Hans Hartvig Seedorf Pedersen: Mit er det land (1944)

Mit er det land, som hjertet kalder Danmark.
På lyse bølger vugger det i havet, –
ved sommertide duvende og blødt,
i vinterstormen af dets skum begravet.
Mit er det land, der sejler gennem rummet
med vilde roser om de modne vange, –
et dugvådt rige, som fra vår til høst
blev spundet ind i lyse lærkesange.

Mit er det sprog, i hvilket somren hører
sin klokkeblomst og hjertegræsset ringe, –
en tone, som gav hverdagstalen smil,
og som til flugt har båret versets vinge.
Rugmarkens sus i månehvide dale
og blæstens klang om vore grønne kyster
har lært mit sprog at bølge, sødt og mildt –
og stige stejlt som havets mågerøster.

Mit er det folk, som trofast vendte ploven.
Som kløved hjemlig sø og fjerne have,
og som – stilfærdigt – tog af skæbnens hånd
det tunge tab og sejrens rige gave.
Mit er det folk, som ofte nok blev prøvet,
men mødte modstand med sin stolte lære:
»Et land kan leve bag et skåret skjold,
men aldrig knejse med en plettet ære.«

Mit er det flag, hvis kors ukrænket løfter
sit hvide fredstegn over ånd og tanke,
skønt dugen selv blev farvet af det blod,
der randt ved Lyndanis og Dybbøl Banke.
Syv hundred år endnu skal flaget lyse
i dråbevifterne fra bølgens kamme
som hilsen fra et land der foer med fred,
men hærded sjælen i sin friheds flamme.

Fra Til Danmark og dig, 1944. Venligst indsendt af Adam Wagner