Johannes V. Jensen: Cecil (1906)

 

Jeg mindes, hvor blond og ubændig du stod,
I Danmark
rolig men fuld at stormende blod.
Svunden er vor ungdom.

Aldrig var nogen mund så vred,
I Danmark
og aldrig nogen sjæl så hed.
Svunden er vor ungdom.

Aldrig var lyst til den rødeste drik
I Danmark
skjult i så koldt og isblåt et blik.
Svunden er vor ungdom.

Klappede, slog dine frodige hænder?
I Danmark
legede, lo, eller viste du tænder?
Svunden er vor ungdom.

Moden som kornet, der bølgende går
I Danmark
rejste du brystet og rysted dit hår.
Svunden er vor ungdom.

Cecil, nu er du en grånet kone,
I Danmark
og nu er din sjæl som en vimrende tone.
Svunden er vor ungdom.

O husker du visen, vi gerne sang,
I Danmark
den var så sørgelig, sød og lang.
Svunden er vor ungdom.

Du sang om lykkens store hus,
I Danmark
som lynet pludselig styrted i grus.
Svunden er vor ungdom.

Da vidste du ikke, at sorgen er sen
I Danmark
og bryder og brækker sten for sten.
Svunden er vor ungdom.

Du sang om en skøn og fyrig smerte,
I Danmark
men livet er simpelt og uden hjerte.
Svunden er vor ungdom.

Du sang om den frie, vingede dåd,
I Danmark
men krybende trældom ender din nød.
Svunden er vor ungdom.

Cecil, lykken blev os forment,
I Danmark
du fødtes for tidligt og jeg for sent.
Svunden er vor ungdom.

Færdig du stod i din vældige vår,
I Danmark
jeg var et barn på syv-otte år.
Svunden er vor ungdom.

Din skæbne var som det dybe fald,
I Danmark
og min er kærlighed uden kald.
Svunden er vor ungdom.

Det var et gammelt og velkendt spil,
I Danmark
når ånden vågner, er riget sat til.
Svunden er vor ungdom.

Men er du nu plukket for dine drømme,
I Danmark
er mine tanker dog lige ømme.
Svunden er vor ungdom.

Jeg elsker dig i din grædende nat,
I Danmark
jeg elsker dig, nu du er så forladt.
Svunden or vor ungdom.

Mit hjerte elsker med isnende ve.
I Danmark
fordi dit hår er fuldt af sne.
Svunden er vor ungdom.

Det regner vinter, og det regner vår,
I Danmark
det regner det hele lange år.
Svunden er vor ungdom.

 

Trykt 1906. Her efter M. Brøndsted et al. (red.) Danske lyriske digte. Kbh. 1954 s. 198f. Læs mere om Johannes V. Jensen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg