Axel Olrik: Den nordiske nationalitetsforskel i sin tidligste fremtræden (1898)
Her er områder af nordisk heltedigtning, hvor vi endnu ikke er nåede til bunds. Men allerede blandt de sikre data viser der sig en kendelig karakterforskel mellem de nordiske folks digtning. Og denne karakterforskel falder væsentlig – men naturligvis ikke fuldstændig – sammen med forskelligheder i nationalkarakter, der består ned gennem tiden. Personerne i hvert folks digtning vil vi kunne godkende som nationale typer den dag i dag. Vores danske Starkad kan ikke træde anderledes frem end som den jævne og uanselige gamle stridsmand, som ingen regner for noget; og først når han sættes på prøve, viser det sig, hvad han dur til. Rolf har karakteriseret sig ved at sætte tålmod som den højeste dyd. Vore helteskikkelser har Uffe-den-Spage-naturen: de ruger længe over en tanke, før de udfører den, og helst skal et ydre tryk drive dem til handling. Kong Ingjald udtrykker den danske magelighed, og der skal et kraftigt tag for at vække ham; men selv med ham har skjalden det aldrig grånede håb, at ættens store evner skal komme til frembrud. I dyder og i lyder vil man kendes ved disse personer som danske. [...]
Hvorom alting er, heltedigtningen har åbenbaret os nationalitetsforskel, ikke blot i sin spire, men i sin fulde udfoldelse. Når den i det ældste digtningstidsrum, altså i vikingetiden, havde denne kraft, må dens udspring gå længer tilbage i tiden. En betydelig litteraturhistoriker har nylig fremstillet det således, at det er vikingetiden, der har givet de tre hovedfolk i Norden deres præg, alt efter den løbebane, den åbnede for hvert af dem. Min undersøgelse peger på, at spiren må søges langt tidligere. [...] Også de arkæologiske forhold taler imod den ældre tro på, at en nordisk nationalitet har holdt sig ensartet langt ned i tiden. Denne teori slog til, så længe man opfattede nordboerne som et forholdsvis ungt indvandrerfolk, måske kommet ved asernes indvandring, der omtales i de gamle skrifter. Nu skyder oldforskerne tanken om en stor indvandring fra sig og hævder tilværelsen af en hjemmevokset befolkning, i hvert fald fra bronzealderen af, måske fra den yngre stenalder. Altså må landenes forskellige naturforhold have præget folkene gennem århundreder. Resultatet er da, at vi må opfatte de nationale forskelligheder som en tidlig stor og betydningsfuld faktor i udviklingen. [...]
Netop fordi der er nationalforskel, i stil og smag og tankeverden, kan der stadig skabes nyt, når en digter udbreder sig til andre egne; og netop fordi der skabtes nyt, blev livet så rigt for vore forfædre. Denne stadige udveksling mellem de i sprog og ånd beslægtede folk er en grundlov for nordboernes liv. Vikingetiden er ikke blot spaltningens tid, men også foreningens, hvor modsætningen afslibes og ulige former sammenpasses.
Fra foredraget Den nordiske Nationalitetsforskel i sin tidligste Fremtræden afholdt 1898 på det nordiske filologmøde i Kristiania (Oslo). Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Axel Olrik > |
