Jørgen Kristensen: Nationalstaten (1963)

I. Nationaliteten som individuel forudsætning.

Ordet »nation« er afledet af et udsagnsord, der betyder »fødes«. Dansk nationalitet er udmærket udtrykt i verslinierne: »I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog, du er min moders stemme.« Nationaliteten er med andre ord en forudsætning, et udgangspunkt, en baggrund, et hjem, - ufortjent og uforskyldt i lighed med en række andre forudsætninger såsom racen, udseendet, evnerne, helbredet, miljøet, sproget og historien.

Om alle disse forudsætninger gælder det, at man ikke kan løbe fra dem, men man kan nok tage stilling til dem. Og i denne stillingtagen afgøres det, hvem man selv er, og at man overhovedet er et selv. Man kan f.eks. ikke løbe fra, hvem der er ens forældre. Men man kan nok løbe hjemmefra, altså tage stilling imod sine forældre. I nogle tilfælde må man være hjemme hos far og mor for helt at kunne være sig selv. I andre tilfælde må man bryde med dem for at kunne være sig selv. Det afhænger af forholdene i hvert enkelt tilfælde, hvad der skal til, for at et menneske helt kan være sig selv. Og der er ikke andre end vedkommende selv, der kan afgøre, hvad der skal til, ja, det at være sig selv består just i denne afgørelse.

Enhver dansk må altså også vide med sig selv, hvor stor en rolle det spiller for ham eller hende at være dansk, om det er en umistelig arv eller et snærende bånd, en levende virkelighed eller en død tradition, en rigdom eller en fattigdom eller måske noget ganske tilfældigt og ligegyldigt. Vi kan nok i tale, sang og skrift og ved konkrete handlinger støtte hinanden i kærligheden til fædrelandet eller i det modsatte. Men i sidste instans må enhver selv tildele sin nationalitet dens rolle. For vore mange forskellige forudsætninger er jo ikke en harmonisk forskelsløs masse, men et virvar af ofte indbyrdes modstridende faktorer, som bestandig må sorteres og rangforordnes i forhold til hinanden og i forhold til livets tilskikkelser. Derfor er det ikke givet, at det at være dansk betyder det samme for alle, som har danske forudsætninger, for denne ensartethed modsvares af store forskelle med hensyn til den rolle, de øvrige forudsætninger spiller, og med hensyn til den skæbne, der bliver forskellige danskere til del.

Og endnu mindre er det givet, at det at være af en anden nationalitet betyder det samme for de andre, som det betyder for danskere at være danske. Træffer vi fremmede, der taler om deres egen nationalitet, som vi selv kunde tale om vor, gør vi tværtimod klogt i på forhånd at regne med, at ligheden kan være tilfældig, ja, at meningen bag de samme ord godt kan være en helt anden end i vor mund.

Det er nemlig en lige så skæbnesvanger som udbredt misforståelse, at nationaliteternes forskellighed og mangfoldighed er af samme art som f.eks. blomsternes i et bed. Disse er dog allesammen blomster i samme omfang og i samme forstand. De har blot hver sit særpræg i farve, form og duft. Men nationaliteterne er ikke nationaliteter i samme omfang og i samme forstand, og det er kun i nogle tilfælde, de kendes fra andre på deres særpræg. I andre tilfælde går særprægene helt på tværs af de nationale skel.

Det er et mylder af helt uensartede faktorer i helt uensartede kombinationer, der kan være med til at danne nationale forudsætninger og bevirke, at en gruppe mennesker kan kaldes en nation: historien, sproget, racen, religionen, naturforholdene, erhvervsforholdene, en national ideologi o.s.v. I nogle nationaliteter indgår nogle faktorer, andre ikke, og i nogle nationaliteter er de faktorer væsentlige, som er uvæsentlige i andre. Det hører i virkeligheden til sjældenhederne, at så mange af disse faktorer på én gang samvirker om at forene mennesker til et folk, som tilfældet er i Danmark.

Den enkelte nationalitet er med andre ord ligesom det enkelte menneske en individualitet, et historisk éngangs-fænomen, som man ikke kan definere, men kun kendetegne præcist ved at give det navn. At være dansk er en parallel til at hedde Søren Madsen. Man må kende dette ene bestemte navngivne fænomen for at vide, hvad ordet dækker.

Man skal derfor være meget varsom med at slutte fra den ene nationalitet til den anden: Europas Forenede Stater ville være noget ganske anderledes end Amerikas Forenede Stater. Hvad kontinentaleuropæere kan forene med deres nationalitet, er ikke uden videre foreneligt med dansk nationalitet. Formel ligestilling mellem store og små folk, mellem katolske og protestantiske lande, mellem u-lande og industrialiserede lande o.s.v. er ikke uden videre reel ligestilling. Og der er næppe to folk, hvis nationale problemer er helt af samme art. Når f.eks. nogle siger, at de overvandt deres betænkeligheder ved Danmarks tilslutning til Rom-unionen, da England søgte om optagelse, så er det forståeligt med henblik på de storpolitiske afgørelser. Men med henblik på de sider af Rom-traktaten, der ophæver Danmark som nationalstat, kan Englands deltagelse kun være en ringe trøst. For vore nationale problemer kan principielt ingen andre end vi selv forstå, endsige løse.

Men at nationaliteten således er noget helt individuelt både for det enkelte menneske og for det enkelte folk, betyder ikke, at det så altså er så subjektiv en sag, at vi intet har at sige hinanden derom. Der består jo en mængde internationale relationer mellem de forskellige folk og en mængde folkelige relationer mellem de forskellige mennesker af samme nationalitet. Og i disse relationer nødes vi gang på gang til at drøfte det nationale med hinanden, skønt dette i sidste instans ikke er et medmenneskeligt forhold, men et forhold mellem menneskene og deres egne forudsætninger. Vi kan ikke dømme om, hvor stor en rolle nationaliteten spiller eller bør spille for andre. Men vi kan undertiden dømme om, hvilken rolle. For den, som er kommet i et skævt forhold til sin egen nationalitet, kommer uvægerligt også i et skævt forhold både til andre folk og til sine landsmænd.

II. De unationale og de antinationale

Der er således dem, der mener helt at kunne se bort fra deres nationalitet, lade, som om de ikke havde den. De tager for så vidt deres udgangspunkt i noget principielt rigtigt, nemlig at forudsætninger normalt ikke er noget, man beskæftiger sig med, men noget, man går ud fra med selvfølgelighed, idet man beskæftiger sig med alt muligt andet ud fra sine forudsætninger.

Men deraf kan man jo ikke drage den slutning, at så spiller de nævnte forudsætninger altså ingen rolle. Tværtimod: Det er kun fordi de just spiller deres rolle rigtigt, at man kan tillade sig ikke at beskæftige sig med dem. Men så heldigt er man jo ingenlunde altid stillet. Gang på gang sker der et eller andet, som gør vore forudsætninger til et problem og tvinger os til at tage stilling til dem. Og så er det at ville se bort fra dem ensbetydende med at fornægte dem, altså at tildele dem en skadelig rolle og tage stilling imod dem.

Vi danske har hidtil været så heldigt stillet, at de fleste af os har kunnet leve som danske uden at skænke det en tanke, endsige da skønne på det eller gøre noget for at være det. Vi har med andre ord haft det med vor nationalitet, som den raske har det med sit helbred. Men selv den raske kommer jo ud for tilfælde, hvor han er nødt til at tage hensyn til sit helbred, ja, han gør det jo i virkeligheden dagligt af vane gennem måltider, søvn, hygiejne og påklædning. Sådan har den danske nationalitet også i tusinde år rent vanemæssigt »klædt sig« i en nationalstat, »næret sig« ved en ubrudt tradition, og »holdt sig ren« gennem politisk afgrænsning fra andre nationaliteter (bortset fra Sønderjylland). Og søvn har Holger Danske som bekendt heller aldrig savnet. Men når sygdomme eller ulykker indtraf, var det lige så selvfølgeligt, at vanen måtte afløses af en bevidst indsats. Så så man, hvilken rolle nationaliteten spillede, og underkastede sig de kure, som var nødvendige for at kunne vende tilbage til vanedanskheden igen.

Den, som i den nuværende situation, hvor talen er om at afskaffe nationalstaten, mener at kunne se bort fra det nationale, må gøre sig klart, at han dermed tager stilling imod det nationale, ligesom den, der ikke vil klæde sig efter klimaet, må gøre sig klart, at det at være ligeglad med sit helbred er ensbetydende med at påføre sig selv sygdom, ja måske begå selvmord.

Der er da også folk, som har gjort sig dette klart og bevidst taget stilling imod nationaliteten. Også de har deres gode grunde. For hvis man ikke tager sit udgangspunkt i sine egne nationale forudsætninger, men i de ord, som i tidens løb er talt og skrevet om det nationale, og de handlinger, som i tidens løb er udført i nationaliteternes navn, så må det virkelig indrømmes, at sporene ofte kan skræmme.

Når der laves ideologi ud af ufortjente eller uforskyldte forudsætninger, kan disse blive så kompromitterede, at det er vanskeligt at finde tilbage til et sundt forhold til dem igen. Et folk, der har svælget i nationalideologi, har det med sine forudsætninger som en barnestjerne, hvis medfødte talent er blevet kommercielt opreklameret, og som derfor ikke kan udøve almindelige menneskelige funktioner, uden at stjerne-uvæsenet sætter sit stempel derpå. Ligesom sådan et menneske er nødt til at fjæle sig i næsten selvudslettende ubemærkethed for igen at få talentet i baggrunden som den naturlige forudsætning, det er, således kan det også blive nødvendigt at kule alle nationale begreber langt ned, indtil et folk har genvundet sit naturlige forhold til en kompromitteret nationalitet.

Men den, som af frygt for noget sådant mener at burde tage afstand fra sin egen nationalitet eller fra nationalitet overhovedet, er som tjeneren i lignelsen, der gravede sin talent ned af frygt for at handle forkert med den. Og han blev som bekendt smidt ud i mørket udenfor.

Vel har vi også forudsætninger, vi bør tage stilling imod. Men de, som taler nedsættende om det nationale skel mellem folkene, mener jo ikke, at det er syndigt at være dansk, tysk eller fransk, eller at det er syndigt at have forskellige forudsætninger. De mener kun, at der har været syndet så meget med disse forudsætninger, modsætninger og forskelle. Men så er det også inkonsekvent at lade fordømmelsen ramme selve den nationale opdeling.

Hertil vil så nogle svare, at det gør de heller ikke. Men de ønsker, at opdelingen skal afløses af en ny enhed, som fjerner faren for misbrug af den nationale opdeling. Hvem har sagt, at nationernes liv skal vare evigt?

Dette sidste er rigtigt. Nationalitet er en form for menneskeliv og som sådan under forgængelighedens lov, hvad historien da også viser. Og den tanke kan heller ikke på forhånd afvises, at der engang vil opstå en europæisk nationalitet, inden for hvilken de nuværende nationaliteter kun lever videre som landsdelssærpræg. Og det lyder da også meget besnærende, når man i forlængelse af denne tanke hævder, at eftersom den selvstændige danskhed hører fortiden og den europæiske nationalitet fremtiden til, så er det den bedste tjeneste, man kan gøre danskheden, at man tidligst muligt begynder at indstille sig på dens fremtidige vilkår som landsdelssærpræg. Gør man ikke det, risikerer man, at den ikke engang formår at overleve på de vilkår.

For det første er det imidlertid en stor svaghed ved denne argumentation, at den bygger på en forudsigelse, som ikke kan verificeres, før det er for sent at tage stilling, og mod hvilken der tilmed kan anføres vægtige modargumenter: Politisk-økonomisk forening kan føre til flere nationers sammensmeltning til én, men også til det stik modsatte, ganske som et giftermål kan føre til, at de to bliver til ét kød, men også til dødeligt fjendskab. Det kommer helt an på, hvordan parterne passer sammen. Og her kan man nok have sine betænkeligheder m. h. t. Europa. Alene det, at det er økonomiske bekymringer og russerskræk og ikke tilbøjelighed, der har været den drivende kraft for Danmark, lover ikke godt for den ægteskabelige lykke. Og dertil kommer, at hvis man vil redde det danske ved hurtigst muligt at sikre det vilkårene som landsdelssærpræg, så forudsætter det en defaitistisk forestilling om, at vi før eller senere kommer med i et forenet Europa, enten vi vil eller ej. Og så er det inkonsekvent overhovedet at ville tage stilling til noget som helst.

Men for det andet: Selv om vi også forudsætter, at forudsigelsen holder stik, og der engang opstår en fælleseuropæisk nationalitet, så er alligevel ikke dermed noget sagt om, hvad vi har at gøre i dag. For en nationalitet er ikke noget, man skaber sig efter et program, men en forudsætning, man går ud fra. Og vi danske har i dag ikke andre nationale forudsætninger at gå ud fra, end at vi er danske. Hvad vore tipoldebørn vil være til deres tid, det rager os for så vidt ikke. For eftersom man kun kan forholde sig til en nationalitet som til noget, man har bag sig, kan man selvsagt ikke have noget som helst forhold til en fremtidig nationalitet. Et sådant futurum exactum er rent hjernespind. Det kan tænkes. Men det kan ikke få konsekvenser for vore handlinger i dag.

Først når en eventuel europæisk nationalitet eksisterer som et alternativ til den hidtidige, således som f.eks. den danske nationalitet i dag eksisterer som et alternativ for den tyske sydslesviger, først da kan der blive tale om at tage stilling til den.

Som sagt: Løbe fra sine forudsætninger kan man ikke. Men man kan godt tage stilling imod sine forudsætninger, løbe hjemmefra. Men betingelsen for, at dette kan gå godt, er så rigtignok også, at man er stor nok til at klare sig uden sit hjem, og at man har mulighed for at få et andet sted at være hjemme. Den, som i dag vil forlade den danske nationalitet til fordel for en europæisk, som ikke engang er på fosterstadiet endnu, ligner en femårsdreng, som løber hjemmefra med den begrundelse, at han jo alligevel skal hjemmefra engang, og så kan han lige så godt stikke af med det samme.

III. National bevidsthed og selvhævdelse

Men, kunne man så spørge, er det så ikke også hjernespind og foregribelse af fremtidig nationalitet, når man siger: »Vi er danske, og vi vil vedblive at være danske«? For hvis man således gør sine forudsætninger til et program for fremtiden, så er de jo ikke længere bare forudsætninger.

Jo, hvis det at ville være dansk og ville vedblive dermed betyder andet og mere end at forholde sig positivt til sine forudsætninger, så er indvendingen på sin plads, for så er nationaliteten blevet en ideologi.

Men ret forstået er dette gamle sønderjyske slagord ikke en ideologi, ikke et program for fremtiden, men en bekendelse til umistelige forudsætninger i en situation, hvor der er fare for at miste dem. Ja, mistes kan forudsætninger jo ikke, for så vidt som man allerede har dem bag sig for bestandig. Men ligesom man selv kan vende sig imod dem, således kan man også komme ud for, at kræfter udefra hindrer en i at leve ud fra sine forudsætninger. Og hvis det så drejer sig om forudsætninger, uden hvilke vedkommende ikke helt kan være sig selv, er det nødvendigt at sætte sig til modværge.

Det er her, nationalbevidstheden og den nationale selvhævdelse har deres rette plads – som nationalitetens forsvar mod trusler og udfordringer. Men de må vel at mærke ikke forveksles med nationaliteten selv, for det at være dansk er ikke det samme som at være sig sin danskhed bevidst eller at ville være dansk. I så fald ville ikke ret mange danskere være danske.

Ikke desto mindre sker det ofte, at nationaliteten forveksles med dens alarmberedskab: den nationale bevidsthed. Og det hænger for en stor del sammen med forholdene i grænselandet. Her er nationaliteten nemlig udsat for en permanent udfordring i kraft af den nationale blanding og til dels også i kraft af det ulige størrelsesforhold mellem nationaliteterne. Her gælder derfor den frisiske regel, at den, som ikke vil dige, må vige. Den, som ikke bevidst tager vare på sin egen nationalitet og er rede til at betale prisen for i givet fald at byde sit miljø, sine økonomiske interesser, sin bekvemmelighed og tilbøjelighed trods for nationalitetens skyld, hans nationalitet visner hen, og hans børn vil sandsynligvis helt miste den.

Sådanne vilkår strider åbenlyst mod nationalitetens egentlige karakter af forudsætning. Det kræver en ganske speciel blanding af karakterstyrke, takt og humor således permanent at have sin baggrund i forgrunden uden at gå til selvudslettelsens eller fanatismens yderligheder. Det skaber uløselige konflikter mellem nationale og saglige hensyn på en lang række områder, som under normale forhold ikke har noget med nationaliteten at gøre. Og det kræver støtte fra den del af folket, der har de ydre muligheder for at leve med selvfølgelighed ud fra de nationale forudsætninger.

Derfor er det grænselandet og dets specielle vilkår, der har skullet tales om, når der har skullet tales om nationalitet. De nationale forhold på Fyn har mig bekendt aldrig givet anledning til overvejelser og oplysningskampagner. Men det har fået den for den øjeblikkelige situation uheldige bivirkning, at mange tror, at det, de har hørt om nationalitet i Sønderjylland, gælder nationaliteten i det hele taget, således at de uden betænkelighed, ja, undertiden med glæde, kan tale om, at vi nu allesammen skal til at være »sønderjyder«, d.v.s. være rigtige nationalt bevidste og selvhævdende danske.

Og det er da også rigtigt, at hvis vi ved tilslutning til Rom-unionen forvandler den danske nationalstat til en europæisk landsdel, hvor det at være dansk ikke giver ret til nogen fortrinsstilling, så blir det for hele det danske folk, som det er for danskere i grænselandet i dag: Enten må de dige, eller også må de vige. Den tredje mulighed: at være dansk udelukkende i kraft af sine forhåndenværende forudsætninger kan måske også tænkes. Men det vil i så fald bero på en tilfældighed, ligesom det beror på en tilfældighed, hvis den marsk, der ikke er inddiget, spares for oversvømmelse, og ligesom det beror på en tilfældighed, at nogle sønderjyder har mulighed for at leve som danske med større selvfølgelighed end andre.

Mange sønderjyder har vist os, at det lader sig gøre at leve som dansk, også på de vilkår. Men der er unægtelig også mange, som ikke har formået det, og som er flygtet enten til udlandet eller til rent danske egne eller ud i den slesvigske neutralitet eller helt over i de tyske rækker. De har haft forudsætninger, der vejede tungere end de nationale. Og hvilken københavner eller vestjyde har ikke det, hvis han kommer i en situation, hvor de nationale forudsætninger kommer i konflikt med andre? Inden man taler om at blive sønderjyder allesammen for al fremtid, kunne man passende spørge sig selv, om man i dag i en enkelt konkret situation, f.eks. i sin stilling til Danmarks indmeldelse i Rom-unionen, ser sig i stand til at sætte nationale hensyn over økonomiske, sådan som det jo kræves af en sønderjyde, om han vil vedblive at være dansk. For hvis man ikke ser sig i stand til det i den øjeblikkelige kritiske situation, hvordan kan man så regne med at være i stand til det under Rom-unionens permanente nationale udfordring?

Hvornår nationale hensyn vejer tungere end andre, og hvornår ikke, det må enhver vide med sig selv. Men så meget kan dog siges alment, at det er nationalitetens væsen at være baggrund, og det er i strid med dens væsen at være i forgrunden. Et er, at den under specielle forhold tvinges frem i forgrunden og nøder mennesker til at veje og vælge. Noget ganske andet er at gøre en dyd af denne undtagelsesvise nødvendighed og bevidst og med vilje stræbe efter tilstande, hvor nationaliteten beror på national bevidsthed og selvhævdelse. Det første er naturlig sundhedspleje. Det sidste er hypokondri. Et er f.eks. i forbindelse med grænselandet at fremhæve de lyse sider ved det at modnes gennem skæbnens udfordringer. Noget ganske andet er selv at udfordre skæbnen for at modnes derved. Det første er sundt, det sidste er perverst.

Dertil kommer, at den traditionelle nationale bevidsthed og selvhævdelse i grænselandet kun giver mening, fordi den er en undtagelse. Sønderjyden er grænsevagt. Han påtager sig de specielle vilkår, fordi han derved kan være med til at spare det øvrige folk for nationale problemer. Under fremmedherredømme stiler han mod genforening, altså mod tilstande, hvor han igen – i hvert fald i højere grad – kan komme til at leve som dansk med selvfølgelighed. Og begge dele gør han med støtte fra det store flertal af folket, hvis danskhed er uden problemer, og som derfor har et overskud af økonomisk og kulturel formuenhed at dele ud af. Sønderjydens specielle indsats som sønderjyde beror med andre ord på det øvrige folks normale tilværelse som selvstændigt folk. Hvis derimod hele landet gøres til et grænseland, og hele folket til et nationalt mindretal inden for en europæisk enhed, – hvis det, som nu er en undtagelse, gøres til en regel, så bliver vi nok alle »sønderjyder«, men uden det, som i dag gør det meningsfyldt og udholdeligt at være sønderjyde. Eller sagt med et militært billede: Hvis hele landet cementeres med militære flyvepladser, så bliver der ikke noget for forsvaret at forsvare, ingen fred at stræbe efter og intet bagland at hente forsyninger fra, og så er forsvaret meningsløst. Militarismen er i så henseende en nøje parallel til nationalismen: selvhævdelse for selvhævdelsens egen skyld.

IV. Nationalstatens rolle

Skal selvhævdelsen være virkeligt defensiv og ikke nationalistisk, må man derfor stræbe efter sådanne ydre vilkår for folkelivet, at der bliver mindst mulig grund til selvhævdelse, og sådanne vilkår, at selvhævdelsen, når den er nødvendig, kommer til at svare til den foreliggende udfordring. Og det vil i vort tilfælde først og fremmest sige, at vi må holde fast ved nationalstaten.

Nationalstaten, som vi hidtil har kendt den, betyder simpelthen, at landet svarer til sit navn, at Danmark er danernes mark, – at det danske folk som sådant har monopol på det danske land, førstefødselsret til at bebo det, udnytte dets erhvervsmuligheder og naturværdier, give tonen an i dets livsformer og bestemme over dets skæbne. Ikke sådan, at Danmark dermed er lukket for fremmede og for fremmed indflydelse, men sådan, at det fremmede kun gør sig gældende på dansk område efter dansk indbydelse eller med dansk tilladelse. Og heller ikke sådan, at Danmark har ubegrænset suverænitet til at gøre, hvad det vil uden hensyn til andre, men sådan at vi danske alene afgør, hvad vi traktatligt vil binde os til, og hvilke følger vor afhængighed af ydre magter skal have for vort liv med hinanden indbyrdes.

Ingen af de hidtidige traktater har anfægtet Danmarks karakter af nationalstat. Ikke engang det fælles nordiske arbejdsmarked betyder, at man f.eks. lige så godt kan være svensker som dansker i Danmark. Det betyder blot, at vi i almindelighed anser andre nordboere for så velkomne eller ufarlige, at vi har kunnet tillade os den dristighed at give dem alle arbejdstilladelse under et. Skulde vi engang skifte mening, kan vi bare opsige traktaten. Det er stadig danskerne, der bestemmer, hvem der må gøre sig gældende i Danmark.

Helt anderledes vil det være at slutte sig til Rom-unionen. Her binder man sig for tid og evighed til de samme partnere og overlader til overstatslige myndigheder at træffe vidtrækkende beslutninger om, hvad der skal eller må foregå i Danmark, og her bygger paragrafferne om fri beskæftigelse, etablering, investering og bosættelse på det princip, at alle nationaliteter har lige ret overalt, og at man lige så godt kan være tysk eller fransk som dansk i Danmark. Tilslutning til Rom-unionen betyder nationalstatens endeligt, landets forvandling til en landsdel. Statsborgerskab og stemmeret og adgang til offentlige embeder vil nok – i hvert fald en tid – være forbeholdt de danske. Men de tre rettigheder vil jo til gengæld miste deres praktiske betydning, når de myndigheder, vi beholder eneret til at vælge og ansætte, ikke må give danske borgere fortrin som sådanne.

Derfor skal vi benytte den frist, Bruxelles-krisen nu har givet os, til at gøre os helt klart, hvilken rolle nationalstaten spiller for os, og hvad det derfor indebærer at give den til pris. Og her er det, alt for mange i tankeløshed tænker og taler ilde om nationalstaten som et forældet udtryk for forrige århundredes romantiske nationalisme og overser, at nationalstaten ikke bare er et værn for nationaliteten, men mindst lige så meget et værn mod nationalismen.

Nationalstaten løser ikke nationale problemer. Opstår der sådanne, kan de kun løses ad privat vej, og staten har i så henseende ikke andet at gøre end konsekvent at respektere den nationale selvbestemmelsesret. Men hvor nationale problemer endnu ikke er opstået, er nationalstaten et uvurderligt værn imod, at nationale problemer opstår, og imod den nationalisme, som så ofte følger dermed. Så skal der en anmasselse udefra til, før vi nødtvungent tager vor baggrund frem i forgrunden og gør vor nationalitet til genstand for beskuelse, sammenligninger, vurderinger og bevidste bestræbelser, og så er det nationale selvforsvar virkelig defensivt og sundt.

Ved at værne nationaliteten på en sådan måde, at den normalt er helt ubevidst og selvfølgelig for de fleste, er nationalstaten samtidig et værn imod nationalismen.

Men den er altså også et værn for nationaliteten. At hævde nationalstaten i den daglige håndhævelse af de danskes førstefødselsret gennem lovgivning og administration, det er i sig selv en form for nationalt selvforsvar. Og om det er berettiget, det afhænger til enhver tid af, om det er et forsvar, der møder udfordringen i dens eget omfang og på dens eget plan.

Om omfanget er passende, må altid være en skønssag. Det kan f.eks. ikke generelt siges, hvor megen fremmed indflydelse vi kan tåle uden at blive fremmede i vort eget land. Og ligesom privatmanden i grænselandet gang på gang må spørge sig selv: Skal jeg i dette tilfælde tage saglige eller nationale hensyn? – således må også staten gang på gang veje de forskellige arter af hensyn imod hinanden: Hvor mange sommerhuse kan vi sælge til tyskerne af økonomiske grunde, og hvornår må vi sige Stop af nationale grunde? Hvor meget skal vi sætte ind på et nordisk forsvarsforbund på grund af det nationale slægtskab, og hvor meget tæller de militære hensyn? Hvor vigtigt er det, at der fortsat kan udgives danske bøger, selv om sprogområdet økonomisk set er for lille, og hvornår må man sætte økonomiske hensyn eller hensynet til fri åndelig brydning over dette nationale hensyn?

Skal nationaliteten værnes, – og dermed menes: skal vi bevare muligheden for frit at leve ud fra vore nationale forudsætninger, så slipper vi ikke for sådanne dilemmaer mellem nationale og saglige hensyn, og det er vigtigt at se dette i øjnene, så vi ikke bilder os ind, at enhver, der her handler inkonsekvent, handler forkert. Det er ikke uden videre nationalisme f.eks. at nøjes med det økonomisk næstbedste af nationale grunde. Og det er ikke uden videre udansk endsige forræderisk f.eks. at gøre det nationalt set næstbedste af militære grunde. Vi har alle en tendens til at anse de hensyn, vi selv har mest forstand på, for de mest realistiske. Kunne vi dog blot alle vedgå, at nationale, militære, økonomiske, kunstneriske, videnskabelige, individuelle og andre hensyn alle er lige realistiske, og at de alle bør spille en rolle i politiske afgørelser og hver gang påny fordomsfrit må vejes imod hinanden!

Medens selvhævdelsens omfang således altid er en skønssag, så er der til gengæld noget mere præcist at sige om dens art. Først og fremmest må der advares mod den ulidelige gængse misforståelse, at national selvhævdelse er ensbetydende med at hæge om det nationale særpræg. Fra denne skæbnesvangre misforståelse hidrører en mængde uberettigede beskyldninger mod dem, der i denne tid argumenterer mod nationalstatens udslettelse: De er reaktionære, provinsielle, pylrede, isolationistiske, nationalt selvoptagne o.s.v. Og som en trøst minder man så om, hvorledes der jo stadig er mange nationale særpræg i Svejts og U.S.A. og stærke landsdelssærpræg indenfor det lille Danmark.

Over for denne kamp mod vejrmøller skal det siges, at det, der vækker til national protest imod tilslutning til Rom-unionen, ikke er den relativt større fare for at miste vort særpræg, men de principielt helt nye vilkår for vort folkeliv, at vi med et pennestrøg forvandles fra et folk til en landsdelsbefolkning, den være sig mere eller mindre egnspræget. Det, vi mister, er ikke i første række vort nationale særpræg, men vor frihed til at leve ud fra vore forudsætninger med selvfølgelighed. Vi kan ikke længere bare være danske i kraft af, at vi har hjemme i Danmark, for Danmark gøres til et område, hvor andre lige så godt kan have hjemme. Og så skal vi altså til enten at holde op med at være danske eller være danske i kraft af noget andet end det blotte tilhørsforhold til Danmark. Og det vil så – sekundært – føre til, at mange vil miste deres danske særpræg. For særpræget har vi just fra den befolkningsmæssige, politiske og økonomiske enhed, vi hidtil har udgjort. Når denne enhed falder bort, og man skal til at være dansk på privat basis, så vil det gå som i grænselandet, at kun visse kategorier af befolkningen med visse muligheder og egenskaber og med bevidst national vilje bevarer særpræget, medens de øvrige flyder med strømmen og assimileres med dem, der har den talmæssige og økonomiske overlegenhed.

For så vidt betyder tilslutning til Rom-unionen også en trussel mod det nationale særpræg. Men det er sekundært, og det er ikke for særprægets skyld, vi skal sige nej til sådan en union. Det vilde ganske rigtigt være reaktionært og provinsielt. At bevare nationalt særpræg er en værdig og berettiget opgave for museumsfolk, folkemindesamlere og turistforeninger. Men for folkelivet selv kan særprægets bevarelse ikke være noget legitimt formål. Skal vi bevare noget særpræget dansk, skal det være fordi det er værd at bevare, og ikke fordi det er dansk. Og det særpræget danske, der ikke er værd at bevare, skal vi naturligvis kassere, selv om det er dansk. Vi skal med andre ord – som de danske, vi nu engang er – foretage vore vurderinger uden hensyn til det nationale særpræg (men altså ikke uden hensyn til den nationale selvstændighed!). Sådan har det danske folk gennem alle dets århundreder bestandig valgt og vraget gammelt og nyt, hjemligt og fremmed, og således er det danske særpræg undergået en stadig forandring og vel også nivellering, uden at vi er blevet mindre danske af det.

Nationalitet betyder forudsætninger og dermed også særpræg. Javel. Men de nationale forudsætninger er andet og mere end særpræget. De er i første række et tilhørsforhold til landet og folket, som så i anden række har medført, at vi, som er fælles om dette tilhørsforhold, har fået et vist særpræg. Derfor er det aldeles afgørende, om dette tilhørsforhold er en på forhånd sikret selvfølgelighed, eller det skal gøres til en økonomisk-sociologisk tilfældighed eller – næsten endnu værre – til en åndelig bedrift.

Det er ikke særpræget, men førstefødselsretten, der skal værnes. Og det skal – foruden i det til enhver tid passende omfang – tillige ske på det til udfordringen svarende plan. Og det vil normalt sige, at når det er nationen som sådan, der udfordres, er det også nationen som sådan og ikke den private dansker, der skal svare på udfordringen. Det er ikke i sin orden, men en nødløsning, at private borgere skal befri landet for en fremmed militærmagt. Det er ikke i sin orden, men kun en nødløsning, der kendes fra grænselandet, at private borgere skal bringe økonomiske ofre for at bevare dansk jord på danske hænder. Ellers kunde man lige så godt også gøre skatteydelsen frivillig. Det er ikke sundt, men en historisk betinget nødvendighed, at private borgere nord og syd for grænsen skal vi' deres kræfter til et uophørligt kulturelt og politisk kappestræb for at bevare muligheden for at leve deres folkeliv. Det skyldes kun, at staten i sin tid ubetænksomt slettede landets og folkets grænse til fordel for det slesvig-holstenske fællesmarked. For at overvinde en forbigående krise påførte man Sønderjylland en permanent krise, som i dag 6-700 år efter svier til efterkommerne. Man vidste vel ikke bedre. Men vor generation kan efter dette ikke undskylde sig med uvidenhed.

V. Nationalstatens nødvendighed

Når staten render fra sin pligt til national selvhævdelse og overlader denne til borgernes private initiativ, kan det nok føre til megen smuk offervilje og heroisme, så længe det er den hårde nød og den alene, der driver værket. Men alle de, som ikke magter at være helte, svigtes, og man ender i det lange løb i en ufolkelig spaltning mellem et farisæerparti og en rodløs masse. Forholdet mellem landsmænd bliver en utålelig gensidig mistænksomhed og vågen over hinandens solidaritet. Forholdet til de fremmede fordærves i generaliseringer og forenklinger, der er nødvendige for at fastholde solidariteten mellem så mange som muligt. Og forholdet til ens egen nationalitet bliver præget af fortjeneste eller skyld til trods for, at nationaliteten skulde være ufortjente og uforskyldte forudsætninger. Og det lammer igen den skabende kulturproces, der forudsætter national arbejsro. »God kunst er altid national. National kunst er altid dårlig« (Giersing). Hvorved atter de nationale forudsætninger udhules og forringes, så der blir mindre og mindre, der binder den enkelte til landet og folket, og mindre og mindre at yde i samkvemmet med andre folk. Det er hverken skåningerne, sydslesvigerne eller dansk-amerikanerne, der efter adskillelsen fra nationalstaten har skabt den danske kultur. De har tæret på den, de havde, indtil den slap op eller (som i Sydslesvig) fik ny næring tilført fra det Danmark, hvor man endnu har tid og råd til at beskæftige sig med alt muligt andet end sin egen nationalitet, fordi staten selv hidtil har været national.

Det er nok muligt, at den tekniske udvikling kræver større militære og økonomiske enheder end hidtil. Og det er helt sikkert, at et effektivt retsvæsen staterne imellem bliver stadig mere påkrævet, jo større magt de får til at ødelægge hinanden og sig selv. Men man må ikke herover glemme, hvad der næsten kan kaldes en naturlov, at jo større visse enheder bliver, desto større bliver samtidig behovet for andre enheder, som er mindre. Det er således den samme tekniske udvikling, der har medført koloniimperiernes opløsning i småstater. Det er det moderne storbysamfund, der har skabt vor tids øgede behov for beskyttelse af privatlivets fred. Og det er vor stadigt større samlede viden, der har medført, at vi alle mere og mere bliver specialister. Og sådan har også de stadig mere nødvendige og stadig mere omfattende og komplicerede internationale forbindelser gjort det stadig mere påkrævet at skærme det nationale privatlivs fred.

Nationalstaterne er ofte belastede af både romantik og magtmisbrug. Men nationalstaten som sådan hører endnu mere fremtiden end fortiden til. Hvis ikke vi danske fortsat reserverer os den plet af kloden, som vore fædre har dyrket og formet og givet os førstefødselsretten til, så mister vi muligheden for at leve som danske. For det kan man normalt og i det lange løb kun inden for et samfund, hvor det danske er selvfølgeligt, fordi alle er danske. Og mister vi muligheden for at leve som danske med selvfølgelighed, så vil en meget stor del af os og vore efterkommere blive åndelige krøblinge. For det er ikke enhver givet selv at tilkæmpe og skabe sig sine forudsætninger. De fleste af os kan ikke undvære at få skænket et hjem at gå ud fra.

Og tvært imod at misunde andre folk deres store enheder skulle vi hellere skønne på, at vor nationale enhed er så forholdsvis lille, at hver enkelt af os kan nå at omfatte hele enheden både med sit kendskab, sin følelse og sin ansvarlighed, – kort sagt have hjemme i Danmark.

Artikel fra 1963 trykt i Dansk Udsyn. Genoptrykt i Nyt fra Dansk Samling nr. 3 sept. 2000