Jens Toldstrup: Manifest til den danske ungdom (1940)

STATUS

...men aldrig kan et folk forgå.
som ikke vil det selv.

Hvis vort regnskab skulle gøres op i dag, mon da nogen er i tvivl om resultatet? Hvor er de skønne frugter, der skulle være resultatet af et lille, frodigt lands rigtige administration, og af et sundt og dygtigt folks stræben og offervilje? Vi finder dem ikke og hvorfor ikke? Nej, for der var ingen rigtig administration, og der var heller ingen stræben og offervilje.

Vi, som fik gode kår – som fik det dejligste af alle lande og det skønneste af alle flag – vi skønnede ikke derpå, og vi henlevede et liv i vellyst og magelighed, i pjank og letsindighed, så vi, da tiden kom, og det blev nødvendigt, ikke kunne forsvare vort eget herlige fædreland, men måtte overlade dette hverv til en fremmed magt. – Og så kom de fremmede og de behandlede os, ikke som en besejret fjende, men som venner. Har vi noget at klage over? Nej! Thi hvad andet resultat kunne der vel blive af det liv, vi førte i de sidste mange år?

Det er ikke tid nu at rette bebrejdelser til hinanden eller til at udpege ofre, som skulle dømmes for det, der er sket. Engang vil retfærdighedens timeslag runge, og indtil da må vi lade denne sag hvile. Men ét er givet: Det er ikke os unge, der bærer ansvaret. Vore fædre har i sandhed efterladt os en dårlig arv. De har med fuldt overlæg forsøgt at ødelægge vore skønneste følelser: Nationalfølelse, fædrelandskærlighed og respekt for flaget. De har gjort, hvad de kunne, for at få os til at træde alt dette i grus. De har opfostret os til sløvhed og pjank, hvor der skulle være arbejde og alvor.

Jeg skriver dette til mine jævnaldrende kammerater, alle I, som voksede op i en krigstid og som, da I netop var blevet mænd, befandt jer i en ny krigstid, uden at I kunne bære noget af ansvaret derfor. Læs det, du, som har sovet, du, som har gået med hænderne i lommen og sagt: "Hvad kommer det mig ved?". Eller du, som en aftenstund, der kunne bruges til noget fornuftigt, har stået og fjaset med opløbne pigebørn ved indgangen til et biografteater. Læs det, alle unge danske mænd, så vi kan finde hinanden og engang stå som en stor samlet blok.

Nu er vor tid kommet – nu er tiden til arbejde og alvor. Det er os, der snart skal lede og styre. "De gamle" har kørt løbet ud, og vi har intet at takke dem for. Vi må nu i gang med at dygtiggøre os, thi der er meget, vi skal have lært.

Læs de gamle fortællinger om vort fædreland og dets helte, så din slumrende fædrelandskærlighed og nationalfølelse må flamme op til en begejstring uden lige.

Dyrk idræt og sport, så dit legeme må blive stærkt og sundt og dit sind præget af alvor og beslutsomhed. Jeg ved, du vil sige, at du har drevet sport i mange år, men har du drevet sport på denne måde? Har du tænkt på, når du gik til træning, at din sport havde et formål udover at gøre dig stærk og sund? Gør det herefterdags til regel, at du under udøvelsen af din idræt tænker: "Der er en mening med dette – jeg hører til den ungdom, der vil bygge et nyt, stærkt og sundt Danmark".

Og lad os synge vore skønne fædrelandssange. Bort fra alle flade døgnmelodier og frem med den gode danske sang og musik. Vi vil synge det ind i folkets bevidsthed – dette om det lille, der er så rigt på skønhed og værdier – og som har så udmærket et folk et folk med varme hjerter, men et folk, der er kommet på gale veje.

Du, som læser dette: Kan du i dag synge Kongernes Konge uden at få en tåre i dit øje – så er det dig, vi kalder på, så er det dig, der skal vågne op.

Så vågn da op, du Danmarks sovende ungdom, at vi en dag, når Guds time er inde, kan samles om vor elskede konge og bygge et Danmark op fra bunden med ham som fører og med vore viljer og evner, vort arbejde og idealer som byggematerialer.

Jyllandsposten, 28. april 1940. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl.