Viggo Stuckenberg: Vift stolt, vift fred, vift lykke (1897)

 

Vift stolt, vift fred, vift lykke,
valmuerøde dug, 
isprængt med korsets smykke,
solhvidt som sejlets bug!
Vift over unge tanker,
vift over unge kuld!
Bølg som de brede banker,
der bærer kornets guld!

Vift Danmarks agerlykke
med fred til unge sind!
Flyv ud, at du kan trykke
din glød på unges kind,
at, om de end må bygge
engang i fattig egn,
de ser som fred og lykke
dit lyse sommertegn!

Vift til dem unge minder
om skov og sommerstrand,
hvor dagen solfyldt rinder,
og roser står i brand!
Bred ud for deres øje,
du som mod himlen slår,
den luft, den blå, den høje,
som over Danmark står.

 

V. Stuckenberg, 1897. Her efter Danmark. Sangbog for Skolen og Hjemmet. Kbh. 1931, s.106


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg