Johannes V. Jensen: Tak til sproget (1942)

For skrivende folk vil sproget, med samt hvad de har nedlagt deri af henstillet initiativ, ende med at blive alt hvad der er tilbage af dem. De har ikke ført hære eller rejst bygninger, men på deres vis betroet sig til et medium der forbinder slægterne med hinanden.

Dansk er et isoleret sprog, men grænser dog til hovedsprogene, og har en udvidekraft; som hjemmesprog er det udtryksfuldt, lunet, slebet, bevægeligt, som vinden der løber hen over en kornmark. De døde slægter, fra hvem vi har taget det i arv, taler i det, deres sind kommer til os gennem det, som i folkevisen, med en fjern klang, som fra en skov.

Det er blevet sagt at det føltes som en indespærring at være født indenfor et lille sprogområde, når man ser hen til arbejdsmarker der ligger åbne for skribenter på de store udbredte verdenssprog. Er det rigtig tænkt? Som foran bemærket har små nationer betingelser for en udvidelse af den åndelige horisont, med mindre man ligefrem føler det som et fortrin at blive i forestillinger der er mærket af afsideshed og skrumpning, af den grund at de små nationer foranlediges til at tilegne sig flere sprog, hvorimod de store indskrænker sig til deres eget, et privilegium der ofte er forbundet med en hærdet, vindiktiv åndsbeskaffenhed. Udviklingsmæssigt finder der da det forhold sted at en mindre dimension bliver i stand til at omfatte en større, ikke omvendt. Man har derfor snarere grund til at være taknemlig for en ekspanderende placering end for en ekspanderet. Ja man ville uden betænkning foretrække en relativ anonymitet, på en mindre ø, frem for et kontinentalt ry, der blot beroede på et udstrakt indbyggerantal. Der er jo noget om at på de store sole er der ingen liv, der brænder det, det er der derimod på den lille grønne svale jord. Må vi gøre os lidt til af det?

Må dansk bestå!

Fra Om Sproget og Undervisningen, 1942. Genoptr. DIH Kildebind s. 324. Læs mere om Johannes V. Jensen >

vindiktiv: krævende, fordringsfuld