Gudmund Schütte: Genskabelse af Saxos kvad om Vermund og Uffe hin Spage (1943)

1.
Da øjnene Vermund
af ælde svigted,
Sakslands konge
sendte ham bud:
"Råde lad mig
for riget, du har,
som du, alderssvag,
ej vogte kan.

2.
For længe du ej
i land bør sidde
og holde gridsk
og grådig ved vældet,
så land ligger blot
uden lov og orden
og våben savner
til værge for sig.

3.
Kan man vel kalde
konge den mand,
hvem alderdommen
ånden svækker
og øjnes blindhed
ødelægger
med ynkelige
ørheds dunst?

4.
Men hvis du det nægter
(og nej du siger),
har du vel en søn
at sætte mod min,
som vover æsket
at yppe holmgang.
For riget sejrherren
råde skal.

5.
Men vil du ej dette,
vide du skal:
Da våbendyst vanker,
ej venneråd,
så du af nødsyn,
nødvillig tvungen,
yde må,
hvad du afslår her."

6.
Vermund såre
sukke måtte.
"Hån nu ikke
min høje alder !
skønt ussel af ælde,
som ung jeg dog
var aldrig slap
eller sen til strid.

7.
Rettelig må jeg
revse sakskongen
for utålmod,
at han ej kan bie
på oldingens død
for arv at tage,
men river den levende
riget fra.

8.
Dog, at så afsindig
ej jeg skal kaldes,
så jeg min fædrene
friheds hæder
med udlandsk trældom
agter at bytte,
vil jeg æskningen følge
med egen hånd."

9.
(Saksernes) sendemænd
svared på dette:
"Vi veed til fulde
om vores konge,
at han vil nægte
til nar sig at gøre
ved blodig kamp
mod en gubbe blind.

10.
Hån, men ej hæder,
den holmgang var.
Le man måtte
ved latterskuet.
Det bedre var,
at I begge to
lod sønnerne råde
for sagens gang."

11.
Danerne stode
stumme alle.
Ingen vidste
et ord at svare.

......

12.
Da tog Uffe
til orde brat.
Han med dem var
mellem de andre.
Bad sin fader om lov
til frit at svare.
Det var, som en målløs
fik mæle med ét.

13.
Vermund vilde
vide og spurgte,
om, hvem der æsked
ordet at føre?
Da sagde Mænd
og svarede ham:
"Det er jo Uffe,
din egen søn."

14.
Da mænd ham svared,
mælede han:
"Ej er det nok,
at udenlandske
min ilde lykke
og uførhed håner!
Skal egne mig såre
med smædende ord?"

15.
Men hans svende
svore alle,
at det var Uffe
(hans egen søn).
Da sagde Vermund:
"Sig det kun frit!
Hvor du end er,
sig, hvad du vil!"

16.
Uffe mæled:
"Meld eders konge,
fåfængt er det,
at fordre et rige,
som endnu ejer
sin egen konge
og ædlinges våben
til værn for os.

17.
Der savnes ikke
en søn af kongen.
Og ikke savnes
en arving til riget.
Agt på mit ord:
Jeg æsker til holm
ej blot drottens søn,
men hans bedste helt!"

18.
Sendemænd lo,
da de svaret hørte.
Tom tant ene
talen dem syntes.
Dog avtaltes Sted
for stridens møde,
og fast de satte
frist og stund.

19.
Men Uffe havde
med undren fyldt dem.
Svært var et sige,
hvad der slog dem mest;
om talen eller
hans tro til sig selv
voldte den største
studsen hos dem.

20.
Da sendemænd
til sit var dragne,
roste Vermund
det raske svar:
"Den modige mand,
der vil møde to,
undes heller mit land
end en fjende hånsk."

21.
Alle vidned:
"Din egen søn
gav sendemænds hån
det svar, den fortjente."
Han bød ham hid,
med hænder at prøve,
hvad han med øjnene
ej kunde se.

22.
Han følte hans krop
og de føre lemmer,
og kunde derpå
kende sin søn.
Han sanded de ord,
som de svore før.
("Sådan var jeg
jo selv som ung".)

23.
Og Vermund ville
vide og spurgte:
"Hvi har så længe
du villet leve
som målløs, stum?"
Da mæled Uffe:
"Mit fædrene værn
var mig fordum nok."

24.
Vermund fritted,
hvi tvende fjender
for een han vilde
æske til holm?
"Fordi Adils blev fældet
ene mod to,
vil med dåd jeg slette
Danernes skam."

25.
Vermund sagde:
"Vel har du skønnet,"
bad i våben ham øve,
da vanen han savned.
De søgte nu hærskrud
sammen til Uffe,
men brynjerne brast
for hans stærke bryst.

26.
Til andres våben
hans vækst var for stor.
Til sidst man bragte
selve Vermunds
brynje, men også
den brast itu
for det vældige legems
voldsomme kraft.

27.
Vermund bød da
i venstre side
sprætte den op
og så med spænde
og med remme
revnen at bøde.
Hvor skjoldet dækked,
skaded ej sværd.

28.
Så bød Vermund
bringe et sværd.
og hid til Uffe
hented man mange,
men sværdene brast,
når blot han svang dem.
"Har Vermund," kvad de,
"ej værge mer stærkt?"

29.
"Eet har jeg," kvad han,
"til Uffe godt nok,
fik jeg blot først
fundet det atter."
Han lod sig føre
frem på marken,
fritted sit følge
og fandt det sted.

30.
Da Uffe øjned
det irrede sværd,
tvivled han på
dets tunges kraft.
Men Vermund kvad:
"Hvis dét våben svigter,
da er der intet
andet, der duer."

31.
Nu stævnede man
til stridens møde.
Det var en ø
i Ejderens vande.
Uffe iled
ene derhen,
men selvanden
kom saksernes prins.

32.
Begge bredder
var bugnede fulde
af skarer tætte,
skuelystne.
Vermund sad yderst
ude på bro:
thi han selv ville drukne,
hvis sønnen faldt.

33.
Ynglinge to
mod Uffe trængte.
Han undveg stød,
ej tryg ved sit sværd.
Han mærked, hvem
der mest ham trued,
og søgte med tålmod
sigte til hug.

34.
Men Vermund troede
hans tålmod var fejgt,
at han alt tog imod
og ej gav igen.
Ud rokked kongen
mod randen af broen,
ville sænkes i strøm,
hvis sønnen faldt.

35.
Og Uffe ægged
til angreb frem:
"Kongssøn sin byrd
ved kamp bør hædre,
i manddom ej vige
for menige kæmpe.
Men, kæmpe, ej dæk dig
bag kongelig ryg!"

36.
Tættere fremad
tvungen af blusel,
søgte kæmpen,
men slagen blev han.
Da vågned atter
Vermund til live:
"Dér hørte jeg sønnens
sværd, som klang!

37.
Men sig, hvilket lem
har sværdet ramt?"
De svared: "Ej blot
et enkelt lem,
men hele manden
blev midti kløvet."
Da rokked fra broens
rand han igen.

38.
Nu ægged Uffe
med ord fuld skarpe
kongssøn til hævn
for kæmpens usejr.
Han søgte nødtvungen
nærmere frem.
men Uffe tog sigte
for slaget grandt.

39.
At ej æg skulde svigte,
sværdet han vendte.
Med ét hug han kroppen
kløved itu.
Da råbte Vermund,
(så vidt det gjalded) :
"Dér hørte mit øre
anden gang Skræp!"

40.
Nu kom hans mænd
og meldte til kongen:
"Din søn har fældet
begge fjender."
I heftig gråd
af glæde han brast,
og tårerne sletted
sorgens spor.

41.
Sakser med jammer
jorded de faldne.
Daner om Uffe
dansed med fryd.
Adilses drab
for dåden glemtes.
Vor skændsel blev tvættet
i saksernes skam.

Overs. og genskabelse af gammel verssætning, Gudmund Schütte, Her efter Sønderjylland Kalder. Mænd og deres Gærning. 3. udg. København 1943. Læs mere om Gudmund Schütte >