Henrik Pontoppidan: Det danske landskab (1889)

Ingen dristigt svungne linjer, ingen himmelstormende tinder eller svimlende afgrunde. I tunge, fede muldbølger skyder landet sig frem fra stranden og bærer små skove, landsbyer, kirker og møller på sin brede ryg, eller det reder trygge lejer for trægt flydende bække og sindige åløb. – En stille sommeraften, når den styrkende sol lægger et skær som af smeltet smør over hver lille vandpyt; når kirkerne rundt om på bakkerne begynder at kagle som høns, der lægger æg, og når rundkindede piger går syngende henad markstierne med mælkeåget over de kraftige skuldre; når rødhovede karle lunter fra landsbyerne på ryggen af tunge heste med træskoen lystigt dinglende ude på stortåen; når moserne begynder at brygge og engene at spinde, og frøerne at dreje deres kværn – kan man tro sig hensat til selve slaraffenland, hvor alt ånder fred og evigvarende lykke.

Fra Ilum Galgebakke, 1889. Læs mere om Henrik Pontoppidan >