Henrik Gade Jensen: Om det nationale (1998)
En kendt engelsk historiker sagde engang om nationalitet: "Så længe ingen spørger os om det, ved vi, hvad den er, men at forklare den eller definere den, kan vi ikke".
Bedre kan det ikke siges, for nationer er ikke objektivt fastlagte inddelinger af verden fra skabelsens første dage. Så ville der være en forklaring og definition på nationaliteten. Det var det, nazismen søgte i racen og biologien. Og da grænserne ikke findes som naturligt, biologisk givne, bliver det kunstigt at opstille dem som naturlige.
Faghistorikeren kan sagtens undersøge så væsentlige størrelser som nation, folk og stat, studere deres udvikling over tid fra tidlige kim-dannelser til situationen i dag.
Og danskerne har næppe tænkt på nøjagtig samme måde fra Gorm den Gamles dage og til i dag. Selvforståelsen har da sikkert udviklet sig, og det kan der så skrives lærde afhandlinger om. Hvis der ellers findes en sikker metode til at fange en selvforståelse og en mentalitet.
Men set fra den enkeltes synsvinkel og det enkelte overleverede fællesskabs synsvinkel er det ret ligegyldigt, om det kan påvises, at vi for århundreder eller årtusinder siden tænkte mere regionalt end nationalt eller talte mere i dialekt fremfor rigsdansk.
Det klogeste der på dansk grund er sagt om nationalitet, skylder vi sognepræst Jørgen Kristensen fra Sydslesvig, der i 1963 i en artikel om nationalstaten skriver: "Den enkelte nationalitet er ligesom det enkelte menneske en individualitet, et historisk engangsfænomen, som man ikke kan definere, men kun kendetegne præcist ved at give navn. At være dansk er en parallel til at hedde Søren Hansen."
Det er derfor, det er lige så meningsløst at botanisere i nationaliteten og skrive store værker om danskhed, dansk identitet eller som i Uffe Østergaards tilfælde "løse gåden om dansk identitet", som det ville være at finde en sørenhed eller hansenhed. Nationaliteten unddrager sig ligesom personligheden en definition, en essentiel bestemmelse, et væsen. At ville indfange danskheden og sige den er sådan og sådan lader sig ikke gøre.
Sagt med skolastisk terminologi kan man sige, at nationalitet er et navn og at der bag navnet ikke gemmer sig nogen essens eller hvad-hed. Mange af nationalismeforskerne beskylder nationalister for at operere med fikse ideer om nationen, men det er i virkeligheden nationalisme-forskerne selv, der tænker ud fra et på forhånd fastlagt tankemønster, når de formener at kunne udtale sig om, hvad der er kunstigt og falsk bevidsthed og hvad der tilsyneladende ikke er det. Hvis nationalstaten er kunstig, hvad er så naturligt? Verdensstaten Menneskeheden?
"Det er nationalitetens væsen at være baggrund og det er i strid med dens væsen at være i forgrunden" skriver Jørgen Kristensen. Det nationale kan i den forstand ikke gøres til program, sættes i forgrunden, fordi dets væsen er at være den alment accepterede baggrund for et fællesliv. Derfor skrives der fædrelandssange, fordi kun i poesiens sprog kan det formuleres.
Hvis der skulle argumenteres positivt for nationaliteten, bliver det let skingert og forceret. Der kan egentlig kun argumenteres negativt imod forsøgene på at latterliggøre, banalisere eller dæmonisere nationaliteten.
Fra "Uffe Østergaard - en tidstype", Tidehverv nr. 9, 1998 s.186ff |
