Vilhelm la Cour: Fortale til Saxo (1941)
Vi kan simpelthen ikke undvære Saxos skildringer – vor ungdom absolut ikke! Det er ikke alene, fordi han bærer broderparten af vor rige tradition om det danske folks tidligste historie; det er først og sidst på grund af hans enestående fortælling om rigets genrejsning i hans egen samtid. Den rummer impulser, betragtninger, domme, som vi har brug for – ja, hårdt brug for. Derfor er det en uafviselig opgave for dansk forlæggervirksomhed at finde den form, som atter gør Saxo levende i ungdommens sind, og kan man ikke opnå at få ham genfortalt på et karakterfuldt og kærnefrisk nutidssprog, så lad os takke Grundtvig i hans grav for den fordanskning, han skænkede os! Den var i sig selv et sprogligt storværk, båret af netop den selvsamme ånd, som vi nu for tiden søger i alt, hvad dansk er, fordi ingen anden ejer varme nok til at lade os gennemleve vort folks bitre frostmåneder.
Det var i en hård tid, Grundtvig gav sig i lag med oversættelsen af Saxo. Da "verdenstyrannen" Napoleon var slået ned i 1814, og Europa åndede befriet op, drømte man om freds og samdrægtigheds år for folkeslagene – ganske som vi gør det nu med tanken på den kommende fred. Vi havde alle lidt nok. For vort vedkommende var vor flåde blevet røvet af englænderne, vor stat var gået konkurs, og rigsforbindelsen med Norge var blevet afbrudt.
Så ramtes man overalt i vor verdensdel af det skrækkens budskab, at Napoleon var vendt tilbage til Frankrig. Det var i februar 1815. Alle forudså, at kampene atter ville feje hen over landene, at sæden ville blive trampet ned, og at åget endnu en gang ville blive lagt på folkene. Det var også den forestilling, som fyldte Grundtvig, for hvis verden måtte underkaste sig ikke alene en voldsmands jernscepter, men et åndeligt tyranni, som mundede ud i en forfølgelse af al kristen tro, så kunne i hvert fald han ikke tie!
Han stolede på sit land. Han talte frit i dets navn. "Synerne vakte hinanden, og meget, som aldrig før anede mig, opgik for mit øje; meget følte jeg mig vis på uden at kunne se det klart; og hvad jeg følte skulle siges, det sagde jeg uden folks eller persons anseelse."
Først og fremmest så han dette, som blev hans senere livs stadige tanke, at Gud havde udvalgt os til sit "kærligheds-folk", så troen på et nyt herligt liv ikke kunne berøves os. Så længe den gammeldags, bogstavelige kristentro ikke var død, ville håbet leve om, at ordet på Danmarks tunge – "Danmarks engel" – kunne besejre den fremmede ånd – antikristens kløgt og trolddom. Ved Guds ords kraft skulle den franske gudløshed overvindes; men derved ville kampen ikke blive endeligt afgjort. Thi efter den franske kom den tyske antikrist, og han ville, "i det ringeste en stund, blive vældig over Danmark".
Det var disse bølger og syner, som beherskede Grundtvigs sind gennem våren og sommeren 1815. Men folkets fare førte ham både nærmere Gud og drev ham til at søge endnu tættere ind til det folkelige livsvæld, der sprang af vor historie. Mindet om storhed og trængselstid, om mod og forsagthed, om arv og splid skulle være med til at vække os af vor dvale. Vi skulle ruskes vågne – når vi havde så svært ved at få gnedet søvnen af øjnene. Og ingen kunne gøre det bedre end Saxo, den gamle klerk fra Valdemarstiden – han, som havde fortalt om nederlag og sejre med større myndighed end nogen anden. Hans ord rummede netop den frimodighed og den stolthed, ved hvis hjælp vi skulle slide os gennem vintertiden. [...] Der er visdom at hente i Saxos bog – visdom ved siden af al den megen lærdom. Den sidste kan vi i mange tilfælde stille os kritiske overfor. Vi har andre kilder at øse af end han og kan derfor rette både et og andet i hans fremstilling. Vi kan se, hvilke spørgsmål han har savnet blik for, eller hvor han giver svar, som næppe kan holde. Men med hans visdom er det anderledes! Den mand, som kender loven for et sundt menneskeliv og forstår at klæde den i ord, beholder sin magt over sindene, hvor kloge vi end bliver. Alle Saxos "fabler" og "ammestuehistorier" er fyldt af en sådan visdom og vil derfor blive stående, hvor dybt den moderne sagnforskning end skærer i den gamle overlevering. Læren om heltens løn og om slyngelens straf, om sandhedens sejr og løgnens nederlag er evig. Saxo var kun dens tolk. Den herskede i folkesagnets enkle og storladne fortællinger, og han gav sig denne lære i vold med en umiddelbar glæde over at kunne rejse sin egen samtid ved at lade folket genkende sin styrkes og svagheds træk i en grå fortid.
Denne selvsamme sans var det, Grundtvig ejede. Også han forstod sagnets og historiens uforgængelige lære. Derfor var fordanskningen af den gamle krønike ingen lærdomssag for ham, men en opøvelse af ham selv og af hans landsmænd i folkelig visdom. "Dansk lærer jeg deraf", som han skrev. Kun forholdsvis få begreb det omkring 1820, langt flere havde mulighed for at følge hans tankebaner, da folkehøjskolen var begyndt sin gerning ved århundredets midte, og i vore dage skulle betingelserne være de bedst tænkelige. Vi har i en hård tid lært, hvad sammenhold om tilværelsens grundelementer – tilliden til vor livsret, visheden om vor offerpligt og sikkerheden i vor Gudstro – betyder. Netop i den henseende var Grundtvig og Saxo to af vore læremestre, medens fjenden var i landet. Men også i fred og frihed har vi brug for, hvad de opstiller som målet for vor gerning.
Kan modet synke hos en og anden, er opmuntringen at finde i denne bog. Den fortæl1er om en arv, hvoraf vor folkelige lykke kan spire. Den rummer en tro, som vil give lykken modning, så den omsider kan bringes i lade.
Af forord til genudgivelsen af Saxos Danmarks Krønike i N.F.S. Grundtvigs oversættelse, 1941. Genoptr. DIH Kildebind s.47. Læs mere om Vilhelm la Cour >
bitre frostmåneder: hentydning til besættelsesstidens vilkår
vældig: herskende |
