"Ruth": Vor sorg, vor trods, vort had (....)

Se dig omkring i det danske land
og landskabets linjer, de bløde —
de bølgende bakker, den vigende strand
med havets og landets harmoniske møde —
Se dig omkring, så forstår du bestemt,
hvis ej blindhed dit øje skygger,
at nøglen til danskerens sjæl ligger gemt
i selve den jord, hvor han bygger.
Lad nogen så ymte om småt format.
Todimensionært er jo landet lidt lille.
Men opad og indad ... det svar er probat
lar vi ikke i grænser os hilde.
Sansen for svulst aldrig danskeren fik.
Den udtryksform var hans væsen fremmed.
Og den store gestus og dramatik
og Ha! og den slags ham altid skræmmed.
Nej, jævnt ved jorden at gå sin gang
og se på alting med lune blikke
og ægte sindsro — var danskerens hang,
men hadet og harmen kendte han ikke.
Så kom de fremmede udefra
og søgte at lære os nye skikke.
Sorgen, de bragte os, kendte vi da.
Men hadet og harmen kendte vi ikke.
Den gave bragte de fremmede os
foruden den knugende, sorgfyldte hu:
at ranke ryggen i bitter trods.
Og hadet og harmen kender vi nu.
Så meget det end er vort væsen fremmed,
så følges i dag alle danske ad
i følelser, nu så grundigt nemmet—:
vor sorg, vor trods, vort had.

Trodsig Sang, 1946 Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl