D. G. Monrad: Fortsat kamp (1864)

Vi må vide, at i et land som vort, hvor vi har en armé og en mængde officerer, der kun er kort uddannede, ligger det i sagens natur, at man så at sige i begyndelsen må kæmpe slet, men deraf følger ikke, at man skal blive ved at kæmpe slet.

Det kan ikke siges, at vor modstandskraft er brudt, det kan ikke siges, at vi ikke skulle være i stand til yderligere fortsat kamp; næsten overalt, hvor så store ofre har måttet bringes, er freden sluttet i det overvundne lands hovedstad, men ikke før. Jeg peger hen på en kongeskikkelse, der tilhørte det forbigangne dynasti, på Frederik den Tredie; dengang da alt var taget, og kun København var tilbage, da sagde han ikke: Nu er min modstandskraft brudt, nu må jeg opgive det hele; men han sagde: Jeg vil dø i min rede! Men København nu ligner ikke København for 200 år siden.

Mine herrer! Jeg frygter for, at denne fredsslutning, og det har jeg sagt tidligere, vil være Danmarks dødsdom. Vi ser jo, hvad traktater har at betyde, de sønderrives som løse blade; hvad betyder indgåede forpligtelser, de rives itu efter bedste tykke. Læg mærke til den nye folkeret, der gør sig gældende. Når man tror sig ret sikker og mener at have mange store magter, der står en inde for noget, der har anerkendt noget, og det så kommer til stykket, så siger den ene: Ja, jeg har ikke ene påtaget mig denne forpligtelse; dersom de andre vil overholde den, så vil jeg gå med; således siger de alle, og så går ingen med. 

Der er et nyt princip, der har begyndt at trænge sig frem i ordningen af de europæiske forhold, der, måske også på grund af, at tiden mere og mere får en demokratisk udvikling, vil få større og større betydning, det er nationalitetsprincippet, folkelighedens princip. Der er folkeligheder, som består, og folkeligheder, som går til grunde; der er folkeligheder, hvorpå dødsstemplet sættes.

Men er det ikke, som om i den europæiske bevidsthed dødsstemplet sættes på den danske folkelighed, når 2-300.000 af vore danske slesvigske brødre gives hen til deres værste fjender? Er det ikke, som om dødsstemplet er sat på den danske folkelighed, og at vi forgæves vil påkalde nationalitetsprincippet for at frelse det øvrige? Tror man, at der, når det efter nogle års forløb viser sig, at det er gået godt med at beherske disse stille danske, da vil rejse sig større forundring over, at man atter tager 5-600.000 ind under sig? Den grundsætning, at det danske folk har lov til at være sammen og leve sammen, at den danske nationalitet har lov til at bestå, er ikke blot anfægtet, men dødsstemplet er sat på dansk folkelighed og nationalitet.

Jeg frygter for, at det vil være umuligt for dette lille land, der bliver tilbage, at bevare sin politiske selvstændighed; jeg frygter for, at man, i sine bestræbelser for at bevare sin politiske selvstændighed og derved undgå en ulykke, skal styrte landet i en endnu langt, langt større ulykke, nemlig en deling efter Storebælt. Dersom noget skulle kunne siges at ligge for, eftersom begivenhederne går, da siger jeg, at dette vil stå som det sandsynligste.

Det er disse grunde, hvorfor jeg ikke ser mig i stand til at give mit "ja" til fredsslutningen, hvorfor jeg med frejdig overbevisning om, at jeg har handlet således, som jeg selv måtte finde at være rigtigt, handlet, ikke efter nogen opbrusende følelse, men efter moden overvejelse, afgiver mit "nej".

Af folketingstale, november 1864. Genoptr. DIH Kildebind s.217. Læs mere om D. G. Monrad >

eftersom ...: som udviklingen tegner sig