Jens Toldstrup: Uden kamp, ingen sejr (1947)

Indledning

På toldboden i Hjørring en dag i slutningen af april 1940. Gennem vinduet kan man se et tysk troppetog på jernbaneterrænet lige overfor. Det er strålende vejr, og de tyske soldater har åbnet portene i kreaturvognene og sidder med benene ud over kanten og nyder solskinnet. Deres taktfaste sang kan sikkert høres over det meste af byen: ".... denn wir fahren gegen Engeland!"

De synger godt. Det må man indrømme, hvor nødigt man end vil. På en af vognene er skrevet med kridt: "Berlin-London". Den tyske værnemagt på vej. En knusende krigsmagt - en begejstret ungdom. En sejrssikker nation, som intet kan standse. Een fører.... eet folk! Rhinlandet, Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Danmark, Norge. Verdens stærkeste krigsmagt på vej til nye sejre og ny hæder. Verden skal få at se, at det ny Tyskland ikke finder sig i den uret, man bød det i Versailles.

.... Uret! Hvad er uret? Er uret kun det, man bliver budt af andre? Det, den stærke gør som ret, bliver det uret for den svage? Findes der en højere magt, som alene dømmer om ret og uret - eller kan også mennesker dømme her?

De tyske soldater tænker tilsyneladende ikke på, at de gør noget galt ved at stjæle små nationers lykke og frihed. De er selv lykkelige og stolte. Deres sang fortæller det.

Men hvorfor forsøge at granske deres følelsesliv? Det er jo os, det gælder. Har vi retten på vor side - eller har også vi været urettens lejesvende.

Et dejligt land fik vi. Man hørte ofte utilfredse røster, men alle måtte dog erkende, at vi i virkeligheden havde de ydre betingelser for at være lykkelige. Men lykke er ikke smør og flæsk. Lykke er ikke solskin og grønne skove. Følelsen af lykke svinger som et pendul i takt med samvittigheden. Den, der føler, han har gjort sin pligt - han har taget det første skridt mod lykken, og et nødvendigt skridt.

De kom - og vi lod dem komme. Vi der i skolen havde lært, at vi tilhørte den bedste og dygtigste nation i verden. Vi var af gammel krigerslægt - hvorfor kom dansk ungdom da til at stå med knyttede hænder, men magtesløse? Hvorfor blev vi bragt i denne situation? Hvorfor blev vi svigtet?

Vi var så unge. Vi kendte ikke storpolitikkens krogveje. Vi levede lykkeligt i vort lille land, fordi man sagde os, at vi kunde være trygge. Men nu var vi blevet et offer for uretten. Ikke bare den uret, som de fremmede øvede - men også den uret, som blev begået af vore egne, af vore fædre.

.... Der sidder et lille barn på gulvet ved mine fødder, medens disse linier skrives. Hun griber efter solstrålen, som falder på tæppet - hun pludrer og smiler lykkeligt. Mit barn! Tro ikke, du kan fange solskinnet. Hvis du bøjer dig frem, vil solens stråler nå dine øjne, og du bliver blændet af dem. Men solskinnet er ikke dit. Strålerne flytter sig, og snart vil du være i skyggen. Den sol, som skal fylde dit liv, giver himlen dig som gave - men den vej, du skal følge, vil mor og far vise dig.

Et fallitbo

Det slægtled, som blev født under og lige efter den første verdenskrig, voksede op i en tid præget af det overståede kaos, blev som unge stillet ansigt til ansigt med en ny verdenskrig - og var på en mærkelig måde blevet benyttet som forsøgskaniner.

Mellemkrigsperioden blev en demokratiets storhedstid i vort land, og der skete mange betydningsfulde ting, som for altid vil tjene dette politiske system til ære. Det blev en tid, hvor gamle, syge og fattige, enker og forældreløse børn fik at mærke, at der også for dem var en tålelig plads i samfundet. Det blev en tid, hvor det blev anerkendt, at den mand, hvis arbejde det er at bruge en skovl, også er et menneske - og at dette også gælder, når vederlaget for hans arbejdsindsats skal erlægges. En blomstrende tid var det på mange måder. Skoler, hospitaler, børnehaver og boliger blev rejst, og ungdommen fik storartede muligheder for at dygtiggøre sig. Hvad kristendommen, som er talsmand for det mest storslåede af alle socialprogrammer - "Den som have to kjortler dele med den som ingen har!" - ikke havde været i stand til at lære folk, det lærte de nu på anden vis.

De praktiske resultater var gode, men netop fordi denne strømning ikke var dikteret af næstekærlighedens bud, men udelukkende kom som et krav fra de masser, som var blevet holdt nede af et mindretal i folket, havde den sin skyggeside. Vi kræver, hed det, og efterhånden gik det sådan, at der kun var tale om at kræve, aldrig om pligt og ansvar. Den opvoksende slægt blev indpodet denne nye ånd, men først senere skulde det vise sig, at de mænd, som havde ansvaret for dette blændværk, selv i højere grad havde taget skade deraf end ungdommen.

Det var først den 9. April 1940, det gik op for os, at vi var blevet vildført. Vi havde ikke lært ansvarsfølelse at kende. De gamle handlede for os. Alt blev os foræret uden indsats fra vor side, og kun de unge, som fra de var pattebørn havde deltaget i politiske møder og var blevet indpodet parolen: "Partiet fremfor alt", var forberedt på at træde til og indtage ansvarsfulde pladser. Ikke at de kendte til, hvad det vil sige at tage ansvar. Nej, hele deres indstilling var af materialistisk art, oprundet af "vi kræver-politik".

Man kan ikke leve af at kræve. Det går for en tid, men vil man i sandhed leve, må man yde fremfor at kræve. Den dag kom, da dansk ungdom måtte yde uden at kræve og uden at gøre sig håb om belønning eller fortjeneste. Det var ikke de gamles skyld, at ungdommen viste sig i stand til at gå ind i kampen på disse vilkår. Havde det stået til de gamle, var der ikke blevet nogen kamp, og ungdommen havde ikke fået lov til at rejse hovedet. For folk, som er parat til at sælge deres sjæl til djævelen bare for at få lov til at blive siddende på den stol i rigsdagssalen, som de har varmet i mange år, er det ubehageligt, når en ny generation i en ung alder viser handlekraft og viljestyrke. Derfor blev disse stolevarmere vore modstandere, og derfor blev de tyskernes lejesvende. De solgte hellere deres egne børn til fjenden end erkendte, at de, havde fejlet og handlet ansvarsløst.

For altid vil dette slægtled i Danmark stå med skammen over sig. De har vredet sig som orm for at komme uden om ansvaret før, under og efter krigen, de er kommet krybende frem i solskinnet for at høste ære, hvor den ikke tilkom dem, og de har hugget med deres giftige tænder efter den ungdom, som bare gjorde sin pligt og intet andet. Men de vil få deres dom. For kommende slægter vil den helt, der bare var en ganske almindelig bydreng, men som havde den opfattelse, at sandhed og ret, fædreland og folk betød mere end hans eget liv, få den største betydning. Gennem ham er historien om Holger Danske blevet sandhed. Og det er ham, som er skyld i, at Holger danske aldrig mere skal sove så fast, som han gjorde en tid.

Spirende modstand

Det begyndte forskelligt - men efterhånden kom det.

Vi var nogle, som var i uniform den 9. April 1940. På kasernen var fuldt alarmberedskab allerede den 8. Ved middagstid, men ingen fortalte os, hvad der egentlig var på færde. Vi gisnede både i den ene og den anden retning, men ingen gættede sig blot tilnærmelsesvis til sandheden.

Der blev blæst retræte klokken 22, og vi gik til ro med uniformen på og pistolen på en stol ved siden af sengen. I barakgaden stod karrerne med mortérer og maskingeværer pakket og klar til udrykning. Hestene stod opselede og opsadlede i stalden, og overalt var der ekstra vagtmandskab.

Vi sov - en soldat kan altid sove -, og vi var sikre på, at vi vilde blive vækket, hvis noget skulde hænde. Klokken 5,30 kom en ordonnans styrtende ind på kvarteret. Vi var straks lysvågne, og hele hans optræden og udseende sagde os, at der var sket noget alvorligt. Han stod ret og meldte:

- Tyskerne er gået i land i København, Korsør og ved Storstrømsbroen for cirka en time siden!

Han blev afbrudt af et brøl:

- Det er løgn, mand!

- Det passer, hr. Løjtnant! De er muligvis også gået i land andre steder.

Et nyt brøl:

- Ordre, ordre! Hvad lyder ordren på?

Rolig, men med bævende stemme siger han:

- Vi skal forholde os i ro. Ordre kommer senere.

Vi skal forholde os i ro! Fjenden er i København. Vi ligger 20 kilometer fra hovedstaden med 500 mand, som er velbevæbnede - det føler vi i hvert fald selv - og som har lært, at de med deres liv skal forsvare Danmark, når der er krig. Der er jernbanestation få kilometer fra kasernen, og der bor vognmænd i de nærliggende småbyer. Vi skal forholde os i ro!

Kasernen bliver øjeblikkelig lutter travlhed. Hestene spændes for, og udrustningen anbringes.

- Hjælp mig lige med den rem!

- Sidder min gasmaske rigtigt?

Alle arbejder febrilsk. Ingen kommando er nødvendig. Hestene stamper og pruster. De mærker, at der er noget særligt på færde. Vi skal i krig - ud at slås for Danmark!

Men med eet standser al travlhed. Vi står som forstenede og lytter. Der høres en kraftig brummen. Den kommer nærmere og nærmere. Og pludselig ser vi dem. Tretten store tyske bombemaskiner flyver lavt hen over os. Vi har ingen våben, der kan gøre dem noget, og forøvrigt ville det være selvmord at forsøge. Men det er ikke tanker om det, der besjæler os i dette øjeblik. Først nu går det rigtigt op for os, at fjenden virkelig er i landet. Først nu forstår vi den dybe alvor. Og vi knytter næverne i raseri.

Hvorfor vække os så sent? Det er, som om den samme, der har alarmeret os, tillige har alarmeret tyskerne og fortalt dem, at nu var vi stået op.

Vi rykker i flyverskjul over marken til den nærliggende skov. Vi taler om, at een hest slet ikke kan trække en fuldt lastet mortérgranat-karre, så snart den er uden for den slagne landevej, og mens sveden driver af os under vort arbejde på at lette anstrengelserne for hestene, bliver vi enige om, at dette burde man have prøvet noget før.

Vente, vente, vente. Det er soldatens lod at vente, og selv denne dag, hvor det er Danmarks fremtid det gælder, må vi vente. Vi føler med hver time, der går, at ulykken bliver større, men alligevel nægter vi at tro, at der er givet op. Vor gamle kommandoofficiant kommer fra kasernen tværs over markerne. Han ser træt ud. Han kommer sikkert med den ventede ordre. - Så skal vi af sted!

Så snart han er inden for hørevidde, råber vi til ham. Han ryster bare på hovedet. Der er ikke noget, der haster. Vi spørger ham om nyt, og han fortæller om løbesedler, der er kastet ned, om skyderi i København, og om forhandlinger på Amalienborg. Han er fortvivlet og tager sig til hovedet.

- De kapitulerer, de kapitulerer, de sataner!

Vi tror det ikke. Vi venter, at ordren kommer. Men inden i os brænder trods alt en lille tvivlens fakkel. Vi vil bare ikke indrømme det, hverken for os selv eller andre.

Ved middagstid får vi ordre til at vende tilbage til kasernen. Endnu på vejen hjem håber vi. Det kunde jo være, der var ankommet lastvogne for at hente os. Vi har igen besvær med at få vore karrer gennem pløjemarken og ankommer derfor som de sidste til kasernen. Delingen marcherer op på linie. Jeg afleverer til næstkommanderende, og han kalder mig hen til sig.

- Vil de inddrage ammunitionen!

Det er en ordre. Jeg står ret foran ham, men jeg føler mig svimmel og mærker, at jeg bliver bleg. Modstanden begynder i mig i det øjeblik. Det er ikke modstanden mod de fremmede, men det er modstanden mod hele dette store bedrag, denne blodige uret. Kommandoofficianten, premierløjtnanten, hele Danmarks bedste ungdom - alle var vi viet til den ene opgave at være soldater for Mor Danmark. Og da det så gjaldt, kunne hun ikke bruge os. Det var løgn. Det måtte være løgn, og vi måtte rejse os mod de urettens mænd, der misbrugte vor tillid på denne måde. For mig blev disse sekunder afgørende. Der fødtes i mig en beslutning om, at når denne ordre var efterkommet, ville jeg aldrig mere adlyde nogen ordre, som stred imod min samvittighed, hvad enten jeg var soldat eller ej.

Jeg gør omkring, slynger nogle ord til mandskabet og går bort. Den første spire til modstand har slået rod.

Andre gik det på anden måde. En købmand gemte smør og mælk under disken, og når den tyske soldat kom for at købe, rystede han på hovedet og slog ud med armene. Det var for ham modstanden.

En sørgede for at gå sådan på fortovet, at tyskerne altid måtte ud i rendestenen, når han mødte dem, og en anden vendte demonstrativt ryggen til, hver gang de kom syngende gennem gaderne.

Spredt, men spirende modstand. Modstand som for at gro skulde have næring - men som også fik rigelig næring. Dels sørgede tyskerne for det med deres stadige overgreb, og dels sørgede vort folks ledere for det ved servil kryben for tyskerne.

Modstanden famlede sig frem, og det gamle, så misbrugte ord om, at ånd er magt, blev højaktuelt. Der kunne ikke være tale om at føre våben mod fjenden. Han skulde bekæmpes med åndens våben.

Ånd gror bedst i fællesskab og sammenhold, og vi måtte derfor finde sammen. Dansk Ungdomssamvirke blev oprettet, terrænsportsafdelinger voksede op, og folk søgte sammen til alsang. Utallige møder blev holdt, og utallige gode og stærke ord blev talt. Vore gode, danske sange blev sunget igen og igen - og hvor ofte sad vi ikke og fik tårer i øjnene?

Altsammen var det dog kun surrogat. Vel er ånd magt, men ånd trives ikke godt uden konkrete handlinger - og ånd trives heller ikke godt sammen med uhæderlighed. Disse mange møder var som regel for store til, at man kunne tale rent ud. Man kunne ikke tale om tyskerne, som man egentlig havde lyst til. Man kunne ikke sige ret meget om det, som var det virkelig betydningsfulde. Netop fordi man således måtte tale anderledes, end man i sit hjerte følte, at man burde, hvilede der et skær af falskhed over møderne.

Bedre gik det med terrænsporten. I små flokke gik unge mænd ud i mørket og trænede. De havde en personlig tilfredsstillelse, når de den følgende dag følte sig ømme i kroppen, fordi de vidste, hvorfor de gjorde dette. Mange steder kom da også disse afdelinger af terrænsporsfolk senere til at danne kernen i modstandsstyrkerne. […]

En statsminister

Det var sjældent, man fandt på at åbne for en udsendelse i den danske radio, hvorimod man altid hørte de danske udsendelser fra London. Tyskerne anstrengte sig til det yderste for at forhindre aflytning af London radio, og rundt om i landet blev anlagt støjsendere. De lavede et så infernalsk spektakel, at det ofte var umuligt at opfatte, hvad speakeren sagde, men aldrig svigtede man disse udsendelser. Sveddryppende og harmdirrende kunne man ligge på maven foran radioen i det kvarter, udsendelsen varede, med øret tæt op til højttaleren, medens man drejede snart på den ene, snart på den anden knap.

Med udsendelserne fra Danmark var det en anden sag. De gik altid fint igennem, og man kunde daglig høre landsforrædere holde strålende foredrag om "det nye Europa", nazismens fortræffelighed, den "landsskadelige sabotage" og unge danskes heltemodige indsats på Østfronten - kort sagt - alt hvad en forræder kunde finde på at sige for at fremme fjendens interesser. Disse udgydelser fra de åbenlyse landsforrædere gjorde intet særligt indtryk - kun de såkaldte "hvad kan det nytte-folk" fandt heri stof til deres propaganda imod aktive danske - en propaganda, som var langt farligere end radioens, fordi den fandt sted til akkompagnement af fædrelandssange og fra talerstole behængt med dannebrog.

Dog kunne der også gennem radioen lyde landsforræderisk tale, som var direkte farlig, jeg mindes en aften i september 1942. Det var blevet meddelt, at Danmarks statsminister [Vilhelm Buhl] ville holde en alvorlig tale til folket.

Vi sidder og venter i stilhed, idet vi tænker på, hvad der nu kan være at fortælle os. Det skulde vel ikke være en meddelelse om, at samarbejdet med tyskerne skal ophøre... nej, det er for godt til at være sandt. - Nu kommer han. Statsministeren taler. Den dybe basstemme, som er en tro kopi af en tidligere statsministerstemme, runger ud i stuen. Nej, dette kan ikke være sandt. Vi måber af forbavselse - vi stivner af afsky - vi knytter hænderne af harme. Roligt, enstonigt, koldt og brutalt brummer stemmen:

" ... Den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller overfor myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser..."

Dette er Danmarks statsminister. Han kalder sig dansk, han roser sig af at arbejde for Danmarks frihed, og i dag går han tyskernes ærinde for at hverve stikkere. Han er værre end den, som rejser rundt for at hverve folk til Østfronten. Han er værre, fordi han har et stort, et meget stort ansvar. Vi gyser og ser på hinanden - kan vi føle os sikre længere? Hvad mon naboerne ved om os - og den - og den, som vi har sendt blade og illegale bøger. Tænk, om de har hørt udsendelsen og føler sig forpligtet til at handle derefter.

Åh, Danmark! Hvorfor fostrede du ikke i en hel generation een eneste politiker af format, en som kunne rejse sig og råbe:

- Vi vil ikke! Vi vil ikke være med til at sælge vore unge til fjenden! Vi hører sammen med dem - de er Danmarks fremtid! […]

Samarbejdspolitik

Vort folks værnevilje og fædrelandskærlighed blev systematisk nedbrudt gennem mange år af ledende politiske kredse og den betydende presse, samtidig med at landets forsvar blev saboteret på enhver tænkelig måde. Det vakte derfor megen forbavselse, da der den 19. januar 1940 blev udsendt en regeringserklæring gående ud på, at Danmarks neutralitet skulde forsvares "med alle til rådighed stående midler". Selv de radikale, som havde været forrest i sabotagen af forsvaret, stemte for erklæringen.

At denne erklæring var en taktisk manøvre, ikke så meget vendt mod den eventuelle angriber som mod det danske folk, hersker der næppe tvivl om. Man regnede med, at en sådan tilkendegivelse skulde berolige de nervøse og dæmpe dem, som arbejdede for forsvar og fædrelandskærlighed.

Folket slog sig til tåls med det afgivne løfte, skønt regeringen allerede i februar afslørede sin manglende vilje til forsvar ved at hjemsende flere årgange af den ringe sikringsstyrke, som var indkaldt.

Den 9. April kapitulerede man omgående. Der blev dog ikke givet ordre til soldaterne i Sønderjylland, som uden forberedelse af nogen art kæmpede mod den overmægtige fjende. Tretten faldne soldater skulde være regeringens bevis for, at erklæringen af 19. januar var alvorlig ment.

8. Juli 1940 blev regeringen omdannet. Udenrigsminister P. Munch, den mand, om hvem man sagde, at han altid gjorde det modsatte af, hvad han burde gøre, blev afløst af Erik Scavenius. Gunnar Larsen blev minister for offentlige arbejder.

Scavenius og Larsen gik straks i gang med at indkorporere Danmark i det ny Europa. Ved sin tiltrædelse udsendte Scavenius den berygtede erklæring:

Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og aktivt samarbejde med Tyskland.

Berlin svarede omgående med tilbud om en mønt- og toldunion med Danmark. I begyndelsen af august 1940 forhandlede en dansk delegation under ledelse af Gunnar Larsen herom i Berlin. Planerne strandede bl.a. på modstand fra den tyske landbrugsminister Darré, der frygtede dansk landbrugs konkurrence, men Larsens anstrengelser blev påskønnet af von Ribbentrop, som udtalte: "Såvel jeg som Gunnar Larsen tilhører det nye Europa".

Den 22. Januar 1941 udleverede den danske regering 12 torpedobåde til tyskerne, og samme dag fremlagde Gunnar Larsen forslag til bevilling af 42 millioner kroner til anlæg af "fugleflugtslinien" fra København via Femern bælt til Vesteuropa. Den skulde sætte Danmark i direkte forbindelse med Tysklands strategiske jernbaner og autostradaer.

Den 22. Juni 1941 angreb tyskerne Rusland og prædikede korstog mod kommunismen. Scavenius udsendte den 26. Juni en regeringserklæring; hvori det hed:

Tyskland har nu vendt sine våben mod øst i en kamp mod en magt, som gennem en årrække har betydet en trussel mod de nordiske stater velfærd og trivsel.

I de samme dage internerede man i strid med grundloven de danske kommunister, men gav tilladelse til oprettelsen af "Frikorps Danmark". For at lokke danske officerer til at melde sig til tjeneste i korpset fik de løfte om samme avancementsmuligheder, som de kolleger, der blev i den danske hær.

Da Frikorpset imidlertid ikke blev særlig populært, udsendte regeringen til amtmændene en skrivelse bestemt til oplæsning for indbudte kredse. Det hed i denne:

"Frivillig deltagelse i krige, hvori den danske stat ikke tager del, er tilladt efter dansk ret og tradition såvel som efter folkeretten ... Det må ikke glemmes, at de frivillige handler ud fra en idé, som bunder så dybt i deres overbevisning, at de sætter deres liv ind derpå. Det er altid respekt værd, at en mand viser sig rede til at sætte livet ind for sin overbevisning. At chikanere ham eller hans pårørende af denne grund er ikke værdigt og ikke stemmende med god dansk tankegang."

Den 9. November 1941 blev Scavenius statsminister. I regeringserklæringen udtalte han bl.a.:

"I erkendelse af det europæiske skæbnefællesskab er regeringen sig det ansvar bevidst, som også et lille land som Danmark har med hensyn til opbygningen af det kommende nye Europa."

Af disse få eksempler så det ud, som om Scavenius og Gunnar Larsen alene var ansvarlige for den foragtelige holdning overfor fjenden, men dette var ingenlunde tilfældet. I det store og hele sluttede de øvrige regeringsmedlemmer og hele rigsdagen op bag de to herrers landsforræderiske arbejde. Det officielle Danmarks linie frem til 29. august var klart afstukket ...

Den 29. august

Det måtte komme. Den politik, der var blevet ført af regering og rigsdag, havde bragt os i en dobbeltstilling. Man ønskede overfor tyskerne at tilkendegive viljen til samarbejde, og man gik i mange tilfælde på akkord med uretten for at tækkes de fremmede. Samtidig rejste politikere rundt i landet og holdt fortrolige partimøder, hvor de dels forsøgte at fralægge sig ansvaret for, hvad der skete på tinge, og dels prøvede på at forklare nødvendigheden af at holde sig gode venner med tyskerne.

Værnemagerne tjente tyskerne det ene øjeblik og forklarede i det næste deres gode danske sindelag. Danske piger kastede sig i armene på de fremmede soldater. Fremtrædende mænd hyggede sig i Dansk-Tysk Forening. Højesteret afsagde grundlovsstridige kendelser, og Højesterets præsident velsignede justitsministerens grundlovsbrud i forbindelse med kommunistloven. Politiet udlovede dusører på indtil 25.000 kr. for opklaring af sabotage, udleverede faldskærmsagenter og sabotører til tyskerne og skød en dansk faldskærmsmand. Også ved censurbestemmelser satte man sig ud over Grundloven, og man undså sig ikke for at rejse tiltale mod Kauffmann for landsforræderi. Den danske general [Generalløjtnant Ebbe Gørtz) deltog i afskedsparaden for "Frikorps Danmark" og var med til at indvie den fane, som skulde svinges over ligene af myrdede russere.

Tyskerne optrådte efterhånden, som om de var landets rette beboere, og de tyske autoriteter stillede stadig større og større krav til regering og rigsdag. De fulgte til punkt og prikke de anvisninger, Hitler havde givet i sin bog "Mein Kampf" med hensyn til behandlingen af et undertrykt folk:

"En klog sejrherre vil om muligt fordele sine krav til den besejrede. Når det drejer sig om et folk uden karakter - og det er ethvert, som frivilligt underkaster sig - kan han regne med, at det ved hver enkelt af disse undertrykkelser ikke længere finder tilstrækkelig grund til endnu engang at gribe til våben. Jo mere disse udsugelser villigt accepteres, des mere uberettiget forekommer det disse mennesker, at de på grund af en ny, tilsyneladende enkeltstående undertrykkelse skal sætte sig til modværge, især når man i forvejen har fundet sig stiltiende og tålmodigt i flere og større ulykker."

Kravene kom lidt efter lidt, og efterhånden som de kom, blev de opfyldt - eller i hvert fald i det store og hele opfyldt. Vort lands ledende mænd var de forsøgskaniner, som skulde fastslå, at Hitlers ord var sande i dette tilfælde. Om det nu i virkeligheden var visdomsord, eller om det var den danske regering, som repræsenterede en utrolig kortsynethed og dumhed forenet med et foragteligt handelstalent, som fik den til at sælge det bedste for at opnå den gunst at stå sig godt med landets første fjende, behøver man vel ikke at spekulere på. Dråbe efter dråbe var folkets harme dryppet i det tålmodighedens bæger, som flød over den 29. August.

Selvom et menneskes sjæl fordærves ved, at han indgår kompromis'er imod samvittighedens røst - og dette må også gælde et folks sjæl - var den danske folkesjæl ikke mere fordærvet, end at man nu var parat til at tage ansvaret for et totalt brud. Sandheden må sejre til sidst. Og sandheden sejrede i augustdagene 1943.

Den 5.-6. August var der folkestrejke i Esbjerg, og derfra bredte strejkerne sig i resten af måneden ud over hele landet. Den mindste provokation fra tyskernes side kunde bringe en by til at gå i total strejke. Tyskerne lærte danskerne at kende fra en helt ny side. - Nu var det slut med eftergivenheden. Folket sagde det, som politikerne ikke havde villet.

Den 28. August var jeg i Odense. Byen bar tydeligt præg af de voldsomme begivenheder, som havde fundet sted få dage før. Man så raserede butikker og knuste ruder overalt. Der var tre kategorier, som det var gået ud over, nazister, værnemagere og feltmadrasser. Mange nazister havde set deres kostbare bohave blive smidt ud gennem vinduerne og gå op i luer i gaderne. Værnemagernes butikker var fuldstændig raseret og lå hen i kaos med knuste diske og ruder. Tømrerne havde nu travlt med at lave beskyttelsesvægge af svære bjælker for facaderne. Feltmadrasserne var blevet klippet, afklædt, eventuelt smurt ind med tjære eller andet ubehageligt, hvorefter de var blevet jaget gennem byen til skam og skændsel, indtil tyske soldater kom dem til hjælp.

Odense borgere havde vist fjenden et ansigt, der ikke var til at tage fejl af.

Jeg rejste fra Odense ved middagstid fuld af friske indtryk. Jeg følte usikkerheden i den bestående situation og tænkte på, at denne kraft i vort folk, som kom til udbrud snart her snart der, burde samles for at komme til udbrud på samme tid og efter en bestemt plan.

I toget diskuterede de rejsende rygter. En havde hørt, at kongen havde abdiceret, og en anden at han var arresteret. Det var en almindelig opfattelse, at regeringen Scavenius allerede var gået eller i hvert fald i løbet af dagen ville træde tilbage. Rygterne svirrede, medens vi passerede østkystens byer. I Århus var der folkestrejke, og vi kunne fra toget se de mennesketomme gader, hvor kun hist og her en tysk patrulje kom til syne. Der hørtes skydning på gaden, medens vi holdt på banegården.

Alle havde fornemmelsen af, at store begivenheder forestod, og dagens mange begivenheder havde givet mig en følelse af personlig utryghed. Hvis der skulle ske arrestationer, måtte jeg regne med at være i fare. Mange vidste, at jeg beskæftigede mig med forskelligt, som ikke faldt i tyskernes smag, og jeg havde oven i købet erhvervet mig de førende lokale nazisters specielle bevågenhed ved et par gange at vise dem bort, når de forsøgte at snige sig ind ved nationale møder.

Mon det er et særkende for vort folk, at vi nægter at tro en ting, før vi ser den? Vi taler gerne om, hvad der kan ske - vi tænker os alle muligheder og fortæller dem videre, men vi træffer ingen modforholdsregler, før det er for sent. Vi sov den 9. April 1940, og dog kunde vi i forvejen have truffet mange sikkerhedsforanstaltninger, så mange at tyskerne måske aldrig vilde have forsøgt at besætte vort land. Den 28. August 1943 gisnede alle i vort folk om, hvad der kunne ske hvert øjeblik, men alligevel sov vi den 29.

Jeg havde på fornemmelsen, at det var klogest ikke at være hjemme natten til denne dag, men alligevel gik jeg i min egen seng og sov trygt midt ind i begivenhederne.

Morgenen den 29. August lærte mig, at man skal adlyde indskydelser og fornemmelser, og denne lære blev mig til stor gavn under resten af krigen. […]

Et kors

Der er krig i Danmark. Søvnige, men alligevel højkæftede tyskere er de eneste, man ser noget til i denne mørke nat. Vi er på vej i "rosalia" fra Århus til Holstebro.

Månen gør fortvivlede forsøg på at trænge igennem det tunge, mørke skydække, men det bliver kun til et enkelt lille strejf en gang imellem - et lille lysglimt, men dog et lysglimt og en opmuntring for den ensomme vejfarende, som føler mørket og stilheden som et knugende tryk, et symbol på den situation, vi befinder os i.

