Alex Garff: Den danske tunge (1940)

Nu taler tyst
den danske tunge,
men dåd og dyst
er lige unge.
Som Hamlets hjerte og Uffes hånd
er Danmarks ynde og Danmarks ånd.
Stod Hamlet klog
og tav om smerte,
gik Uffes sprog
dog mer til hjerte.

Hvor stærkt og stolt
du tog til orde,
du søn fra Holt,
som hornet gjorde.
Som sol, der spiller på modent korn,
var sprogets spil i dit gyldne horn.
Hvem rister bort
de runestave?
Det sprog er vort,
vor guldhornsgave.

Den milde vind,
de lyse sunde
sang sproget ind
i vore munde.
Vi skulle synge af hjertens grund,
men lytter stille med smil om mund.
Dog tindrer ord
i danskes tale
som dug på jord
i Danmarks dale.

Med lov vort land
som før skal bygges,
så alle mand
mod vold betrygges.
Det er vor tale, det er vor tro:
Er lov i landet, får riget ro.
Thi vil med vold
en vilje gælde,
har sammenhold
des større vælde.

Det sprog er værd
at låne øre,
det er det sværd,
vi først vil føre.
Det sprog, hvis tale er pure guld,
det sprog er rundet af Danmarks muld.
Vort sprog er lyst,
dets tanker unge.
Så tal da tyst,
du danske tunge.

Venligst indsendt af Adam Wagner