Dødsdømte modstandsmand Christian Ulrik Hansens sidste brev (1944)

Vestre Fængsel 23. Juni 1944

Kære alle sammen

Det bliver så mit sidste brev til jer. Om 3 timer vil jeg ikke mere være til. Derfor skal det på en gang være min sidste tak og min sidste hilsen til jer.

Lov mig straks ikke at sørge. Der er intet at sørge over. Jeg ville gerne  have sagt farvel til jer inden, men det lader sig åbenbart ikke gøre. Derfor må jeg nu her forsøge at sammenfatte det alt sammen. Først tak, far og mor, for hvad I altid har været for mig, jert offer har været stort; jeg har i mit liv forsøgt at gøre mig værdig til dette offer. I kender mig, I ved, hvad jeg har kæmpet for og dør for. Lad det leve i jer og gøre vort hjem stærkt i tidens storme. Lad det binde jer sammen, I kære fem. Så bliver da disse tre, tro, håb og kærlighed, men størst af disse er kærligheden: Lad kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor skyld. Også min skyld har han taget på sig. I troen på, at han har taget min synd på sig, i håb om, at han vil tage mig ved hånden og i kærligheden til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor mening dermed. Livet og døden er slet ikke modsætninger, de fuldkommengør jo kun hinanden.

Derfor, I kære fem, jeg skal dø. Når I får dette brev, har jeg alt længe været død, men giv mig alligevel lov til at leve imellem jer, lad mig blive ved at gå sammen med jer derhjemme. Og send engang imellem en kærlig tanke til mig, der hvor jeg er, bed en Gang imellem en bøn for mig.

Lis, Hans og Bent, vær altid gode ved far og mor. Skab jer et hjem, dansk og kristeligt. Opdrag jeres børn til at elske Ham, der gav sit liv for os, og til at elske det land, Gud gav os. Jeg har villet så meget, og jeg har nået så lidt. Du, lille Bent, du er endnu kun 5 år, du kan nå at fortsætte det, jeg begyndte.

Far og mor, lad ham få en opdragelse, så han kan fortsætte.

Min aktie skal, som jeg har skrevet det, bruges til at købe bøger til Bent, og han skal have dem på sin fødselsdag hvert år, ikke skolebøger, men bøger i den ånd, hvori jeg har levet og dør. Det er en smule vemodigt at skue tilbage og frem. Tilbage på alle de skønne, lyse minder, jeg har haft sammen med I kære derhjemme og mine venner. Og fremad på alle de mange opgaver, jeg syntes, der måtte blive mit kald at løse. Men minderne vil leve deres eget stille liv, og andre vil løse opgaverne. Send mine hilsener til alle mine skolekammerater og venner, dem i Farsø, bedstefar og – mor, morbror, tante Karen og Ramsings.

Om to timer står Solen op. Så knalder skuddene udover landet. Græsset græder dug, men se, Solen står op og kysser duggen og græsset. Og hjemme i haven åbner blomsterne deres duftende kalke. Rosen gløder. Se Solen står op. Alle I derhjemme. Bøj knæ i solopgangen. Bøj knæ og bed til Ham, der ville give sit liv, for at vi kunne leve. Se, solen stiger op over landet, Guds strålende sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner. Snart råber Han sit HOLDT ind i denne grædende, lidende verden, snart vil Han erstatte sin kærligheds strenghed med dens mildhed.

Og det skal da være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Thi således forlanger Gud det af os, at vi skal være redskaber først for hans strenghed, så for hans mildhed. Gud i vold.

Christian

Fra Jørgen Røjel: Modstandsgruppen Hvidsten, Viborg 1998 s. 91-92. venligst indsendt af Peter Jensen