Kaj Munk: Vort danske kald (1941)
Nu kræver Danmark af os vi er stærke
så aldrig frygt og tvivl får overhånd.
Alt, hvad der truer os, skal få at mærke,
at stærkere end alt er endnu ånd.
Kun mod og trods og styrke vil vi øse,
hvor storm og hav slår over kysten ind.
Er vi kun få og små og våbenløse,
des mere vil vi ruste vore sind.
Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,
tro mod den røst, der er vort danske kalds.
Lad overmod og lad forsagthed mærke,
at dansken endnu aldrig var til fals.
Lad "guldet" lefle og lad sværdet true!
Kun ét svar kender vi, og det er nej!
Det hvide offertegn i blodets lue
har gennem syv århundred vist os vej!
Nu kræver Danmark af os, vi er stærke.
Lad kun akkordens yngel falde fra!
Fast fylker sig om Dannebroges mærke
det folk, der gav sin mor sit fulde ja.
Vort dyre land, vort stolte gamle rige,
i ny tids forår bærer vi dig ind.
Lad stormen stinde sig og havet stige!
Des mere ruster vi de danske sind.
Vort danske Kald, 1941. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Kaj Munk > |