Poul Sørensen: Problemet (1942)

Tale, holdt nogen tid før germanerne tilintetgjorde Varus’ legioner i Teutoburgerskovene.

Og Hermann talte til sit folk. »Cherusker!
Nu har jeg set den, fremmedhæren sydfra:
En pansret dragekrop, der stritter spyd fra,
en trænet mordmaskine, vant til sejr.
Den tapre kæmper, men den kloge tusker,
derfor gik jeg til Varus i hans lejr.
Han sagde, at han kom med fred. Han svor det.
Og svor at slagte hver, som ikke tror det.

Altså; jeg troede det, for det er dumhed
at ytre tvivl, når våben står mod ord.
Jeg smilede og tav; men smilets stumhed
kan dække andre ting, end Varus tror.
Stærk mand forstår kun slet en omvejs krumhed,
han ser i smilet venskabs sikre spor.
Ak, romer! Hvordan skal et smil fortolkes,
når valget er: At smile eller dolkes?

Jeg spurgte ham så om, hvad fred han byder,
og fik forklaret Romerfredens art:
Den fremmede befaler, og I lyder,
og freden blomstrer! Simpelt, logisk, klart!
Gør nogen modstand, har han som forbryder
fortjent – og får – en hastig hedenfart.
(De mellem jer – de enkelte – som læser,
kan finde samme tankegang hos Cæsar.)

Men de, som lyder fremmed magts befaling
og dyrker fremmed korn på deres marker
til fremmed brug, – som smiler, når man sparker,
og villigt tåler alt, får som betaling
nødtørftig føde, husly, klædedragt,
samt klap af Varus’ herskerhånd. – Kort sagt,
den samme ret til fred og mætte munde,
vi altid selv gav okser eller hunde!

I fred og uden synligt trællebånd
kan vi fremdeles bo i disse skove,
hvis folkets ældste giver os hans love,
hvis folkets domsmænd dømmer i hans ånd.
Hvis folkets skjalde synger med hans tunge,
hvis vi vil se hans præg på vore unge,
hvis vi i alt – undtagen navn – blir trælle!

Men vi kan nægte. – Hvad nu hvis vi nægter?
– Ja, Varus’ vilje får jo dog sin gang!
Vi tvinger ham blot til at bruge tvang.
Han gør det, omend nødigt. Og han mægter
at bøje os! Roms arm er stærk og lang.
Hvad vindes da? Een ting! Den mand man knægter
er stadig frimand! Slave er først manden,
når selv han siger herre til en anden.

Så dybt, cherusker, er vi ikke sunkne.
og dersom vi står fast, må Varus vende
sig mod os. Klart. Som den han er: Vor fjende!
Så selv de, der nu tror ham, får det set.
Han selv skal vække hadet hos de lunkne,
han selv skal gøre folket kampberedt,
hvis I vil frihed! Men hvis I vil slave,
så tag mod romerfreden som en gave.

Dog, nytter modstand? Varus har jo magten.
Fred synes klogere end sværd og dolk.
men måden, hvorpå Varus når sin tragten,
– om I vil vælge freden og foragten,
eller I trodser svøber, spyd og slagten –
bestemmer, om I skal bestå som folk!
Hvem dør? Det folk, der ydmygt kysser skoen!
Hvem lever? Det, hvis trods bevarer troen!

– Men Varus smiler. Hans triumfvogns fælge
går over os til sidst. Det er vor skæbne.
Den ændres næppe, selv om vi vil væbne
os for den frihed, som han tror til salg.
Barsk fremtid får vi, hvad vi så vil vælge.
Men I skal vide, at der er et valg!
Et bittert valg, som folkets fremtid husker:
Tvang – eller selvskabt trældom! Vælg, cherusker!«

Fra den illegale digtsamling April i Danmark, 1942. Venligst indsendt af Marianne Wagner.