Martin A. Hansen: Dansk klima og dansk folkekarakter (1954)

Den tænksomme læser har næppe svært ved at indse, at vort emne angår luftige kendsgerninger, der ligesom spejlinger over havet kan være forførende for tanken. Og når disse linjers forfatter foretrækker at give temaet en let behandling frem for at udtale højtidelige påstande, kan han undskylde sig med, at alvorlige teser derom før har vist sig at være upålidelige.

Måske sådan en teori til en vis grad er skyld i, at danske ofte er ivrige for at fremvise særlig idylliske billeder af vort lands natur og tillige gerne vil give den fremmede det indtryk, at vi er født som sjældent fredsæle og muntre folk, livlige af ånd. Svarer denne selvopfattelse ikke ganske til virkeligheden – vor litteratur bekræfter den ikke, thi denne er gennemgående alvorlig og omfatter meget få betydelige humorister – så er den måske som flere europæiske nationers poetiske mening om sig selv til en vis grad en frugt af smukke forestillinger, som populær romantisk spekulation i sin tid satte i verden.

Denne romantismes tanker var meget optaget af forholdet mellem et lands naturforhold og folkets psyke og gav nationalsangene nyt, frodigt stof. Dens klare ide var denne, at befolkningens mentalitet var dannet i analogi med naturen, landets geologi og klima. At tænkemåde, poesi, sprog, ja endda folkets historie på sin vis var afspejlinger. Naturen var meget inspirerende for den naive digtning, og jeg nødes til at omtale denne forestilling her, da den fyldte mange af vore ældre sange med liv og mening, spillede en vigtig rolle i vor folkekulturs egenartede regeneration i forrige århundrede og er levedygtig stadigvæk.

Det er en tese, som er særligt smigrende for nationer, der lever i storslået natur. En sådan natur påstod det 19. århundredes danskere sig dog ikke at eje. Tværtimod blev de af forkynderne overbevist om, at det var vore yndigste landskaber og den skønne, blideligt skiftende sommeridyl, som var typisk for dansk natur – skønt vi er mest fortrolige med sludfuldt sommervejr. Og idet de fleste danske resignerede over al besiddelse af mere patetiske egenskaber, tillagde man folkets medfødte dyder som jævnhed, munterhed, ynde i talen, blidhed i sindet, flid og fordragelighed, altsammen fortrin, som stemte vel til den besungne, blidt afvekslende idyl i naturen, som jo skulle være disse egenskabers moder. Men skønt nogle af dem i betydning af idealer svarer godt til et holdningsidol, som i det danske folk er meget gammelt, er det dog ikke sikkert, at enhver af disse dyder er gammel og var typisk også i hine fortider, da Danmark udstrakte sit herredømme over flere riger og sendte skræmmende flåder ud på havene.

Vore yndede fordomme er måske lige så rigtige som mange andre nationers, men man må tvivle på, at såvel dyderne som navnlig den lyse tro på dem virkelig skulle være en frugt af landets natur og dets kontrære klima. Disse venlige forestillinger udformes først endeligt på en tid, 19. århundrede, da civilisationens tekniske fremskridt begynder at kunne tage kampen op mod de i gamle dage ofte katastrofale overdrivelser i vort vejrlig.

Man kan sige, at klimaet begyndte at kapitulere for teknikken omtrent på samme tid som mærkeligt nok teorien om det overmægtige klima besejrede tankerne. Det var da heller ikke vore vejrbidte bønder, søfolk og fiskere – til disse erhverv hørte endnu for et århundrede siden et flertal af danskere – som fostrede disse tanker. Det gjorde åndfulde mænd, som helst sad inde i stuens varme og tænkte, når råt vejr rasede udenfor. At disse blide forestillinger om vor folkekarakter hurtigt kunne få stor udbredelse skyldes næppe naturen, men tunge kendsgerninger: at Danmark efter en række militære nederlag og tragiske tab af land og landsmænd måtte besinde sig på at være en udsat og svag nation, for hvem tanken om udenrigspolitiske triumfer for altid var uden realisme. Følgen var en mørk skepsis hos adskillige af vore dybere ånder, der stadig har disciple i vor litteratur, medens flertallet valgte alternativet og frisk tog fat under mottoet: "Hvad udad tabes skal indad vindes".

Er det da rigtigt at jorden, havet og kræfterne under den ustadige himmel med overvældende magt former folkets mentalitet? Det er vel rigtigt, hvor tanker og vilkår er til det yderste primitive. Men tre nordiske folk, nordmænd, svenskere og danskere, har nu i årtusinder levet under forskelligartede naturforhold, og dog er stammeslægtskabet ikke blot stadig tydeligt, men lighederne i mentalitet og smag er så store, at en geografisk fjernere boende iagttager ofte har meget svært ved at øjne de folkelige nuancer, som virkelig skiller de nordiske nationer.

Skandinaverne selv betragter disse nuancer som klare, undertiden store uligheder. Denne uoverensstemmelse mellem fremmedes og vor egen opfattelse kan måske – idet vi bør respektere begges autoritet – oplyse om, at særpræget hos hver af disse nationer hverken skyldes biologisk betingede ejendommeligheder, ejheller primitiv psykisk reaktion på naturfænomener, men snarere fine og sammensatte traditioner, gamle holdningsformer, der nok kan have deres herkomst fra slægternes eventyr med naturens og historiens magter, men er udviklet af rige bevidstheder igennem mange generationer.

Til enhver tid kan mennesker blive værgeløse ofre for naturen, og det er ikke længe siden at vore forfædre af det lumske vejrlig hyppigt fik kursus i hunger. Men allerede i neolitisk stenalder var dog stammerne på disse strøg hævet højt over dyremenneskets stade; de var kulturvæsener, hvis hjerner bearbejdede naturens impulsive angreb. Imellem natur og sjæl, giver og modtager, var siden da stedse et formidlende organ: myte, tro, kult, reflekterende bevidsthed. Forholdet til naturen var dialektisk og sjælen formede naturen som denne sjælen. Jeg tror derfor at det var omsonst at lede efter klimaets ubevidste påvirkning af vort folks karakter, og at det var frugtbarere at efterspore det som emne for folks tanker. [...]

Det at kunne udtrykke dyster visdom spøgende er et gammelt dansk holdningsideal. Det er stærkt nok til, at danskere ofte kan virke temperamentsløse i selskab med visse af sine nordiske slægtninge, der ser et samværs højeste værdier i temperamentets storme. Vi kalder vort opførselsidol lune. Nogle landsmænd er født med lune, men næppe flere end i andre nationer. De fleste danskere må bestræbe sig for – hvad naturligvis langtfra lykkes alle – at erhverve sig lune, som en udviklingens frugt, for denne egenskab er en magt blandt vort folks idealer, i den grad at lune overalt har sine karikaturer.

Lune er ikke munterhed, mildhed, hygge, vid, skønt det ofte ytrer sig deri. Det er i det ædleste folkeliv en arvet holdning, forpligtende, svarende til et musikstykkes stil. Det fordrer balance, vil lige nødigt se alvoren blive anmassende og viddet hovmodigt. Det beordrer stærke følelser skjult som en løndom for uvedkommende, det ynder ikke at se temperamentet bruse.

Lune har over for sig som hin fuldstændige modsætning et andet dansk ord, der lyder som hint, men i pluralis: luner. Om vort klima siger vi, at det har luner, og det passer. Danmark ligger på højde med Northumberland og Skotland, omringet og opdelt af hav, så landsdelene er mellem fingrene på oceanet – ingen dansker kan få mere end 8-9 mil til søen. Fra de ældste tider har danskerne måttet være søfolk, for at riget kunne hænge sammen. Det blæser næsten altid hos os, så nogle af os kan blive syge, dersom vi skal bo længe i et land, hvor luften er stille, og vi savner denne syden i øret.

Landet en meget lavt, uden bjerge, men liggende bevæget i bakkedrag, som går der endnu dønninger igennem riget fra en storm for længe siden. Skovene er få, vestenvinden kan føjte som den vil over de vide agerfelter. Det er vor almindeligste vind, og med den kommer de velkendte tåger, slud, der står på skrå, piskende regn. Med vestenvinden følger det oceaniske klima, som vi ynder mest og regner for vort normale, fuld af omskiftelser og uro, slør under himmelen og jagende lys, ustandselig nyt, men med en vis lovbundethed i sin flygtige natur. [...]

Men har da vejret med sine vilde luner, bedragende skiften, virket ind på vort folks sind, da har det deri vækket sin modstander, lunet, som elsker det bestandige. [...]

Af essay i tidsskriftet "Det danske Magasin" 1954/9. Genoptr. DIH Kildebind s.158. Læs mere om Martin A. Hansen >

regeneration: genfødsel

"Hvad udad tabes...": H.P. Holst / E. Dalgas ved industriudstillingen i Kbh. 1872

eventyr: oplevelser, erfaringer

dialektisk: modsætningsbestemt

pluralis: flertal