Benny Randau Mikkelsen: Brev til hjemmet før sin henrettelse (1944)

Vestre Fængsel, den 23. maj 1944.

Kære allesammen!

Jeg er i går blevet dømt til døden af den tyske krigsret på Dagmarhus. Inden de i det hele taget var begyndt forhøret, sagde de til mig, at jeg ikke kunne få benådning, jeg anede jo ikke, hvad de mente dermed. Det fik jeg tidsnok at vide. Åh, lille søde mor, du kan ikke tænke dig, hvor jeg hadede dem i det øjeblik. En mærkelig følelse kom op i mig. Ikke en følelse af forfærdelse og angst for at dø, men et blindt had og raseri mod disse grusomme bødler. Jeg bekendte ikke noget og har ikke opgivet nogle navne, hvad jeg er glad for i dag, da jeg blot på denne måde havde trukket andre gode danske mænd med i døden.

Jeg er blevet angivet af en pige, som jeg gik sammen med, Frk. Rasmussen, hun havde en veninde, der var forlovet med en Schalburgmand, hvis navn jeg ikke kan huske, men jeg håber inderligt, at I, når tiden er inde, kan få dem likvideret alle tre.

Jeg befinder mig efter forholdene godt, især da jeg sidder sammen med en god dansk mand på min alder, der prøver at trøste og fordrive disse mine sidste dage, så godt han kan. Det eneste, der nu kan redde mig, er invasionen, kommer den, er vi alle fri i løbet af en dag.

Jeg er ganske vist blevet dødsdømt, men har ikke fået at vide, hvornår jeg skal dø.

En ting er sikker, at dette morderregiment skal ikke få lov til at se en knækket og sammenbrudt patriot.

Jeg skal dø. Jeg skal dø. Åh, lille elskede mor, jeg skal dø, men det bliver med stolthed og danskhed i mit hjerte. Jeg ved, at vi vil sejre, vi skal, må og kan sejre.

Jeg siger nu farvel til jer for sidste gang.
                                                           Jeres søn
                                                              Benny

Fra De sidste Timer, 1946. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl