Hans Hartvig Seedorf Pedersen: Der rider en konge – Christian X af Danmark (1944)
Der rider en konge i sol og i blæst
igennem sit arvede rige.
Og blomsterne flyver mod ham og hans hest
fra by og fra bondemands dige.
De nikker fra sadlen, de fylder hans favn –
og lægger uvisneligt grønt om hans navn.
Når red vel en herre så smilende tryg
igennem de skiftende dage!
Hans sind – det var følsomt. Men rank var han ryg.
Og stolt kan han se sig tilbage.
Hans gerning var ikke en leg, men et værk.
Og viljen, der bar det, var trofast og stærk.
Og dybt ind i sagaen red han den dag,
da landet mod sønder var vundet,
da friheden løste for sange og flag,
hvis flugt gennem slægter var bundet.
Da takked vi stille, da følte vi hedt,
hvor kongen og folket – hvor Danmark var et!
Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!
Fra Til Danmark og dig, 1944. Venligst indsendt af Adam Wagner |