Piet Hein: Det er Danmark (1941)

Det er sommerblæstens hvisken i det modnende korn.
Det er nytårssneens fygen under nymånens horn.
Det er forårsvinden strømmende med løvbruddets duft,
og septemberlandets farver i den høstklare luft.
Det er stormens pres og solens brand og regnvejrets fos,
disse tusind træk, vi elsker,
som er Danmark for os.

Det er lyse, lave kyster i en havhorisont.
Det er landevejens støvstribe, solbleg og blond,
gennem bøgeskoves svalhed, gennem lyngheders sand,
mellem bløde, grønne banker, langs den havblæste strand.
Det er byens rytme, landets linje, ørigets kort,
ristet ind i vore hjerter,
som gør Danmark til vort.

Det er sindet, uhåndgribeligt som vejrlig og land.
Denne styrke under veghed. Denne nøgterne brand.
Og den store varme humor med dens sangbund af liv,
dens fornægten af, at verden kun har ét perspektiv.
Denne levende balance, mellem tamhed og trods,
smil og alvor smeltet sammen,
som er Danmark i os.

Det er folket, som det formedes i arbejdets fred
i det lille land, det hverdagsland, vi trygt kendes ved.
Vores freden om den enkelte, om menneskets kår –
vores allesammens hverdag, hvoraf Danmark består.
Det er selve det, at samarbejdet, broget og bredt,
har sit mål i individet,
som gør Danmark til ét.

Det er viljen til at være, foldes ud, stå i flor,
efter egen lov, men åben mod den vældige jord.
Det er lykken ved at yde efter egenart og sjæl,
ved at leve i alverden, men at hvile i sig selv,
bære livet, som når løvetandens fnug kaster los.
Det er viljen til at være,
som er Danmark – er os.

Digt i Politiken 1.1.1941. Genoptr. DIH Kildebind s. 174

løvetand: mælkebøtte.