmede kulturer – så længe det er os selv, der bestemmer farten.
Men Danmark er også et lille land i en stor verden, hvor der ikke skal ret meget til, førend det, der er vort, går tabt. Sker det, vil det ikke nytte at fortryde de smukke men urealistiske tanker, forhåbningerne, der ikke holdt stik og den laden-stå-til, som førte os ud i uføret.
De, der er gået til modstand imod indvandrings- og asylvanviddet, er ikke onde mennesker. Det er bare mennesker der ønsker, at danskerne skal have lov til at være i fred, og at de skal have lov til selv at bestemme deres fremtid. Derfor kræver denne nye modstandsbevægelse, at der gives befolkningen klar besked om, hvad situationen er – med andre ord at vi får tingene op på bordet.
Er det ikke et rimeligt krav?
Man har på det område, jeg beskæftiger mig med i denne bog, netop berøvet danskerne muligheden for at se, hvad der foregår, og for at diskutere det frit. Man har snydt os og forlangt, at vi skal tage løgn for sandhed, fortielse for fuldstændighed og undertrykkelse for frihed. Man har krævet, at vi på dette grundlag tavse skal gå til den slagtebænk, hvor nationen skal henrettes.
Jeg tilhører en kreds, der føler, at vi vil bevare det, der er vort, og at det ikke er så svært at finde ud af, hvad der er vort, som de mennesker siger, der ud fra egen åndelige afmagt fortæller, at der ingen dansk kultur er, at vort sprog er lån fra andre og vore værdier latterlige. Vi finder, at disse mennesker vel kan tale for sig selv, men ikke for os. Og vi finder især, at de ikke skal have lov til at berøve os andre vort hjem, vor tryghed, et sted, hvor vi kan være i fred med vore vaner og uvaner, på godt og ondt, i det fællesskab, som hidtil har været danskernes.
Og vi tror ikke en døjt på, at freden og husordenen vil kunne bevares i et stort "multikulturelt" samfund af den art, som nogen fabler om at skabe herhjemme. Hvorfor skulle vi tro på det? Viser ikke alle erfaringer fra lande, hvor meget fremmedartede kulturer har trængt sig massivt ind, at sådant ender med ballade?
Vi vil gerne have inspiration fra andre kulturer og samkvem med dem. Men vi vil ikke løbes over ende af en masseindtrængen med alle de konflikter, dette medfører på længere sigt. [...]
Ingen kan i dag med nogen som helst rimelighed gå ud fra, at det hele nok skal gå, eller at det, de andre gør, er tilstrækkeligt.
Verden tilhører vel til syvende at sidst heller ikke dem, der nægter at se i øjnene, hvordan virkeligheden ser ud. Eller dem, der ikke kan beslutte sig til at leve.
Endsige dem som mener, at fred og tryghed er noget, som kommer automatisk ind i munden som stegte ænder, fordi andre sørger for det – og som måske er fulde af gode råd, men ikke kan tage sig sammen til selv at føre dem ud i livet.
Og verden tilhører slet ikke dem, der ikke tør.
Verden tilhører de aktive, dem der vil!
Fra Viljen til modstand, 1990. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl |
