Jesper Fabricius: På den alleryderste kant (1992)

[...] Nej, skærer man igennem alle unionstilhængernes forvrøvlede floskler, ridser man i den polerede statsmandsfernis som dækker deres argumenter, når man ned til substansen. Til drivkraften bag deres kamp for Europas Forenede Staten: Skabertrangen.

Skabertrangen er det, som driver dem. Dette fantastiske: At vi kan skabe os selv. Fri af nationernes snærende bånd af historie, kultur og ånd omformer vi os selv, skaber vi os selv i det europæiske herremenneskes skikkelse [...].

Med planerne om en politisk og økonomisk union, om et Europas Forenede Stater, vil unionstilhængerne realisere en drøm. Det er drømmen om ikke blot at få den tilmålte plads i historien, men om at skabe historien, om at være historien.

Det er drømmen om at være både motiv, lærred, pensel, maling og kunstner på samme tid. Det er drømmen om mennesket som sin egen Gud, frigjort fra ethvert ansvar overfor noget uden for og højere end mennesket.

Men mennesker, der har sådanne drømme, er farlige, for når de ser, at virkeligheden ikke passer til drømmen, så er det for dem virkeligheden, det er galt med. Og så må virkeligheden negligeres, landegrænser må flyttes, irriterende og protesterende røster må tvinges til at tie, og de mennesker der kun kan se virkeligheden må have deres hoveder undersøgt, fordi de tillader sig at stå i vejen for drømmen. [...]

"Herregud, det nationale", vrænger unionstilhængerne, "hvis det nationale virkelig er så stærkt og betyder så meget, kan det vel overleve suverænitetsafgivelsen og underkastelsen under en ny europæisk ånd"? Men luk dog øjnene op. Så se dog hvorledes nationerne i Sovjetunionen eller Jugoslavien en for en kræver større suverænitet. Dér er dog det fremmeste bevis for sammenhængen mellem suveræniteten og det nationale, det sidste eksisterer ikke uden det første. Hvor der er en nation er der et folk, ellers ingen nation. Hvor der er et folk, er der en folkelighed, en folkevilje om man vil, ellers intet folk. Hvor der er en folkevilje, må også suveræniteten til, for hvorigennem skal ellers folkeviljen tale, fra hvilket sted, med hvilken stemme? Jo mere en nation fratages at sin suverænitet, jo mere stemmekraft svinder fra folkeviljens talerør.

Derfor vil vi den ikke, den union. Vi vil ikke, at det danske blot skal være en karnap på det europæiske babelstårn.

Fra For kronen og fædrelandet, 1992. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl