Valdemar Rørdam: Danmark (1908)

Sorgløst kan vi ej synge dit navn,
Danmark!
Der bløder sår, og der brænder savn –
Den sang kan tvang dog ej stænge.
Den er i hvert slag, vort hjerte slår,
stærkere nu i dag end i går.
Vi har elsket dig længe, Danmark!
i tusinde år.

Skæbner skifter med tidernes gang,
Danmark!
Men aldrig tav i vort sind den sang:
Du er vor elskov og ære.
Og aldrig klang det fra mand til mand,
som da du faldt ved afgrundens rand:
Dig vil alle vi bære,
Danmark,
vort levende land!

Det klang fra mejsel og murske og plov,
Danmark!
fra nybrudt ager og genskabt skov
op mod de drivende skyer.
Det sang, hvor maskinernes kulrøg foer,
bruste i hver ny dampers spor
ud fra havne og byer:
Danmark,
det frugtbare, gror.

Stride strømme og storhavs brus,
Danmark!
det lufter frisk i det grønne hus
ud mod alle de kyster.
Men alt, hvad vi henter af guld og gavn,
bringer vi hjem fra fjernest havn,
kaldt af bølgernes røster,
Danmark,
her hjem i din favn.

Frit fra sagas ædgamle gry,
Danmark!
vort arbejds land og vor lykkes ly –
nu stiger stormende floder.
Men sønnernes vagt omkring dig står,
frit skal du bo i din arvede gård,
du vor blomstrende moder,
Danmark,
i tusinde år!

Fra Under aaben Himmel, 1908. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >