Kaj Munk: Enten-Eller (1941)
Mænd med blege miner,
Folk, jeg agter stort,
villet rolig triner
ind ad gårdens port,
vil beviser føre
for, hvad helst de tror,
trænger til at høre
deres egne ord.
Og den samme remse
bli’r mig tit forklar’t,
den om smilets bremse,
om vor egenart,
om at ret må vinde
og "Kong Christian står",
om at selvbesinde
og de tusind år.
Det er godt altsammen.
Ære, lov og pris.
Men jeg svarer: Jamen
hvad skal her bevis?
Vi til kamp er buden.
Hvad der er os størst,
må vi slås for uden
nogen vished først.
Du må slås i blinde
i den samme stund,
da du trues inde
i din verdens grund.
Skal du overveje,
om det nytte kan,
for dit bedste eje,
er du rådden, mand.
Sværg det, Drenge, 1941 Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl. Læs mere om Kaj Munk > |