Valdemar Rørdam: For Danmarks frie flag (1907)

I sommersol og blæst,
i vinter af nordvest,
med hav og himmel favnes det land vi lider
bedst.
Lad bygerne kun slå,
lad havet bruse på,
her er så frisk at ånde og så frydeligt at gå.
Af disse jævne marker og denne stolte sø
har dansken lært i tusind år at leve og at dø.
Fra Hammeroddens fjæld
til revlens hvide sand:
Vort folk, vort fædreland!

Det sprog, der vokser her
i kamp med vind og vejr,
det løfter som en bølge, det bider som et sværd.
Af tænker og af skjald
gjort smidigt i sit fald,
det magter nok at ramme og at rejse, hvad det skal.
Det hvisker over vuggen med barnets lille navn
og gynger folkets fortid og dets fremtid i sin favn.
Thi alle slægters blod
er udgydt i dets skål:
Vort sprog, vort modersmål!

Vind Slesvigs tabte val
igen fra klit og al!
Bag nederlagets fjældmur lød Haddings hanegal.
I verden ingen ven,
hvert løfte vejret hen –
så vær dig selv, og bær dig selv, og vis, du
lever end!
Endnu mens krigens tåger lå tungt om land
og by,
gik Danmark ud i arbejdsdragt mod nye tiders
gry,
og skovl og spade klang,
og tusind kilder sprang –
Nu gror den grønne vang.

Se skrankerne fra før
de faldt som visne rør,
læg mand og forsker mødes i livets åbne dør.
Hvem skelner fin og grov
i fædrelandets hov?
Hver husmand øger folkets arv som Gefion
med sin plov.
Og pælene på grænsen, de står, men standser ej,
det nye Danmark når så langt vor livskraft
bryder vej,
så langt som køl og hjul
når ud i fremsyns spor –
helt rundt den rige jord!

Ved Stillehavets strand,
i stjernebanrets land
har dansken vist med ære hvad dåd han vil og
kan.
Og dog, hvad alt vi når
af større kunst og kår,
vort hjerte, det har hjemme i vor moders frie
gård.
Et stumpet stykke muldjord bag klitters lave
skjold,
men stort af hav og himmel og af minder
tusindfold.
Her står vi hos os selv,
her arvtog vi vor æt
med fri mands pligt og ret!

Og truer os en dag
en pansret næves tag,
da rejser vi for Danmark vor skønne gamle flag.
På tab af guld og blod
kan tiden råde bod,
men overgir et folk sig fejt, da rådner folkets
rod.
De andre er de stærke, dog skifter sol og vind,
og genfødt spirer fremtid af det frelste frie sind.
Kun broderlig stå fast
i flagets flammeskær:
Eet sprog, eet folk, een hær!

Vort løsen er: Trods alt!
Når Danmark har os kaldt,
så står vi eller falder, som Dybbøls kæmper
faldt.
For fædreland og sprog,
for dansk i mund og bog,
for kongeborg og bondegård, for hjemmets
mindste krog.
Vi ved, et fjæld kan sprænges, og tvinges kan
en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det
selv.
Med penge, liv og blod
til sidste åndredrag
for Danmarks frie flag!

Fra Den gamle Kaptajn. Fortællinger fra vor sidste Krig, 1906-07. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >