Mogens Glistrup: Om det danske sind og islam (1991)

Danskere skal ikke forhånes, når de vil gøre noget effektivt for at forsvare deres hjemstavn.

Otto Leisners uhøjtidelige fædreland tilhører de Osvald Helmuth-ætlinge, som kom ind fra Korsbæk med Halfdan Rasmussens fire-tog. I dette livsmønster forløber vore tilværelser på fælles traditioner, som udløser ro og tryghed i vort lille danske smørhul.

Som Bent Mohn skriver i Politiken (21.6.1991) føles det lykkeligt for landet, hvis Grethe Sønck er indbegrebet af dansk folkelighed. Festligt, folkeligt og fornøjeligt vil vi have det. At kede sig er noget af det værste. Udslettelse af egen identitet og af egen livslykke er derimod selvfølgelig for muhamedanerne. I dyb skæbnetro affinder de sig med, at det, der sker, er Allahs vilje. Dydigt underkaster de sig samhørighed med familie, slægt og trosfæller.

Vi finder det mest trivselsfremmende, at det enkelte individ selv frit afgør, hvorvidt hun eller han vil leve i husstand med andre. Muhamedanismens faste tradition forordner, at kun familier og storklaner har vægt, mens det enkelte individ i folkemasserne ikke i sig selv er af betydning eller fortjener samfundets respekt. Han skal blot som en af de mange arbejdsmyrer sikre ære, værdighed og magt for islam. Denne de forkuedes underkastelsesideologi ligger fjernt fra 1990’er danskernes friske, frimodige, autoritetsskeptiske omgangsformer. Jantelandet skal nok vide at nedpille fra piedestalen den, som fører sig frem som stærk mand, der vil dominere og lede omgivelserne. Dansk sympati ligger hos de svage, mens vi ikke hæger om vor elite af usædvanligheder. Og da slet ikke, hvis de er selvglade, oppustede alvorlighedsfolk. [...]

Signalementet af danskerne er, at vi ikke er skabte til himmelblå højhed eller sønderslidende blæst. Men alene til at hyggenyggepusle os gennem vore jordeliv i trivsel og harmoni. Middelvejen kalder vi gylden. Uanset at den ofte er grobund for middelmådighed og kortsigtethed. Blot vi kan have det rart og bekvemt her og nu, bekymrer det os ikke, om syndfloden kommer efter os.

Vi forstår os ikke på rænker med langsigtet henblik på at udrydde andre. På det jævne, på det jævne, der har livet sat os stævne, der skal vi vor prøve stå. Den fælles danske bevidsthed er, at ved jorden at blive det tjener os bedst.

Slaphed og klap-nu-i er dansk dagligdagsmønster, mens patos, lidenskabsskaberi-følelsesudbrud og store tragedierne-ord, på os virker billige, hykleriske, panegyriske og hule. Fanatisme, terror, blodige religionskrige og andre yderlighedsvoldsomheder ligger os fjernt, hvor de er udfordringer og inspiration for muhamedanske folkeslag. 1000 danskere vil derfor ikke stå sig, når 10 fanatikerinspirerende offensive og udfarende fundamentalister maser sig frem.

Saddam Husseins måde at folketale bombastisk på i længde, religionsudladninger, virkelighedsflugt, overdrivelser og urealisme er simpelthen noget, vi jordbundne danskere ikke kan fatte. [...]

Danskeren svælger i stjerneøjeblikke på Mallorcas overfyldte strande, barer og grisefester, hvor muhamedanernes rejse foregår under strabadsfyldte, restriktionstramme vilkår til Muhameds Mekka. Her gælder den store kysseoplevelse den i mere end 2000 år overbesuttede hellige stenterning Ka’aba’en. Danskernes grinen og holden sjov virker pinligt, anstødeligt og umodent på Allahdyrkere. Uforpligtende adfærd betragter de som synd, mens vi synes, at de er nogle dødbidere.

Hos dem ville det aldrig kunne forekomme, at hele folket fra hytte til slot samledes snesevis af lørdag aftener i begejstring omkring monologer mod "Lorteland" som det faste tema i analyse af eget samfund. [...]

Kun en tåbe frygter ikke Islam. Vil danskerne ikke dige, må de vige.

Klaus Rifbjerg, professor Sløk, Gregers Dirckink-Holmfeld og mange andre i dagens magtelite i Danmark, svækker deres fædreland med deres forkvaklede hang til selvkritik, og til at undervurdere egne folkelige værdier. Da gode kulturer ofte er bukket under for intolerante aggressorer, er der intet belæg for, at den danske egenart ikke skulle være bedre værd end at gå til grunde, fordi den ikke kan stå sig i dysten mod den indtrængende muhamedanske. Den svage har også adkomst til at leve – i al fald i sit eget land.

Fra De fremmede i landet, 1991. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl