Peter Neerup Buhl: Om Grundtvig og truslen mod nationen (1992)
[...] Ser man ikke overalt, at modsætningerne mellem såkaldt "nært" beslægtede folkegrupper i praksis er lige så store eller af og til endog større end mellem vidt forskellige kulturer? De sorte stammer i Sydafrika bekæmper hinanden mere indbyrdes, end nogen af dem bekæmper de hvide; I Storbritannien volder den irsk/engelske konflikt stadigvæk større problemer, end indvandrerne fra kolonierne gør, og i Belgien sætter modsætningen mellem flamsk- og fransktalende til enhver tid den grundlæggende politiske dagsorden. Ingen kan kort sagt betragte verdenshistorien og derefter på grundlag at en rimelig målestok påstå, at modsætningerne mellem folk inden for samme kulturkreds gennemsnitligt betragtet har været "mindre" end modsætningerne mellem folk fra forskellige kulturkredse. Alt efter omstændighederne har de europæiske lande på liv og død bekriget hinanden indbyrdes, eller de har stået sammen overfor en ydre fjende, islam, når situationen krævede det. Selv mens de tyrkiske horder væltede frem over Europas østgrænse, åbnede den franske konge i år 1525 dog regulære allianceforhandlinger med den tyrkiske sultan som et led i sin kamp mod det habsburgske kejserrige. I sidste ende falder altså enhver international abstraktion, når nationale livsinteresser fordrer det. For den enkelte nation findes der således egentlig ikke mere eller mindre beslægtede nationer, men kun andre nationer. Hvordan man skal forholde sig til disse andre, afhænger udelukkende at de skiftende konkrete omstændigheder.
*
For Danmarks aktuelle situation betyder denne tankegang, at planer om Danmarks sammensmeltning "ovenfra" med de øvrige europæiske lande ikke er mindre ødelæggende for nationen end planer om folkets sammenblanding "nedefra" via indvandring fra tredielande. På samme måde, som en mus kan være ligeglad med, om den bliver ædt af den relativt nært beslægtede kat eller at den fjernt beslægtede ugle, således vil resultatet også blive det samme for Danmark, om nationen trampes under fode at magtberusede eurokrater eller af arabernes fødselsoverskud. [...]
*
Nationer kan altså ikke inddeles abstrakt i mere og mindre beslægtede. Det er en naturvidenskabelig, ikke en eksistentiel betragtningsmåde. At islamiske folk – og her må man ikke glemme, at "islam" ligesom "Europa" blot er en ideologisk abstraktion, der omfatter talrige nationer, og som formes forskelligt af hver enkelt nation – konkret truer os for tiden, medfører altså ikke, at vi for at værne os mod dem må ty til det "mindre" onde at smelte sammen med europæiske folk. At gøre det kan meget vel være som at uddrive Djævelen med Beelzebub. Rigtigheden af denne indsigt bekræftes af, at man uden videre kan overføre tidligere tiders danske kamp mod særlig tysk overherredømme på vores nuværende konfrontation med islam. Dette faktum viser, hvor tidsbestemt en konkret trussel er, men hvor evigt det grundvilkår er, at nationen er truet. Grundtvigs udtalelser med henblik på truslerne fra vores europæiske nabofolk er et godt eksempel på, hvordan truslen er uforandret, skønt dens udgangspunkt skifter.
Under indtryk at de omvæltninger, som i Europa følger af napoleonskrigene, bliver folkeblandinger et problem for Grundtvig. I skriftet "Europa, Frankrig og Napoleon" fra 1815 skriver han, at i stedet for at føre til sammensmeltning og almenkultur fører folkeblandinger til skabelse af bundfald og bærme i et folk. I sin afhandling "Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes" fra 1830 skriver han, at det forholder sig sådan, at de nordiske folk har en geografisk placering i Europa, der har muliggjort en langt mere harmonisk og ubrudt historisk udvikling af folkene end andetsteds. Derved er stat og folk i Danmark kommet til at fremtræde som en enhed, hvor problemet med "fremmede" indbyggere, dvs. borgere uden et åndeligt foreningspunkt fælles med den oprindelige befolkning, knap har foreligget. Efter Grundtvigs opfattelse taber et land mere end det vinder med sådanne "fremmede borgere" inden for dets grænser. Han ser det som en lykke, at folkene i Norden "istedet for at optage fremmede Stammer i sig meget mere fra Arilds-Tid har stræbt at blive det uensartede qvit". Herved har det været muligt at bevare "det levende Stats-Princip, hvor Folket har Sprog og Historie tilfælles". Grundtvig mener altså, at "fremmede" forstået som mennesker uden forbindelse med folkets åndelige foreningspunkt, som også er samfundets egentlige grundvold, altid vil være udenfor det samfundsbærende fællesskab. Sådanne "fremmede" vil han unde al mulig frihed i det åndelige, men han ser det som en ulykke, om de vinder fodfæste indenfor statens område. Repræsenterer disse "fremmede" måske endda en eller anden revolutionsånd, som har sin oprindelse i svigtende tro og håb til den levende Gud – der er her ikke tale om fornægtelse af den kristne tro – bliver de undergravere af den nødvendige enhed i staten med en altomfattende samfundsopløsning til følge.
*
Grundtvig talte altså om truslen fra kristne nabofolk på nøjagtig samme måde, som indvandringsmodstandere i dag taler om truslen fra islam. Således er Danmark helt og fuldt dansk og ikke spor "europæisk", lige så lidt, som det er islamisk. Man kan her fremdrage endnu et citat at Grundtvig med aktuelle undertoner:
I gamle Dage
Hvor Dansken kom
blev ogsaa Maalet Dansk
Men naar den Sæd
fra Romaborg nu vinder
Bli´r vel i Danmark
selv det danske glemt
lader han Gorm den Gamle sige i "Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord" fra 1809. Således står Grundtvig efter min mening for den også i dag eneste konsekvente nationale holdning, som er blank afvisning at trusler mod danskernes førstefødselsret i Danmark, ligegyldigt hvorfra de kommer.
Tidehverv, 1992 |