Ved vejkrydsene dukker tyskerne op med deres lygter og kaster sig som rovfugle over den enlige vogn. De vejrer bytte. Måske er det deres eneste chance i nat - og dog lader de byttet løbe fra sig. Vi standser ved en grøftekant nogle få kilometer fra Silkeborg. Vi har passeret dette sted mange gange, men aldrig uden at holde stille et øjeblik. I et par sekunder får månen held med sig, og vi kan se det - korset. Fattigt står det der, lavet af en ung granstamme, samlet med et par rustne søm. Midt i græsset og lyngen er det rejst, midt i det stride danske græs og den sejge lyng.

Det var her, Kaj Munk blev myrdet en mørk nat som denne. Han kæmpede sin kamp, som vi kæmper vor. Rovfuglene kastede sig over ham, og i dette tilfælde slap de ikke byttet. Men var det dem, der sejrede - eller var det ham? De kom ud af mørket og gik tilbage til mørket med hænderne plettede af blod. De kunde ikke føle sejrens stolthed, for de vidste godt, at det, de gjorde, var uret, og at de var som forbrydere at regne.

Men korset blev rejst. Det står der og råber til den vejfarende:

- Stop, jeg har noget at sige dig! Den jord, du står på, er hellig grund - den er dansk og gennemvædet af dansk blod.

Nogle hører dette råb, andre hører det ikke. Men de, som hører, bøjer hovedet, og korset taler til dem. Hvor Knud Larvard faldt, sprang der en kilde - hvor Kaj Munk faldt, rejste der sig et kors. Og korset taler sit tavse sprog. Det opmuntrer den kæmpende - det ægger den vakte, og det kalder på den ligegyldige. - Korset fik sin betydning for mennesker, da manden, som ikke kendte til uret og svig, blev hængt på det og pint til døde. Fra den dag har korset talt sit sprog til mennesker.

Vi ruller videre i "Rosalia", frem igennem natten; men et kors standsede os et øjeblik. […]

Slutning

Det blev august, før jeg kunde forlade Ålborg. Det var slet ikke let at få afviklet den store virksomhed, som jeg i så lang tid havde været chef for.

Jeg kører ud af Ålborg en eftermiddag. Udenfor byen standser jeg vognen og stiger ud for et øjeblik at se tilbage og sige farvel til denne by, i ly af hvilken jeg i det meste af et år kæmpede en dødsensalvorlig kamp mod et folk, som havde gjort magt, løgn og vold til gud.

Men jeg er klar over nu, at kampen ikke er endt. Det tyske folk er slået, og nazismen kvalt, men det danske folk er allerede på vej til at glemme.

Den danske materialisme er atter i højsædet. Udrensningen er i fuld gang, men også på dette område er vi materialister. Den moralske udrensning - den som skulde føre til at de mænd, som havde ansvaret for vor fornedrelse, aldrig mere fik indflydelse - har vi ganske sprunget over. Vi er atter begyndt at bygge os i vor egen lille rede, vi bilder os ind, at vi har gjort en vældig indsats. Vi tror, at vi kan klare os selv og styrer med raske skridt ind i den samme neutralitetspolitik, som førte til fem lange års besættelse.

Vi som var modstandsfolk troede i nogle dage efter befrielsen, at hele folket stod bag os, men vi tog fejl. De mange har intet lært endnu. Kan du dog ikke forstå, du danske folk, at der var millioner af allierede soldater, som måtte ofre livet, for at du kunde vinde din frihed?

Der gik en sky for solen, men nu klarer det op igen, og langsomt trænger solskinnet frem over markerne. Sådan må det være. Kampen mellem lys og mørke skal fortsatte, men lyset skal sejre til sidst. Kæmp, lyder det fra solen; kæmp, og du vil sejre.

En lille blomst bøjer sig for vinden, men stritter imod og rejser sig igen. Kæmp, siger den; kæmp, og du vil sejre!

Og mindet om dem, som faldt, taler sit stærke sprog:

- Vi døde med stolthed og trods, fordi vi vidste, at I blev tilbage for at kæmpe og sejre.
Fra friske grave i Danmark lyder råbet:

Kæmp - thi ellers døde vi forgæves. Kæmp - og du vil sejre!

Ja, nu ved jeg det og vil aldrig glemme det. Kæmp og du vil sejre - thi uden kamp er der ingen sejr!

Af Uden Kamp, ingen Sejr. Århus 1947. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.