Valdemar Rørdam: Redaktør Jessen (1906)

Der er styrtet en eg i den stormslagne lund,
der er vej, hvor den vældige stod.
Der er tomt, der er tyst, og vi standser en stund
med et suk ved den oprevne rod.

Det var høvdingefald. Slig en lod har han haft
og fortjent. Lad en træl søge hvil!
Som en stålbue sprang denne kampslidte kraft
under sang af den susende pil.

Ved en groendes død kan man klage med gråd
over gerning, som aldrig blev gjort.
Ved den dådfuldes død skal man sørge med dåd,
følge væbnet til dødsrigets port.

Har du elsket hans ild eller frygtet hans trods?
Han var mand og han kendte sit mål.
Denne trods var mod tvang: »Der er trampet på os!«
Der skal ild til at stride mod stål.

Der er klogere mænd, som har døren på klem.
Han foragted et haltende håb.
Han var skabt som et sværd og gik skærende frem
med sit hvasse retfærdighedsråb.

Om det hjalp, dette råb? Det blev hørt i hans folk,
det blev hørt i de mægtiges hal.
Det var dansk. Det blev hørt. Han var talsmand og tolk
for de kæmpende. Det var hans kald.

Og hans tale var sød som af blomstrende lind,
den var salt som af blæsende sø,
den var dansk som han selv, dette fribårne sind,
dette hjerte, som nu måtte dø.

Der er styrtet en eg. Det var stormen tilpas,
men der spirer ti ny, hvor den stod.
Og den stærkeste gror til at fylde sin plads.
Hvad kan stormen? Kun styrke dens rod.

Fra Stumme Strenge, 1906. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Valdemar Rørdam >