Hans Olrik og C. N. Starcke: Træk af nationalkarakteren (1900)

Et lands historie præger folkets temperament ved at øve sin indflydelse på de beslutninger, der bestemmer det offentlige liv. Således finder vi i det danske sind en livsfølelse, hvis væsen er sammenhæng og harmoni, ikke den overstrømmende livskraft, der nås gennem sammenholden af modstridende elementer, men den vegetative enhedsfølelse, som ubevidst opstår af de fundamentale livsprocessers sunde og uforstyrrede gang. Modsætninger og strid i folket gør i virkeligheden ikke stærkt indtryk, man "tager sligt med ro", fordi man rent instinktmæssigt vedbliver at regne med folket som væsentlig en enhed og ikke tror på nogen fare for den nationale helhed.

Fraregnet de forskellige bondeopstande i slutningen af middelalderen og i Grevens Fejde, af hvilke endda kun den sidste ramte hele landet, har det ikke kendt nogen voldsom socialpolitisk tvedragt. De sidste tiår har måske skåret dybest ind folkets enhedsfølelse. Men selv da had og bitterhed føltes stærkest mellem de modsatte lejre, kunne en mand, der særlig har besiddet evnen til med et ord at ramme hvad tusinder kun uklart følte, udtale dette: Et folk skal ikke ønske sig enighed; thi netop i striden bryder det sig, der er noget værd.

Denne dybe og uforstyrrelige enhedsfølelse fremkalder en sund og glad grundstemning som ytrer sig i velvilje mod andre mennesker, forekommenhed og gæstfrihed mod fremmede og fremfor alt et lyst blik på livet, med en egen tilsætning af lun humor. Denne danske humor går som en rød tråd gennem vort åndsliv, lige fra middelalderens vittige skæmtesange til 19. århundredes forfattere; selv i romantikkens tid fornægter den sig ikke, og i folkets daglige liv giver den ofte samtalerne et eget præg: under rædslerne på Dybbøls skanser glemte vore soldater ikke deres vittigheder.

Særdeles betegnende for vor almues tankesæt og udtryksmåde er følgende lille ordskifte mellem to landsbyhåndværkere, der var ved at hvidte en kirke: "Tror du, at Gud har skabt verden i 6 dage?"– "Ja, det tror jeg nok; men den er da også gjort derefter!" Dette jævne danske sind tager livets gang, som den kan falde, men er derfor heller ikke altid tilstrækkelig klar over, hvad der truer, og hvilke kræfter man har til at afværge farerne. Den flegmatiske ro kan derved stundom træde frem som en vis letsindighed og har mere end en gang givet vor politik en sangvinsk karakter. I vort århundrede har dette på den mest skæbnesvangre måde vist sig udadtil i vor mislykkede politik 1850-64 og indadtil i den måde, hvorpå forfatningskampen indledtes af Folketinget efter 1870. En del af vore sørgelige historiske erfaringer skyldes fejl, der således bunder i vor folkekarakter; de fleste skyldes ganske vist vor beliggenhed: uden mulighed for selv at udvide vor nations område og stadig presset af andre folk, som voksede sig stærkere og stærkere.

Ved disse historiske erfaringer, som har gjort de sidste par århundreder til en stadig og hurtig indsnævring af vort statsområde, har vor grundstemning fået en stærk tilsætning af melankoli. Det ideale billede af en menneskelig sjælsudvikling, som hyppigst og umiddelbarest skildres af vore digtere, er den trofaste og sagtmodige ven, som ikke svigter i modgang og trods al nød bevarer håbet så vidt, at modet til at leve videre holdes oppe. Modig er danskeren; det viser vore krige mod overmagten og sønderjydernes nationale kamp. Men det er det defensive, der på alle punkter præger grundstemningen; sejt og sparende sine kræfter, for at de kan holde ud i de lange år, skyr den danske alt det voldsomme og stærke, som sætter kraften ind på en gang og måske sejrer ved den forøgede koncentration, men muligvis og langt sandsynligere knækker halsen eller i det mindste fører til udmattelse.

Det er småkårsfolks arbejde for et jævnt, dagligdags mål, som præger vort offentlige liv; rigmandens dristighed eller spekulantens stræben efter den store gevinst ligger os lige fjernt. På afgørende vendepunkter i vor historie har dette kunnet træde frem som vor svaghed og kilden til vore ulykker; men i det store hele har det været de egenskaber, der har passet bedst for vore forhold. I de store krige i det 17. århundrede, hvor Danmarks nedgang endelig besegledes, var folket uvilligt til at bære krigens byrde, medens vore fjender, dengang svenskerne, villigt bar alle byrder som et lystigt eventyr.

Men hvor sørgeligt det end kan være at se hine tiders matte befolkning, må man da vel spørge sig selv, hvad følgen ville være blevet, om vi havde kunnet vækkes til ildfuld begejstring og havde sejret i en kamp, der dog ikke kunne have bragt nogen national vinding. Muligheden for at friste ud i en kamppolitik ville under de forhold, naturen har sat for vor tilværelse, have skabt udsigten til at gå helt til grunde, når det nødvendige tilbageslag engang var kommet.
I vore dages historie har denne prægning af vort folks temperament fået sit sidste yderligere eftertryk. Der er nu kun ganske svage rester af storhedsdrømme. I århundredets begyndelse og ved dets midte var endnu fristelsen stærk i store kredse af befolkningen; men dels har modgangen vist os, hvor lidt vi kunne nå ad den vej, dels har vor fortsatte beståen som et selvstændigt folk trods alle ulykker styrket troen på det trofaste sammenholds og det jævne arbejdes betydning. [...]

Men i den harmoniske grundtone skjuler der sig rigtignok en vis svaghed. Den humor, hvormed man møder alt det værdige og stormende, er ikke alene et vidnesbyrd om sund sans, men kan også være udtryk for en uformuenhed, der ikke magter den energiske tilspidsning; man afviser det overordentlige, fordi det kræver en stærkere anspændelse end ens natur er anlagt for, og man er tit altfor bange for at være begejstret og give sig hen.

Den udvikling, historien har givet vort folks temperament, går således i sine væsentligste træk i samme retning som den, de elementæreste naturforhold angiver, kun at den melankolske, vemodige undergrund er blevet stadig mere blottet, i stedet for at en modsat historisk erfaring rimeligvis kunne have fremelsket det sangvinske og letsindigt overmodige.

Fra disse grundbestemmelser finder en mangfoldighed af andre træk hos det danske folk sin forklaring. Vi har altid været en enhed, men netop derfor er enhedsfølelsen væsentlig kommet til bevidsthed udadtil, ved modsætningen til fremmede. Hjemme hos sig selv er den danske mere sig selv end borger i en stat: han hygger sig i slåbrok og tøfler, vil have lov til at strække sig så langt hans natur siger ham, og er ikke opflammet af mindet om mægtige fyrster og vældige erobrere; alle er inden for rimelige grænser så tilpas ens. Der er med andre ord noget hyggeligt, familieagtigt ved det folkelige liv.

Vore enevoldskonger stod som regel folket meget nær; de færdedes uden følge hvorsomhelst, medens de franske enevoldskonger måtte omgive sig med vældig eskorte. Czar Peter sagde brovtende til Frederik IV: "Jeg kan befale enhver af mine mænd at kaste sig ned fra Rundetårn, og han må gøre det" – "Og jeg", svarede Kong Frederik, "kan lægge mig til at sove med hovedet i enhver af mine undersåtters skød". [...]

Snildhed er den svages våben. Men den svage nødes ofte til at anvende sin snildhed fra dag til dag, dvs. til mere at rette sine anstrengelser på at klare sig ud af øjeblikkets forlegenhed end til at rette sit blik mod en fjernere fremtid. Der udspringer heraf en mangel på forudseenhed, som ikke i og for sig er vidnesbyrd om bristende evne til at se længere frem, men snarere om bristende magt til at indrette sig derefter. Man samler på denne vis en mængde erfaringer om nytten af således at begrænse sig og nøjes med det nærmest foreliggende, men ingen eller kun få om nytten af at vove og lade stå til. Der skabes hverken vane til eller øvelse i at se stort og vidt på tingene.

Vor politiske historie har således ofte været en leven fra i dag til i morgen; ingen større tidsafsnit i vor historie viser os en bestemt opfattet og stadig fastholdt politisk tanke. I vore offentlige anlæg og bygninger godtgør det samme sig; ofte er de selv efter kort tids forløb ikke længere hensigtsmæssige. Tilsvarende går det også i det private liv: de fleste foretrækker at leve sikkert i mindre forhold fremfor at stræbe efter det store og lide skibbrud.

En sådan udvikling af intelligensen og livsmodet stemmer godt med den trofaste og sindige grundstemning i temperamentet. Men det åbner også vejen for det smålige, så afsmagen for det store, det stærke og voldsomme mindre bliver udtryk for en mistanke om dets mangel på ægthed og virkelig værdi end for en misundelig uvilje mod det, som rager frem over en selv. Store mænd har ganske naturligt en vanskelig stilling i et lille folk, fordi deres virkemidler bliver begrænsede ved folkets lidenhed. Det gælder ikke mindst i Danmark. Den hurtige stigen vækker modstand.

Lidt efter lidt skal man i Danmark vokse frem til en anset stilling, om man skal mødes af forståelse og sympati. Flere fremragende mænds skæbne er talende vidnesbyrd herom [...]

Den hjælpsomme forståelse for det svage, den bramfri gensidige støtte er dyder, som hjælper over mange vanskelige punkter i livet, men som ikke ville kunne udfolde sig, hvor den stærkere personlige stræben fandt mere indpas.

Hos de store nationer er der i det offentlige som i det private liv råd til et spild af individuel kraft, som det lille folk ikke ville kunne tillade sig uden at gå til grunde. Hvor mange dumheder kan historikeren ikke påvise i et stort folks politik: dets storhed og, trods alle misgreb, voksende magt og fremgang skyldes mere dets naturlige forhold og befolkningens mængde end dets fremragende kløgt. Hvor tusinder falder er der millioner til at træde i stedet.

Et lille folk som vort må bøde for hver fejl, det begår, det må søge fremad, ikke ved at udvikle viljen til at ofre legioner for de øvriges vel, men ved at standse de forrestes fremadilen, til man kan få alle med. I et lille folk er det både nødvendigere og lettere end i et stort at få alle enkelte med i nationens kulturliv. Opdragelsen bliver derfor hos os mere ensartet, og skolen mere folkelig. Man arbejder mere på at sprede dannelsen, end på at frembringe enkelte drivhusprodukter. Den mangel på storsyn som kan vække vor misstemning, når vi ser den som ængstelighed ved at vove at gå frem, tager sig helt anderledes ud, når vi ser den som udtryk for, at der foregår et arbejde nedefter for at hjælpe de små og svage fremad, et arbejde som kræver al ens omtanke.

Man har kaldt os et konservativt folk. Det er med den her nævnte ret man kan gøre det. Vi er ikke konservative i den forstand, at vi gerne bliver ved det gamle selv om det er slet, blot fordi det er tilvant. Vi er konservative, fordi vi ikke har nogen lidenskab for at skynde os fremad; vor historie er så godt som fri for revolutioner; de sociale kampe er blevet ført gennem lange tidsrum.

Bøndernes opvågnen til politisk liv gik for sig uden voldsomme brydninger, og derefter har de langsomt, men bestemt taget deres sager i deres egen hånd, så Danmarks rigsdag nu tæller et overmåde stort antal af bondestanden og mange af de ledende mænd tilhører denne stand. Socialismen har i Danmark mistet sin revolutionære tilspidsning, og til den ro, hvormed arbejderne har ført de store kampe i de sidste år, kender intet andet land noget sidestykke. Det står i forbindelse hermed, at anarkismen er ganske ukendt herhjemme.

Som et folk bliver, der har nok at gøre med at dæmme for havet og skærme sine marker mod sandflugten fra naboerne, således er de danske; vi har omtanke og udholdenhed nødig til dette arbejde og må lade andre om at sætte deres kræfter ind på at bygge store slotte og anlægge prægtige lysthaver.

Fra kapitlet Den nationale Bevidsthed fra Danmarks Kultur ved Aar 1900. Genoptr. DIH Kildebind s. 354

vegetativ: i sig selv hvilende, stille

tvedragt: konflikt

sangvinsk: sorgløs, optimistisk

friste ud: holde ud