Johannes V. Jensen: Den nordiske kvinde (1919)

I tidernes morgen
da mænd og mø skabtes
gaves ej død i verden.
Da avledes drab af dårskab.

At ulv lærte mand brøde,
og blodig blev hans bane.
Men i bure sad mø
og gav børn die.

Hos duftende ko
gik bønderdøtre,
vakre, milde,
med mælk på hænderne.

I regnsvale skove
blev de ranke.
Som regn smager kinden
og som vilde roser.

Blåt er øjet
som blanke søer,
aldrig har ærlighed
ejet et enklere sprog.

Nej, jeg svor i sjælen,
når hun så på mig,
at så blå en simpelhed
skulle aldrig sviges.

Lifligt er håret
som rige lyskilder;
jeg fangede mig med flid
i dine lyse fletninger.

Vrinsker den vilde fole
på vårlige græsgange,
må jeg mindes din latter,
der gaves ej gladere mund.

En pigelig fryd
fik du i nornegave,
for det har jeg fundet: Fagerhed
følges gerne mod glæde.

Som groende urt
udfolder et ur-under
funkler du af forstand,
hvorfra fik du den, kvinde?

En afgrund af godhed
gemmer dit hjerte!
Alverdens bundne varme
hviler i dig, veninde.

Det skal her bekendes
at aldrig så jeg en kvinde
uden at blodet stødte
begærende mig i brystet.

Dog livet var ikke langt nok,
selv mod natten lagt til,
til at jeg kom til ende
blot med en enestes elskov.

Fangen blev jeg for evigt
i dine fagre arme,
så yndigt var dit væsen,
så varig din vakkerhed.

I regnsvale skove
genfinder jeg din sjæl,
den våde vildrose
det er dig, veninde.

Ak, nøddekrattet —
vi nippede andet end nødder!
Et sødere lønkammer lukkede
sig over mig der end løvet.

Jeg ville altid vandre
i venlige skove.
Dølg mig i dine arme,
dugkølige Danmark!

Trykt 1919. Her efter M. Brøndsted et al. (red.) Danske lyriske digte. Kbh. 1954 s. 204. Læs mere om Johannes V. Jensen >