Knud Bruun-Rasmussen: Kongen og folket (1940)

Det er ikke så let uden videre at forklare de fremmede, der kommer til vort land, hvad kongen betyder i dette rige. Det er jo både utilstrækkeligt og utilfredsstillende, ja ligefrem urigtigt at give en blot og bar juridisk forklaring:

Gennem sine parlamentarisk ansvarlige ministre udøver kongen regeringen. Han selv er ansvarsfri, hans person er fredhellig. Vore love får først gyldighed, når de bærer hans navn. Han er statens første mand, retsvæsenets og videnskabens beskytter, hærens øverste befalingsmand, kirkens hoved og alle gode danske bestræbelsers naturlige protektor. Med hans mund taler nationen på de store dage, i glæde, i sorg. Men Danmark er på den anden side et folkestyret land, som gennem mænd, der vælges på den almindelige og lige valgrets grund, administrerer den magt, riget råder over.

Sådan omtrent må man tale, hvis man vil komme med en almindelig forklaring, og mens man former den, vil enhver dansker føle, hvor utilfredsstillende den er. Det kan være meget rigtigt altsammen, men det siger intet om det afgørende. Kongen er noget andet og mere. Han færdes midt iblandt os på sin jævne, rolige måde, og det kunne ganske vist friste til den tro, at hans betydning virkelig kun er noget, der således bygger på juridisk grund – en borger mellem os andre, den første iblandt os, men dog kun en almindelig borger, hvis gerning er fastlagt gennem grundlovens bestemmelser. Et betydningsfuldt led i systemet, det vigtigste, der repræsenteres af nogen enkelt mand, men dog kun et led.

Nej, det går ikke på den måde. Vi må tage den fremmede med os ud på gaden, så han selv kan se kongen og måske derved få fat på noget af den hemmelighed, der er ved ham. Og tilfældet kommer os til hjælp. Vi ser kongen komme ridende, rank og høj på sin store hest, men med sit venlige smil til alle, der hilser ham. Pludselig standser en gammel mand foran os og går helt ud til kantstenen, hvor han tager sin hat af for den kongelige rytter. Ikke med den sædvanlige, lidt skødesløse hilsen, som vi alle er så tilbøjelige til at bruge indbyrdes, men med en dyb bøjning fører han sin hat ned så langt, hånden når, og samtidig udtrykker hele hans skikkelse, fra hoved til fod, alt det, man ikke kan sige, når man vil prøve på at forklare med nøgterne ord, hvad denne store og meget menneskelige rytterkonge betyder for sit folk i dag. Et gammelt, frit folks ærbødighed for kongen, for hele hans hus og slægt ligger i den hilsen, og vi ser kongen modtage den, som forstod også han det uudsigelige, der ligger i den. Ja, naturligvis gør han det. Hver dag igennem mange år er han blevet hilst på denne måde af tusinder af mennesker i sit land. En af vore gamle konger havde som valgsprog »folkets kærlighed min styrke«, og med dette korte ord siger man den hele sandhed om Christian den Tiende og det danske folk. Al vor kærlighed til Danmark retter vi mod ham, fordi mennesker må have et menneske at dele med, når de skal udlevere sig helt. Han er vor konge, men han er samtidig os selv. Han er hele riget, fortid, nutid og fremtid. Vore øjne følger ham, vore tanker søger ham, vort hjerte sørger og glædes med ham.

Der er intet i dette, der strider mod vor sædvanlige færd. Vi har jo nok svært ved at tage store ord i munden. Vi er jordbundne og travlt beskæftigede, og vi har en meget klar forestilling om vort eget værd. Men overfor kongen gælder alt dette ingenting. Nationalt gør vi den undtagelse med ham og hans, som vi gør i familien med vor mor eller far. Dem kan vi jo ikke dømme på samme måde som vore arbejdskammerater eller vore venner. Ganske nøgternt kan man jo sige, at en far og en mor, det er et barns forældre, det er mennesker, som har fulgt et instinkt og sat børn i verden, og deri har de fundet den fulde løn for den indsats og de ofre, dette betød, mens børnene var små. Nu er de gamle, og nu er det os andre, der skal føre det store ord og overtage regeringen over det jordiske gods, vi råder over. Siger vi sådan? Nej, vi bliver aldrig rigtigt voksne og aldrig rigtigt myndige i forholdet til far og mor. Dem dømmer vi ikke, dem kives vi ikke med, dem måler vi ikke, som vi ellers måler alt og alle. Dem elsker vi, og alt, hvad de gør, vil vi, skal være så godt, som det på nogen måde kan være. Og hvis nogen vil komme og fortælle os, at vi jo nok kan indse, at der er dette og hint, som virkelig må siges at være et minus ved vore forældre, så vil vi ikke tro det, for vi elsker dem jo og vil alene se dem med kærlighedens øjne, som ikke kan opdage noget, som er småt eller ringe ved dem.

Og således har vi det med kongen. Vi vil virkelig meget gerne høre på alle mulige gode udredninger om, hvilken stilling kongen indtager her i landet. Det kan være god og fornuftig og nyttig tale – men hvad skal vi med den? Den siger ikke halvt så meget om den egentlige sandhed som det, den gamle mand på gaden kan udtrykke med sin ærbødige hat. Kongen er kongen. Ham bøjer vi os for. Når vi møder ham, ser vi Danmark ind i øjnene.

Derfor har det været sådan for mange af os i denne alvorlige tid, hvor en fremmed magts soldater færdes på vore gader, og hvor vort land gennemlever den vanskeligste tid i sin historie, at vi gang på gang har glemt vort eget, vor egen angst og vore egne bekymringer for den tanke, at dette må være mere tungt for kongen end for noget andet menneske i Danmark. Dag og nat har tusinder af stille tanker ført gode ønsker og god vilje som en vældig strøm frem mod kongens hus, og det har været som et livgivende vand og som en velsignelse. Alle ansigter i landet er vendt mod dette ene sted.

Hvad ønsker vi af ham? Hvad venter vi, han skal gøre?

Vi ønsker os ingenting. Vi venter ikke, han skal ride på sin hest fra hus til hus for at hjælpe os i vore trængsler og bekymringer. Danmark kommer til sin konge for at give ham af sit hjertes varme. Vi vil være med ham og hos ham. Vi vil række vore arme ud imod ham og tilbyde ham vor tjeneste.

Og her er da den inderste, den urimelige, men på en eller anden måde vidunderlige sandhed om dette lille, hjælpeløse land og dets konge: vi venter, han skal løfte sine hænder mod himlen og vende uvejret og standse dets storm. Ikke med sværdet, men med sine to gamle arme oprakt mod den højeste, som er i himlen.

Eller vi kan fortælle det således:

I året 1219 stod en dansk hær i Estland, hvor den blev indviklet i et vældigt slag, og fra en stor bakke i nærheden af de kæmpende hære fulgte ærkebiskop Anders Sunesøn stridens gang og så, hvorledes de danske begyndte at vige. Stærkere og stærkere trængtes de fra alle sider, og biskoppen, som forstod, at de inden længe ville være slagne, om der ikke kom hjælp, faldt ned på sine knæ og bad for Danmarks mænd. Med oprakte hænder bad han Gud sende et tegn, så nyt mod og en ny ånd kunne udgyde sig over de hårdt prøvede og allerede næsten modløse danskere. Men kampen gik sin bitre gang, og en stor træthed var ved at overmande den bedende biskop. Må et menneske ikke fortvivle, når han står alene og løfter sine bedende hænder som det eneste værn mod overmægtige og ubarmhjertige våben? Anders Sunesøn stirrede mod det onde slag, som sendte sin brølende vildskab op imod ham, og lod sine arme synke. Men da de unge præster, som opholdt sig i hans nærhed, så det, forstod de, at dette måtte ikke ske. De havde ingen våben, og det stod ikke til deres lille skare at ile til undsætning i slagets tummel. Men de kunne støtte den bedendes hænder, og de løb til for at forhindre, at biskoppen blev overvældet af sin kvide og store træthed. Fra begge sider kom de samtidig hen til ham og greb hans arme og løftede dem påny op mod den sorte himmel. Og da de unge således troede imod al forstand og blinde for al rimelig beregnings indvendinger forenede deres bønner med den allerede bedendes, skete miraklet: himlen åbnede sig, og Dannebrog faldt ned fra den og blev et banner for dem, der allerede var ved at udmattes. En stemme sagde: »Under dette tegn skal du sejre!« Og slaget vendte sig.

Og nu vil den fremmede, der ville vide besked om vor konges stilling i dette land, måske vende sig fra os med et foragteligt smil. Hvem tror mere på disse gamle historier? Det kan være en meget køn legende, men med kendsgerninger har den intet at gøre.

Og vi andre må vel finde os i smilet. Den, som ikke tror, kan naturligvis heller intet se. Et flag kan ikke falde ned fra himlen. Vi lever i en tid, hvor den forsigtige og kolde fornuft vil vende sig forarget fra den slags tale.

Men vi har alligevel ikke noget bedre at sige eller noget, som mere klart kan udtrykke, hvad vi ved at fortælle om Christian den Tiende og hans folk: vi venter ikke, at han skal rykke dundrende gennem gaderne i spidsen for en hær og gøre store gerninger iblandt os. Vi venter os ikke, at han med den nøgne magt i hænde skal vende vor skæbne mod den sol, vi sukker efter. Men vi støtter hans bedende hænder. Fra alle huse i dette land, hvor alvorlige mennesker samles, giver vi af vor kraft, for at kongens kraft kan blive større end vor. Uophørligt tænker vi på ham. Hver eneste time døgnet igennem går vore ønskers flod som en livgivende strøm til det sted, hvor han er. Kongen og hans hus – det er Danmark for os i dag, mere end noget andet levende er det.

Vi lever i et gammelt rige, og vi har vel lov til at nære sådanne fornuftstridige håb og til at føle en sådan kærlighed, som ikke kan begrundes på rimelig måde. De allerfleste af os har jo aldrig vekslet et ord med kongen. Men vi har næsten allesammen set ham, og vi har hørt hans stemme i radio. Vi kender ham af udseende så godt, som vi kender de nærmeste i vor egen familie. Og vi kender alt, hvad der er hans. Hans boliger og hans børn og børnebørn. Vi lever med i det hele, som om vi hver dag færdedes på hans slot og tog del i alle det kongelige hjems små og store begivenheder. Han er midt iblandt os som den første og den højeste af os alle.

    Vi er et gammelt kongerige, og derfor omfatter vi kongen med en så selvfølgelig og nedarvet kærlighed. Der har altid været en konge i Danmark. Det er for os lige så naturligt som forår og efterår, sommer og vinter, som far og mor. Kongen er her. Og selv om vi i gode tider næsten kan glemme, hvad han betyder for os, véd vi det dog altid. Og den, der besøger os nu og har øjne at se med, øren at høre med, han vil på kongens fødselsdag fornemme en uimodståelig jubel, som bølger frem imod Christian den Tiende fra alle sider i dette land. Den vil måske ikke lyde så højt som den jubel, hvormed et stort land fejrer sine vældige sejrsfester. Der vil ikke lyde hornfanfarer, og vi vil ikke møde optog af krigsvogne, der buldrer forbi monarkens plads og hilser ham på militærisk vis. Men i alle danske hjem vil tanken om kongen og lykken over, at han er der, på denne dag være som en blomst, der folder sig ud, helt stilfærdigt, men også helt vidunderligt, et mirakel i en verden, som er opfyldt af blod og ild.

Nær ved slaget ligger dette lille Danmark, og mange angstfulde blikke følger de kæmpende hære. Men midt iblandt os står kongen som hin gamle biskop med sine arme løftet mod himlen. Vi er allesammen med ham.

Hvad andet kan vi gøre? Hvad andet kan man kræve af os? Vi er et folk i nød, men vi véd, at vore bønner vil blive hørt. Vi véd, at en dag vil himlen åbne sig over os og alt igen blive godt.

Nationaltidende, 26. 9. 1940. Genoptrykt i Digtninge om Danmark, 1940. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.