Valdemar Rørdam: Berengarias fletning (1915)
I
Et snefog hvirvler over kirkegården.
Igår viol. Nu stormer det; det sner.
Underligt lysfyldt. Vild og mild er våren.
Snesvøbt blandt grave danser hun og ler,
den lette sol-mø. Og i trodsigt lune
ridser og sletter hun sit væsens rune.
II
Men roligt rejser midt i hvirvelvejret
kirken sit korshvalvs høje helgenskrin;
de skarpe sider under sol-sneskæret
funkler så rødt som skårne i rubin.
Jeg vader dristigt mod portalens driver:
"Luk op, Sankt Bent! Jeg søger det der bliver."
III
Vejret er udestængt. Kun lyset følger,
hint underlige lys – men skifter art,
omgiver søjlekraft og hvælvingsbølger
blegt lig det minde, der gør alting klart.
Intet er utrygt her, og intet skælver.
Saga sit stenbryst over konger hvælver.
IV
Stenene taler. Det er gamle mure.
Men hånd og øje føler jeg hver stens
ru værdighed og vægt, og væggens furer.
Ikke to søjler, knap to sten er ens:
I farvespejl af alle Sjællands banker
formed sig murfast mange mestres tanker.
V
Og dog et helstøbt stor-rums ædle skue:
Hvert trodsig-bredt, hårdt-rillet søjleskaft
favner sin broder i den fælles bue,
de alle bærer, med forenet kraft.
Midtskib og sideskib og korshvælvs krydsning,
alt går mod alteret i korets lysning.
VI
Een mægtig vilje løfter hele rummet
til højtid for et folk, som fandt sig selv.
Absalons vilje. Røsten er forstummet,
og kæmpen hviles under andre hvælv.
Med staven leger dreng, med sværdet gøgler –
men hvad han ville, vidner disse søjler.
VII
Her stod han selv hin junidag i koret
hos Valdemar, sin kongelige ven,
hvis heltefader, dræbt ved frændemordet,
som folkehelgen nu stod op igen.
I stråleskæret fra Knud Lavards vunder
stod Danmark frelst. Det var hans viljes under.
VIII
Han hjalp kong Valdemar til styrkens ære,
som er at bøje sig for visdoms råd.
Han lærte stormænd, det er stort at bære.
Han skabte flok til folk, ved fælles dåd.
Det havde kostet. Ja. Men rig var høsten.
I lovsang frydefuldt klang kæmperøsten.
IX
Knud Hertug helgen, og Knud konge kronet –
Side om side stod i sejrens port
bisp Eskil med kong Valdemar forsonet.
Nu syntes intet fremtidsmål for stort.
Den, folket kåred, havde kirken salvet;
og kraftig funkled kronen under hvalvet.
X
Hos Lund og Roskild, Oslo med Upsala
bar fredsbud og bød broderhånd fra nord.
Bag Volmers løvebanner hvisked Vala,
hvad hymnen kvad i sibyllinske ord.
Tre strimer sol igennem koret stråled:
Hellige jertegn! Trefold stort var målet. –
XI
"Hil, Absalon! Hil, høje Valdemarer!
Her er mit hjertes og min viljes hjem" ...
Snehvidt og ildrødt gennem luften farer,
kalkmalte våbenskjolde springer frem
i hamret jern – og mænd står ud af muren
med dragne sværd; de lytter efter luren.
XII
Skaver og Hvider, våbenvante helte,
opskubber hensynsløst ny slægters sten
og rejser sig, så stenene må vælte.
Ru stridsråb runger mig til marv og ben,
skindklædte bønder svinger bil og hammer,
og hvidt og rødt igennem luften flammer.
XIII
Korstolenes tunge egesæder klaprer,
og klerk ved klerk står oprejst i sin grav
med raget skal – om bisperne, de tapre,
de fromme mænd, der løfter stav ved stav.
Mod elfenben blåfunkler ametyster:
"Pro deo et pro patria vi dyster!"
XIV
Hyldest og hærskrig – hvælvingerne runger,
så hele kirken giver koret svar.
Latinen tolkes af de danske tunger.
Skåning og fynbo, jyde, sjællandsfar,
ja, hele folket, det som var, det er der –
eet jubelråb af tusind tapre hjerter:
XV
"Lovbygger! Høvding! Hævner og genrejser!
Er riget plyndret? Bærer Daner Åg?
Gælder det svar påny til Romas kejser?
Vel op! Vi døde glemmer ej vort sprog.
Vi lytter vågent under livets haller,
og kommer straks, o konger, når I kalder."
XVI
Så tier de – og venter – hvalv og pille
står ventende som de, stund efter stund ...
De kongelige gravsten ligger stille;
de store navne blunder deres blund ...
Et skrig af vrede og af smerte jamrer
fra loftets hvælvinger og gulvets kamre –
XVII
Så er det barske genfærdsmylr borte.
I helgenkirken, brugt som lade og stald,
nu et museumshus for kors og kårde,
kyndigt istandsat efter sit forfald,
kan Danmarks konger uforstyrret ligge.
Det var et syn kun. Folket er her ikke.
XVIII
Her famler skuffet kun en sagaskriver,
der fandt sin sagas helligkirke tom –
Søn af et folk, hvor ikkun drømmen bliver,
og sanger i en øde helligdom.
Vor dåd blev støv, og vore løfter løgne;
alt ser jeg klart, med tåreløse øjne.
XIX
For dette rige lyser ingen helgen;
stivnet er vældet af Knud Lavards blod,
Kong Volmers klinge rustet bort i bælgen.
På kongers grave sætter jeg min fod.
Rex Daniæ Valdemarus Legislator –
Borte og glemt. Kong død er triumfator.
*
* *
XX
Volmer hin Unge – Birger og Merete –
Hviler I her? Nu ja, så hvil i fred!
Et skin er det, der sker, som det, der skete ...
En glug i væggen er jeg standset ved –
et glasskrin holder jeg i mine hænder,
mit hjerte hamrer, gråd i mit øje blænder –
XXI
I dette glasskrin, adskilt kun ved glaret
her fra min hånd, ligger en kvindes hår,
en fyldig fletning, underfuldt bevaret
hos død og mulm i syvsindhundred år,
blot sælsomt sprøg og som et tolvværk bleget –
Med denne fletning har kong Volmer leget.
XXII
Tit har han løsnet disse tunge knuder
snoning for snoning ved alkovens væg
og tynget lykkelig de hvide puder,
idet han sænkede sit gyldne skæg,
sin røde mund dybt ned i lokke-mulmet,
for sødt at finde hvad derunder svulmed.
XXIII
Det er den skønne Berengarias fletning,
den onde dronning Beengjærds ravnelok,
lig hampen bleget af den lange tvætning
i dødens flod – dog endnu mægtig nok.
Den fletning har jeg her i mine hænder
og græder ved det, græder, så det brænder.
XXIV
For skønheds fald de første hede tårer;
de springer frem som bloddryp for et stik.
For elskovs død. Vi kysser og vi kårer,
og kraniet venter med sit hule blik.
Dog siden smerter dybere et andet:
At skønhed er en gift, vor lyst forbandet.
XXV
Se, denne fletning, der tilforn omsnoede
kong Volmers vilje med sin sorte pragt,
hans stammes storværk rev den op med rode,
hans egen lov ved den blev ødelagt.
Af frugten sås, hvad der var dulgt i blostret:
I Beengjærds hvide skød blev orme fostret.
XXVI
Den fletning knuged sine slangebugter
om Danmarks lykke. Vi slog kæmpeslag –
ormædte faldt selv vore sejres frugter
for hertugsvig og brodersplid og nag.
Sten efter sten er tabt, guldkronen brusten.
Men så vort sværd da? – Tys! Dèr graver rusten.
XXVII
Os øder ikke nu den store skæbne,
der af de tre blå strømmes styrkebånd
har lagt os lænker. Den som vil, kan væbne
sit væsens frihed, selv med ufri hånd.
Og den som ærligt holder ud i striden,
kan bøje skæbnen bort og modstå tiden.
XXVIII
Nej; det er indefra, vi lægges øde.
Nu, da den store skæbnetime slår,
nu har vi træt gjort op med vore døde
og valgt at visne under trællekår.
Kraft, kærlighed og troskab vorder vejet.
Vi tror – på vrøvlet! Og vi elsker – lejet!
XXIV
O Berengaria, din fletning bliver.
Intet i Danmark er så stærkt som den.
Igår viol, idag de hvide driver –
men ingen vilje, intet værk af mænd.
Saga sit stenbryst over konger hvælver.
Men tom står kirken; og dens grundvold skælver.
Marts 1915. Fra Krigen og Duerne, 1915. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >
Sankt Bent: Skt. Bendts kirke i Ringsted.
|
