Valdemar Rørdam: Vi og vort fædreland. Udvalgte citater (1911-16)
Så langt vi kan se og skimte tilbage gennem tiderne, så længe er fra os folkestrømmen gået udad. Fra Sverige er Rusland erobret, svenske vikinger grundlagde med rigerne i Kiev og Novgorod det nuværende verdensrige Rusland. Norge befolkede Island og dannede de irske kongeriger, norske vikinger var med, da danskerne under Rolv erobrede Normandiet. Danskerne har erobret England fire gange. Første gang da anglerne fra det gamle danske land Angel gik derover med sakserne og var mægtige nok til at give hele landet deres navn. Anden gang da vikinger fra hele Danmark sværm efter sværm tog Nordengland fra angelsakserne og gav det deres navn Danelagen. Tredje gang da Svend Tveskæg og Knud den Store ligefrem samlede England og Danmark under én krone. Og fjerde gang da de danske normanner gik over kanalen og med fransk krigskunst og kultur tog landet fra deres ældre stammefrænder. Fire gange i løbet af 500 år finder vi vort bedste blod indpodet i det blandingsfolk, som har skabt verdens mægtigste rige. Og i endnu ældre tid kom her fra Jylland, fra Himmerland, cimbrerne eller himbrerne, som rystede Europa og truede Rom. Til England, Frankrig og Tyskland, Italien og Spanien har vi skænket herskende stammer. Altid gik strømmen udad, alt for langt ud, som den går den dag i dag. Det er ikke vore dårligste folk, som opdyrker Minnesota og driver frugtavl i Kalifornien.
Nogen indvandring af betydning kendes ikke. Vi og vort fædreland hører sammen fra de ældste tider.
[...]
Det samme land, det samme folk, det samme sprog, én ubrudt linje fra for 4000 år og måske længere siden, da stenalderens jæger- og fiskefolk begyndte at tage fast bolig og den første danske bonde stak den første plov i dansk jord. Han er stamfader til Englands og Frankrigs fornemste adelsslægter, men også til den gamle danske adel og til den borger og bonde, som nu sidder i kongens og folkets råd og styrer med landet. Vi er alle af samme folk og samme slægt, det skal vi huske. Det er ikke et fremmed folks grave, vi ser i de brune høje langs den gamle oksenvej ned over heden, og i de jættestuer og stendysser, som ligger strøet over øernes grønne marker. Det er vore egne forfædre, der hviler ... Intet andet land i Europa har en så ældgammel enhed, en så ubrudt sammenhæng. Og Danmark er det eneste land i Europa, som aldrig har stået under fremmed kongemagt, aldrig har nogen fremmed hersker eller noget fremmed folk kunnet kalde sig hele Danmarks herre. Og trods al modgang og al nedgang står vi den dag i dag som et frit folk i et frit land, det slægt har arvet efter slægt, så langt sagn og saga går. Med rette kalder vi dette land gamle Danmark, vort fædreland, vore fædres og vort eget land. Intet folk i verden har en historisk solidere fædrelandsret end vi.
[...]
Fædrelandet er ikke noget, der kun står i bøgerne eller findes et sted oppe i luften, det er ikke engang jorden og landet og byerne alene, det er dig og mig, det er os allesammen med alt hvad vi tænker og tager os for. Og det er mer endnu, det er dem, der ligger i gravene derhenne ved kirken og dem derude i højene, det er de små børn i vuggen og dem, der skal fødes til næste år og om hundrede år. Det er det sprog vi taler og de sange vi synger og den luft vi ånder og det arbejde vi gør, det er alt hvad vi har arvet af ting og tanker og alt hvad vi efterlader os. Vi kan ikke undgå at røre ved fædrelandet. Det er os selv og dog så langt større end os.
[...]
Der er mange som intet har at give deres børn, hverken gård eller grund, hverken bog eller våben. Giver de dem et ærligt navn, et ærligt sind og to kraftige næver, så giver de dem dog en så god arv som noget menneske kan forlange. Og resten får disse børn af deres folk.
Der er andre, som selv har nok, men ingen børn at give det til. Det er en tung skæbne. Men de har den trøst, at de kan give det altsammen til deres folk, til deres fædreland; så kommer det ikke til fremmede.
I folket har den ensomme sit hjem og den barnløse sit afkom. I fædrelandet har den fattige sin herlige ejendom og selv den ringeste sin fornemme slægt.
[...]
Danmark er Østersøens port, det var vor styrke og blev vor svaghed. På grund af denne vor naturlige beliggenhed så vore forbundsfæller såvelsom vore fjender deres fordel i at svække os. Derfor gav vore sejre tab såvelsom vore nederlag. Det er intet under, at vi har tabt modet. Det er et under, at vi endnu er til, både som stat og som folk. Dette viser en modstandskraft, som under gunstige vilkår atter kan omsættes i udvidekraft.
[...]
Det er to slags umuligheder. Det er umuligt for os at forsvare Danmark mod en stormagt; det vil sige, det er særdeles vanskeligt. Men det er på en grundigere måde umuligt for os at opgive Danmarks forsvar; dermed ville vi nemlig opgive os selv som folk. Det folk, som frivilligt opgiver sin frihed og modstandsløst udleverer sit land, vil fra den stund stå som et udskud blandt alverdens folkeslag; det vil visne af skam og aldrig rejse sig mere. Det folk derimod, som ved med sig selv, at det har gjort sin pligt og hævdet sin ret med anspændelse af alle sine evner, det er, skønt overvundet, uovervindeligt.
[...]
Den danske nationale fællesvilje blunder endnu. Hvor længe tror man, den får lov til at blunde og dog leve. Samling er nødvendig; større fart, orden og nøjagtighed til handelskraft – og krigskraft! Og større åndskraft, gennemtrængende alt. Kun da kan vi værge vor verden og give den vækst. Men da kan vi.
Hvor bliver han af, den geniale byder, som skal lære os lydighed under et stort mål?
[...]
Spørgsmålet, det store spørgsmål, er om vi får tid; om vi får tid til at genrejse det danske folks folkelige bevidsthed og vilje, før uvejret er over os. År for år har vi truslen nærmere; ofte ser det ud som om vi for sent vil få svaret rede. Deraf det angstens højtryk, hvorunder vi arbejder på en ellers sikker sag. Dersom vi får tiden dertil, de år vi endnu har brug for, er jeg vis på, at selvopgivelsens gift skal blive uddrevet af folkets hjerte. Det unge Danmark står rede til at løfte fædrelandet over partierne. Måske vil partierne revne ved det tag. Så lad dem revne! – lad dem revne tilhobe, der vil intet være tabt for andre end dem, der har deres levebrød som fodermestre i denne cirkus. Enhver ser jo, hvorledes kun hårkløvende programmer og skarp indpiskning endnu holder sammen på masserne. De gamle partiers bærende idéer er forlængst bristede; nye idéer, nye meninger, nye interesser, moralsk, økonomisk, politisk har frembragt nye samlinger og nye skel på tværs af de gamle. Man har kun ikke vovet at give de nye virkeligheder nye navne. Men også navnet har sin betydning, man farer ikke ustraffet under falsk flag, lader ikke uskadt handling og ord gå til hver side. Partier er nødvendige, men de partier, som deler sig efter døde idéer, ligforgifter folkesjælen.
[...]
Når vi nu gang efter gang til Rigsdagen har valgt eller i regeringen støttet folk, som ikke var deres stilling voksen eller endog bragte ulykke og skam over landet, skulle det mon så ikke have sin grund deri, at vi selv har glemt at skelne, først mellem et dygtigt snakketøj og en dygtig mand, dernæst mellem de mænd, som duer til små ting og dem, der duer til store ting? Har vi mon ikke, når der endelig var en mand, hvis evner løftede ham over mængden, glemt at spørge, om han tillige var en retskaffen mand, regnet det for noget mindre væsentligt. Og kom der en sjælden gang en mand, som var både retskaffen og dygtig, har vi så ikke glemt at minde ham om, at heller ikke dette var nok, at den, som stilledes over alt folket, måtte være uegennyttig, ikke blot på egne vegne, men også på sit partis, måtte i afgørende øjeblikke kunne sætte partiets interesser tilside for helt at gennemskue fædrelandets og tjene dem?
Har vi ikke haft en tilbøjelighed til at foretrække den, der smurte os om munden med smukke talemåder fremfor den, der sagde os sandheden usminket? Har vi ikke enhver i sit parti, været med til at udskyde en eller anden fremragende dygtighed, fordi han så større på tingene end vi selv, har vi ikke gang på gang været med til at erstatte en sådan mand med en ringere, blot fordi denne ringere mand var partiets lydige tjener?
[...]
Jeg tror, vi kunne tåle en ordning med lidt færre rigsdagsmænd og lidt flere mænd i rigsdagen. Det ville være et systemskifte. Færre love, og flere love, som folket kunne læse, og leve gavnligt efter. Her brøler man fra alle kanter på frihed – og så har dog folket aldrig, hverken under adelsmagt eller enevælde, været trælbundet, været hjælpeløst uvidende udleveret som nu, hvor et lillebitte fåtal af førere, et ganske uansvarligt finansudvalg afgør alt i hemmelige udvalgsmøder, hvis beslutninger rigsdag og folk har at finde sig i. Én politisk frihed har vi brug for, vælgernes frihed til at skifte stilling efter saglige hensyn, førernes frihed til i spørgsmål vedrørende hele landets fælles interesse at lade partiers fordel træde i anden række. Denne frihed er det, som til dato har gjort England rigt og mægtigt og æret alverden over. Den frihed har vi brug for og må vi indføre, om vi skal undgå udslettelse.
[...]
Med lov skal land bygges. Således lyder indledningen til kong Valdemars Jyske Lov af 1241. Og det er rigtigt – hvis man forstår det rigtigt.
Med lov menes en fast retsorden. Uden den bliver folkelivet forvirret, og staten svag. Men et folk kan have lovparagraffer i tusindevis, ja endog to grundlove samtidig uden dermed at have sikret sig den lov, som bygger landet. Kun hvor livet er det første og loven det levende indholds faste form; kun der hvor loven støtter sig til og styrker folkets sind og gerning; kun der er det gamle ords krav fyldestgjort. Den gode lov er folkets optegnede erfaringer om, hvad der tjener det bedst.
[...]
Sidst men ikke mindst må det huskes, at et folks instinkt – hvis det er sundt vel at mærke – tit finder udvej og fremvej bedre end selv den mest omfattende kundskab og den skarpeste forstand skilt fra instinktet – for slet ikke at tale om partipolitikken, der ofte ledes, hverken af kundskaber eller forstand eller sundt folkeligt instinkt.
[...]
Nemt er det ikke at være dansk tilgavns; men for dem, som er det tilgavns, er det er stort eventyr og en stolt virkelighed at holde ud her og gå frem trods alt, for et folkefrit og folkeværget Danmark, et storsindet og mandskraftigt Danmark, som den dag, verdensuvejret bryder løs, er stærkt nok til at bære sit frie sind frelst gennem ildbølger og stålmure ud i den tid, som dog lysner bag det gudernes tusmørke, vi lever i!
[...]
Det folk, som tør dø, skal leve; og det folk, som ikke tør leve, skal dø.
[...]
Hvor der er vilje, er der vej, både i arbejde og i kamp. Lad os da prøve den erfaring, lad os elske vort fædreland, vort gamle Danmark, således at vi arbejder for det og forsvarer det af alle kræfter, således at dette kan blive vort eftermæle:
Det var umuligt, men de gjorde det.
Citater fra Rørdams foredrag holdt i årene 1911-16 i Det tredie Standpunkt, 1938. De vigtigste taler optrykt i Dansk Liv, 1938. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >
|
