Henrik Pontoppidan: Opgør med radikalismen og Georg Brandes (1912)

 
Den 4. februar
 
(Til Georg Brandes’ 70 års fødselsdag)
 
Vi stod der med fakler, med faner, orkester
for at fejre en ven, for at hylde en mester.
Men han var forsvunden, - var hemmelig flygtet
for vennernes tak og de velmente fester.
 
Man har spurgt; man har skumlet. Selv ved jeg ej grunden,
men jeg hørte en fugl tage bladet fra munden,
en natfugl, en ugle. – Jeg lytted til skriget
et angstfuldt minut mellem vågen og blunden.
 
Hvad blev der – så skreg den – af riget, han skabte?
I grus er det sunket! Og tavshed og øde
nu græsser på tomten hos fredløse døde!

Den sandhedens sol, han på himmelen satte –
hvem bragte den glæde? Til hvem gav den styrke?
Han råbte ”Bliv lys!” – og der voksede mørke.

Den vårstorm, han rejste i ungdommens sind,
de blomster, der mylred af jord, hvor han trådte,
nu driver i luften som lumrende vind.

Det kundskabens træ, han har plantet i landet,
som favned så vidt over fjorde og bugter,
forgifter nu folket med ormstukne frugter.

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig på kærlighedsgaven
og åd med hver lysten gorilla i haven.

Af herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et luftsyn den var – og nu sank det i jorden.
Ingen har sørget, og ingen vil klage.

Hvad under, han gøs for det festlige møde
og vendte sig mismodig bort fra sit værk! –
Jeg tænker, han fejrer sin dag med de døde.

1912. Her efter Børge Andersen (red.): ”Henrik Pontoppidans Digte”, C.A Reitzels Forlag, Viborg 1999, s. 40. Den version, der tryktes i Politiken 4. februar 1912 var lettere revideret. Venligst indsendt af Peter Lindskov. Læs mere om Henrik Pontoppidan >