Martin A. Hansen. Om Jyske Lov og fædrelandet (1942)
I 1941 kunne vi fejre 700-årsdagen for Jyske Lov, og en mand skænkede vor skole en mindetavle. Den skulle hænge og erindre os om, hvad dansk lov og ret er. Det var tanken, at de store drenge nu og da ville liste hen og læse Jyske Lovs fortale.
Det er altså en gammel og ærværdig lov, 700 år. Men gælder nogen af dens bestemmelser i dag? Nej, ikke een. Er der da nogen grund til at ofre den så mange tanker i dag, selv om den er ærværdig og gammel, selv om den var udmærket dengang. Jo, det har tavlens giver ment, der var. Og jeg skal nu prøve at forklare, hvorfor der i dag er ganske særlig grund til at mindes Jyske Lov.
Men hvad er lov? Der er muligvis nogle af jer, der har på følelsen, at loven er en slags bussemand, et skræmsel, der forbyder, advarer, straffer, og som siger: det må du ikke, og det er forbudt!
Jeg kan lettest forklare det, hvad lov er, ved at begynde med noget, som ikke synes at have med loven at gøre. Da jeg var soldat, var der mange af kammeraterne, som var meget utilfredse, de ville ikke være soldater. En af dem knurrede særlig tit. Hvorfor skal jeg være her for fædrelandets skyld? sagde han, får jeg måske noget af fædrelandet? Alt hvad jeg ejer og har, det har jeg fortjent med mine egne hænder. – Det passer, sagde en så til ham, men sig mig, du bor jo på Amager? Hver dag kører du til dit arbejde ad Amagerbrogade og over Knippelsbro. Må jeg spørge, om du selv har anlagt Amagerbrogade? Har du selv bygget Knippelsbro? – Nej vel, sagde han, men jeg betaler da skat, som de kan bygge broer for! – Mon du betaler så meget i skat, at de kunne bygge Knippelsbro for pengene? sagde den anden, og du er håndværker; men det var du ikke blevet, hvis du ikke kunne regne og læse, og det har du lært i skolen. Men har du selv bygget skolen og selv lønnet de lærere, som underviste dig?
Soldaten måtte indrømme, at han alligevel skyldte fædreland noget.
Foredrag holdt 1942, trykt i Af folkets Danmarkshistorie, 1957. Venligst indsendt af Peter Neerup Buhl. Læs mere om Martin A. Hansen > |
