Knud Hee Andersen: Om at være dansk (1940)

Lær Danmark at kende! Spring på cyklen, far ud ad landevejen og find en god udsigtsbakke. Alt det, du ser her oppe fra, det er dit land, marker og skove, hede og mose, eng og klit, bakker og sletter skifter for øjet og brydes mod hinanden. Næsten alle vegne, hvor der er nogen udsigt, ser vi også vandet – havet, der vælter sig ind over sandrevlerne, skyller mod klintens fod eller vugger og klukker i lune fjorde og sunde, – søer og åløb, der blinker mellem det grønne og brune og gør vort land så friskt, så leende og lyst.

Ud over det tavlede felt ligger hus ved hus, landsbyer, brede herregårde i ensom storhed, bøndergårde, gamle og nye, stationsbyens røde klat og i det fjerne købstaden med sine tårne og røgvimplen fra fabriksskorstenen.

Dette er de tusinde hjem, der hvor Danmarks liv leves. De mennesker, som bor og arbejder der, kender jeg ikke, og dog ved jeg, at vi hører sammen. Vi er af samme rod og samme blod. Vore forfædre hviler under kæmpehøjens muldbjerg og kirkegårdens gravsten. Vi forstår hinanden, vi taler samme sprog, har samme sind, det muntre, vennesæle, drilske, jævne danske folkesind, der skyer de store ord og fagter, skiftende som aprilvejret over Danmarks egne, blødt i skindet, men sejt i senerne. [...]

Danmark er et dejligt land. Dets runde bakker og åbne sletter, dets skiftende ynde fra Lollands vældende frodighed til hedens barskhed griber vort sind og tolkes af digtere og malere, så vi kender det som vort. Er landet lille, kan vi desto bedre overkomme at kende det og elske det. Og et lille land har lige så vel sin opgave og sin egenart som de store. [...]

Så møder vi de fremmede med bevidstheden om, at vi er forskellige, at vi har hver sin egenart, som ikke skal blandes sammen, og at også det lille folk således ejer noget, som andre ikke har, og som ingen erobring kan fratage os.

Man ærer ikke sit fædreland ved at rakke ned på andre folk eller ved at hade og undertrykke dem. De har samme ret som vi; Gud har også en vilje og et mål med dem.

Men vi skal lære af hinanden. Vi skal frit og med glæde værdsætte alt, hvad der er stort og godt i de fremmede folk, og til gengæld bringe dem det, vi ejer. Så bliver forskellen en stor rigdom. Hvor ville verden være kedelig, hvis vi allesammen var ens! Og sådan føler vi glæde og stolthed over at være danske, uden at det rummer nogen brod mod andre folk.

Vi glæder os over, at Danmark er et frihedens land, hvor hver har lov at tænke og tale efter sin overbevisning. Vi ved, at ånd trives kun i frihed, og vi tror ganske simpelt ikke på holdbarheden og værdien af det, der virkes ved tvang. "Frihed for alt, hvad der stammer fra Aand,/ som ikke ændres, men arges ved Baand," synger Grundtvig, og han tolker hermed noget, der ligger dybt i alle danske – ja, og alle nordiske – sind. [...]

Vi føler med tak, at Danmark er et fredens land, som ikke har rovplaner mod nogen, og at enhver indsats, som Danmark kan blive kaldet til at gøre i folkenes indbyrdes forhold, altid vil være på fredens side.

Vi kender Danmark som lighedens land. [...] Måske intet land kan opvise så ringe forskel mellem høj og lav, rig og fattig, som Danmark. I det hele har vi aldrig været de skarpe modsætningers folk, snarere udjævningens folk – for godt og ondt.

Vi ser klarest, hvad vi ejer, når det trues. Det får ny dybde at eje et fædreland og føle os som danske, når hele vor verden er i oprør. Vi rykker tættere sammen, vi kender hinanden som landsmænd. Og kærligheden til vort land og folk skærper vort blik til at se, at det kan og det skal blive anderledes, blive meget bedre. Derom drejer danske tanker sig i denne tid. Derom taler vi med hinanden, når vi mødes på fælles grund og hurtigt opdager, at vi søger det samme. Vi søger det Danmark, som bliver til, og som hver af os skal være med til at skabe.

Det skal være et land, hvor kærlighed og forståelse bygger bro fra hjem til hjem, over alle kløfter og uligheder. Et land, hvor der er sunde livsbetingelser og gode arbejdskår for alle, hvor ingen, som vil arbejde, skal komme til at gå med ledige hænder, og ingen, som ikke vil det, skal gå og være til fortræd for sig selv og til byrde for andre. Et land, hvor det bliver godt at vokse op, fordi luften er ren, hvor talen ikke ustandselig plettes af eder og griseri, og hvor de, der spekulerer i folks dårlige tilbøjeligheder, bliver brødløse. Et land, hvor vi finder ud af at arbejde sammen som et fodboldhold eller en stor familie – "familien Danmark" – uden at blive misundelige eller sure eller mistænksomme overfor hinanden. Et land, hvor kristen tro og moral bliver det selvfølgelige grundlag for folkets liv og for landets love. Et land, der får noget at fortælle hele verden om, hvordan fælles ansvar giver fælles lykke og samlet styrke.

Er det Guds tanke med Danmark? Vil vi være med at gøre den til virkelighed? Det er den rigtige fædrelandskærlighed. Den begynder med at se, hvad der mangler i billedet af, hvordan det skulle være. Det er ikke svært at se; kritisere kan vi allesammen. Men når jeg finder fejl ved mit land, betyder det, at jeg finder fejl ved mig selv. Det er dér, jeg skal tage fat. Jeg kan aldrig tale overlegent om mit folks fejl, for det rammer også mig selv. Man hører, at danskerne em dovne og madkære, man taler om "det danske grin" og om "ægte dansk smøleri", om blødagtighed og utrolig letsindighed. Det er måske mere eller mindre sandt altsammen, men så er det sandheden ikke bare om de andre, men om mig. For jeg er en del af mit folk. "Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn"

Af kapitel i Det levende Danmark, 1940. Genoptr. DIH Kildebind s.171

arges: forværres