Johannes V. Jensen: Folkekarakteren (1907)

Hvor man kommer til at tænke på det stående refræn i vor hjemlige litteratur og presse, den evige lille skadefro vise om, at vi er sådan et vegt folk. Sådan et lunkent land. Det bløde lune. Det lille land ...

Mon det danske ulidelige omkvæd ikke skulle stamme fra en vis tilbøjelighed til at begrunde sine egne personlige utilstrækkeligheder i det miljø, man lever i? Mon det ikke er meningen med visen, at nu har vi at være små og engbrystige allesammen, siden sangeren desværre er det? [...]

Vi er ikke noget vegt folk. Vi er det stædigste folk i verden; vi lader os ikke rokke fra vor natur. Vi er ikke en lunken nation. Der er varme nok her i landet til at stå trofast i en bedrift, som er uden overraskelser, til at lægge kornet ud i mulden som den er og til at høste det af afgrøden, som regnen har sparet. Og her er kulde nok til at fryse fanatikere ude, som fabler om hveden andetsteds og aldrig har opelsket så meget som et rugstrå her. Der hører mere end lunkenhed til at fatte sig på omstændighederne; det skal der kræfter til, det skal der ties til.

"Det bløde lune" vil en dag gøre os det nødvendigt at kassere hele vor klassiske litteratur og skrive en ny; før får vi vel ikke fred for denne underdanige grimasse. I folket selv som det er stikker lunet slet ikke så dybt efter den politiske opdragelse, vi er gået igennem. Bønderne véd nok, hvem de er og hvad de er værd, har ikke længer nødig at føre sig med tugt overfor "de store", at bukke en lang krop sammen og skjule et mundkrogssmil med hatten overfor lavstammede politifuldmægtige. Det lune af naturen er ved at forsvinde. I byerne lokker forholdet til "mester" heller ikke mange dobbeltheder frem mere, ingen kroget balance, som man må hæve sig over med blødt lune; forholdet er så temmelig lige.

Så er der det lille land. Danmark strækker sig, uden bilande, over et areal af 38.340 kvadratkilometer. Det er hvad der er at sige. Vort fædreland er mindre end Afrika og nøjagtig 8.890 kvadratkilometer større end Belgien. Må vi så være her?

Her er ikke stedet til at give en udsigt over de sørgelige år i dansk åndsliv siden 64, hvor ethvert sultent skadedyr kunne få adgang til nationens hjerte blot ved stikordet: Vi har tabt! Det lille land! Har noget land tålmodigere fundet sig i sporen end Danmark, har nogen nation set mindre i denne menneskealder end danskerne, der en gang for alle slog øjnene ned?

Se op! Det er tid at erindre, at Danmark ikke som i middelalderen ligger ud til tilfældige landegrænser, men at det strækker sig over hele Jorden, så langt som slægtskabet med andre nationer går og endnu længere: så langt man overhovedet kan nå med damper og jernbane. Og alle slag er ikke slået i Danmark, fordi vi militært er bleven en latterlig ruin. Det er endnu, trods 64, tilladt at fælde sin mand indenfor det ubetydelige lands grænser ligesåvel som i større samfund.

En ubeskæmmet nation, et folk i udvidelse, finder sig ikke foranlediget til at ofre til de golde og tærende elementer, der ser deres fordel ved at holde såret åbent. Et friskt samfund lukker sig over sine parasitter og fortsætter sit arbejde. Var der ikke grund til i Danmark at tie om 64 og det noksom bekendte lille land og henvende sin opmærksomhed på tilværelsen?

Naturligvis fik vi høvl, men tyskerne er dog vel også mennesker, og skal vi behøve til evig tid at hæve åndelige pantelånere til landets højeste anseelse som tak for, at de udbytter os, mens vi er på knæene? Har vi ikke ofte nok indrømmet, at vi er meget mindre end andre folk, der er større? Er vor fattigdom i grunden andet end en lumpen illusion, holdt oppe af usselige hospitalslemmer, der véd, at frisk luft ville slå dem ihjel?

Det er i vore dage kun et ondartet snæversyn, en lyst til at plage, der holder denne bremse på nationalfølelsen. Lande er overhovedet ikke mere små, nu da trafikken træder i grænsernes sted. Lidenhed isolerer ikke en nation, hvis den da ellers følger med. Den moderne verden er ved sine jernbaner og dampskibe, ved hele sit tekniske fællesskab, blevet til et stort rige, en civiliseret steppe, hvor alle folkeslag rører sig frit imellem hverandre. [...]

Vore forestillinger om national lidenhed har vi slæbt med fra enevælden, fra de tider da et lands velstand beroede på regaliernes mængde og hærens størrelse sammenlignet med andre landes, ikke på forholdet mellem indbyggerantal og næringsveje. Vi har været vant til at indrette vor følelse af national betydning efter de vekslende dimensioner af de kongeevner, vi betroede os til, og her har vi lidt skuffelser, men da fejlen altså ikke direkte var vor, kan så ikke det en gang glemmes?

Vor nationale selvbevidsthed er skrumpet sammen for hvert landetab – men har de tabte landsdele derfor ophørt at eksistere? Går damperen ikke til Norge eller til Kiel, ruller toget ikke ind i Altona? Danmark er ikke et lille land, så længe det er stammebeslægtet og har kulturoprindelse tilfælles med Norge og Sverige, Tyskland, England, Australien og Amerika. Er der ikke grund til at vedkende sig livskraft i række med de erobringsvante, rustede folk, der endnu har muligheden for at gengive verden dens ungdom?

Dette er ikke et spørgsmål, der endnu kan besvares. Men på det svinger den danske folkekarakter. Det er indtil videre problematisk, om en mand fra Danmark, når han kommer til udlandet, finder de egenskaber i sig, der gør ham det til en selvfølge at stå på sin claim, sålænge han kan røre et lem til selvforsvar. [...]

Man træffer ofte raske og uimodståelige danske i Amerika. Det er dem, der ikke har læst ret meget men er lige så lykkeligt uvidende om det lille lands smerte som enhver anden frisk karl af andre nationer ude i verden. Disse danske ikke alene klarer sig godt mellem fremmede mennesker, men der er noget overdådigt over dem, noget dem selv uafvidende befriet, som gør dem til store vovehalse. Det lader til, at vovemodet kan spares op; hvad der ikke er brug for i Danmark, bryder ud som en skøn vår i det fremmede.

Det giver os et håb om, at vi herhjemme jo altså endnu må sidde med det, hvor det så er forputtet.

Af essay i artikelsamlingen Den ny Verden, 1907. Genoptr. DIH Kildebind s. 154. Læs mere om Johannes V. Jensen >

engbrystige: små, smalle over brystet - selvudslettende

bedrift: gerning, handling

tugt: ærbarhed, anstand, selvpålagt disciplin

spore: metalredskab, hvormed heste drives

ubeskæmmet: som ikke er påført skam

regalier: kongeværdighed(er), kgl. symbol(er)

i række med: på linje med

svinger: afhænger

claim: fordring, ret