Vilhelm la Cour: Nationens ret (1918)

Anvendelse af nationalitetsprincippet kan kun gennemføres, hvor et nationalt krav er historisk begrundet, moralsk berettiget, økonomisk forsvarligt og politisk gennemførligt. Vi skal se på betydningen af disse fire ting.

Når vi rejser det sønderjyske spørgsmål, står vi ikke alene. Vi handler slet og ret ud fra tidens ånd. Vi ønsker det den samme løsning, som vi ønsker de mange beslægtede problemer rundt om i vort hærgede Europa. Med hvilken rimelighed kan vi da, når lejlighed byder sig, kræve en genforening? Lad os punkt for punkt gå de fire betingelser igennem.

Er vort krav historisk begrundet? For at sige det straks: jeg kender overhovedet intet bedre begrundet historisk krav! Vi kunne gå rækken af nationer igennem fra nord til syd og fra øst til vest – vi finder ingen, der i alder og alders hævd kan jævnstilles med vor.

Vi var med til at bygge England. Vi havde århundreder bag os, før Frankrig og Tyskland fik bare nogenlunde den form, som middelalderen fæstede – og den nyere tid delvis atter opløste. Mere end to menneskealdre før Norge samledes, holdt vi vor første grænsevagt på Dannevirke. Da Sverige blev et rige, havde Ejderen gennem endnu flere generationer strømmet mellem et frit Danmark og saksiske-vendiske folk på den anden side.

Det er vel sandt, at det er vor lidenhed og vor afsondrede beliggenhed, som er grunden til denne vor hæder. Men disse to ting har også betinget andet. Vi har ikke alene statsligt, men også nationalt til alle tider været os selv. Vi har ikke kendt folkeblandinger som de store riger derude. Vi er det reneste blandt gottonske folk. Vi er det stærkest sammenlevede – i godt og ondt. Endnu står skåningen i sind og sæd sjællænderen nærmere, end han står uppsvensken. Og uforfalsket, ægte, ravdansk lever vort folk for sønden å, milevidt ud over den grænse, som vold og uret har rejst for os.

Denne Sønderjyllands historiske danskhed er ikke et foster af dokumenter og fredsslutninger. Den er vågnet med selve jorden dernede. De første råb i skovene langt tilbage i tidernes gry har bragt vor stemme ind i stilheden. De første hilsener langs vejene har talt vor tunge. De første både på fjordene har båret vore folk. Vi har tuet gravene – fra den grå old til denne dag. Vore arme har værget grænserne. Vore jarler har budt over styrkerne. Vore klokker har ringet de første kirkegæster sammen.

Findes der historiske realiteter, så er Sønderjyllands danskhed en historisk realitet. Kan et nationalt krav begrundes ad historisk vej, så spørg os kun, om vi har et! Hele fortiden vidner for os!

Men er vi nu i dette øjeblik – berettigede til at gøre kravet gældende? Hvem skulle have større ret? Har De hørt noget stærkt, noget prægtigt, noget rent ud dansk og intet andet – spørg om det ikke havde sin kilde i dette mærkelige, omstridte, dyrekøbte land! Nævn mig en mand, som i de sidste menneskealdre har været en forkæmper for dansk ånd og tanke – uden at have fået præg eller modtaget indtryk eller fyldt sit hjerte med det, der strømmer til os fra vore landsmænd dernede. Ingen. Her har vi set, hvad stål der er i vort folk. Her har vi lært, hvilke mål vi kan sætte for vor vilje. En tusindfold rig gave har trofastheden skænket os; vi må ikke nu eller nogensinde vrage den!

Thi det er den sønderjyske befolknings sanddru trofasthed som gør, at vort genforeningsønske er moralsk berettiget. Ikke fortiden, men nutiden giver ønsket liv. Tænk på, hvad disse vore landsmænd har lidt i tålmod. Tænk dem reduceret til anden klasses borgere – berøvet politisk indflydelse, udelukket fra al deltagelse i administrationen. Tænk Dem deres skoler indrettet uden hensyn til deres børns åndelige tarv. Tænk Dem Guds hus gjort til arbejdsmark for folk, de ingen hjælp kunne finde hos. Tænk Dem deres forenings og forsamlingsfrihed indskrænket ved alle mulige bånd, hvis begreberne da overhovedet ikke helt skal aflives. Tænk Dem deres bedste mænd overvåget med en mistænksomhed, som gav sig udslag indtil det fuldkommen naragtige. Tænk Dem domstole og offentlige kontorer fyldt med folk, som sad dér i egenskab af deres fødte fjender. Tænk Dem politibøder og straffesager rejst mod dem, hvis de gav udtryk for deres dybeste følelser overfor landet. Tænk Dem deres ejendomsret til fædrenegården truet ved bindelove og tvangsekspropriationer. Tænk Dem deres kredit svækket ved åbenlys boykot fra de banker, de var henvist til.

Kan dette martyrium ikke give dem den moralske ret til at genforenes med det land, for hvilket de har lidt og efter hvilket de har længtes, så kan mennesker overhovedet ikke vinde denne moralske ret. De har betalt fuld pris. De har krav på fuld erstatning. Kan et menneske vise større kærlighed, end at han fylder sit liv med kamp for det, han elsker? Det er mere endnu end døden.

Men har disse prægtige folk både fortidens ret og livets ret på deres side, så bliver det næste spørgsmål, om det vil være økonomisk forsvarligt at støtte deres genforeningshåb? [...]

Naturligvis vil Tyskland blive genrejst. Den uforfalskede dygtighed kan aldrig gøres mat. Men hvilke ofre vil det ikke kræve, hvilke anstrengelser, hvilke forsagelser! Og at frigøre vore undertrykte landsmænd for at gå også disse uforskyldte økonomiske lidelser igennem skulle ikke være forsvarligt?

Hvad vi kunne byde dem, var intet slaraffenliv. Det er heller ikke det, de er vant til. Og det er langtfra det, de har længtes efter, når de tænkte på os. Nej de tænkte på en fælles arbejdsdag. Vore sociale kår er jo de samme. De er danske bønder, jævngode med alle danske bønder nord for grænsen. De kender bondens arbejde og ved, at det for en stor del er på hans flid, at vort lands skæbne beror. Det er del i denne skæbne, de vil have.

Og byder vi ingen overdådighed, så byder vi heller ikke på sult. Må de lægge kraften i, er det dog deres eget, de bygger på – ikke fremmede magthaveres. Vil også vi komme til at kende skattetrykket efter krigen, så vil de og vi dog vide, at pengene går til fælles bedste. [...]

Er genforeningen politisk gennemførlig?

De vil nu forstå, at dette spørgsmål er af en anden karakter end de tre foregående. Det er ikke sønderjydernes holdning, det gælder, det er vor egen. Det er ikke dem, der skal bringe den fjerde og sidste rimelighed for genforeningen til veje, det er os!

En løsning af de nationale problemer er kun gennemførlig, når den – blandt andet – hviler på en politisk grundvold, det vil sige: når der i forvejen findes et statsligt hele, som den irredente befolkning kan slutte sig til, eller når den selv er stor og særpræget nok og tilstrækkelig naturligt afgrænset til at danne en ny stat. Kan man gå ud fra, at det første er tilfældet her? Med andre ord: er Danmark en stat?

Hvad er en stat? Måske er det mest praktisk at spørge sådan: Hvilken forskel er der på en stat og en nation? Jeg kunne have lyst til at gøre svaret klart ved at gøre det kort og sige: En nation er en organisme, en stat er en organisation. Nationens princip er liv, statens princip er handling. Nationen gror, staten handler. At et spind af uendelig fine og uendelig mange tråde dannes det, vi kalder vort nationale instinkt. Vor egen sjæl er grobunden. Vi fødes, vi lever og vi dør med det. Det næres af de samme kilder, som gør vort hele sind frugtbart og varmt. Vi kan ved uforstand underernære det, og vi vil se, at samtidig alt det, vi regner for vor særlige kulturarv, vil blegne, vil fortone sig i fjerne og kolde farver, som ikke bringer os følelse af liv og vækst. Vi vil komme ligesom på afstand af os selv. Vi vil blive dobbe1tgængere, der intetsteds har rod og intetsteds føler sig hjemme. Hele vor livsintensitet vil svækkes, vor livsfylde vil forringes.

Anderledes med det statslige instinkt. Det fødes ikke med os, det indpodes i os. Det kræver forstand og vilje, mere end følelse og hjerte. Det er et resultat af erkendelse, af personlig modning. Det forudsætter, at vi er udviklede nok til at forstå, at selve livet forlanger en fast lov for at kunne udvikle sig frit og frodigt. Og fordi målet er så højt, er kravet så stort. Den nation, som vil leve sit liv efter sin egen lov, og som sidder inde med de ydre betingelser for at gøre sin trang gældende, kæmper derfor til døden for at sikre sig statslig tilværelse. Kun i staten kan loven blive til lov – med lovens fylde og lovens tvang. Og er målet nået og erkendelsen vokset i generation efter generation, så viger den enkelte ikke tilbage for at give sit sidste og højeste offer, hvis det er nødvendigt for nationens fred og trivsel. Staten er organiseret til værn for de værdier, som møl og rust ikke skal fortære. Det er den, der gør dem uangribelige for angriberne. Svækkes forståelsen af dens betydning, så mister værdierne deres sejrsværk. Så får møl og rust adgang til at gøre deres værk. Så bliver det, der var liv, kun en skygge af livet, et tomt hylster, der segner for den første blæst.

Hvis offerviljen ikke er utvetydig til stede iblandt os, hvem tør da tro, at vi vil have mod til at knytte nye skæbner til os? Hvem vil tro, at vi har lov dertil? Hvis vor tilværelse er en fortsat gang i sløv resignation, i dræbende overbevisning om, at vor egen vilje intet er værd og vort liv hænger i en tråd – hvem kan da tænke sig, at vi skulle have energi nok til at gøre vor politiske verdens, vor stats rigdom med det land, der historisk og moralsk er vort og ingen andens?

For naturligvis koster dette skridt. Hvem får andet gratis i denne verden end drømme og budskaber om andres handlinger. Det koster at være til. Det koster at vokse. Det kan kun betales med eget ansvar, arbejde og kraft. Livet selv koster. Jo mere intenst det er, jo dyrere, men også: jo mere dyrebart. Vi skatter først på dét, som kræver at os.

Og skal vi have magt til politisk at gennemføre vore drømme om Sønderjyllands genforening med moderlandet, så må vi ikke tro, at vi kommer sovende dertil. Det er en stor nåde, om vi rækker målet uden at hvirvles ind i krigen. Men også uden vor aktive deltagelse i krigen vil genforeningen kræve kamp. Den vil kræve nye kræfter kaldt frem. Den vil kræve gammel sløvhed fordrevet. Den vil kræve øget vagthold. [...]
Også vi danske har et forjættet land. Vor skæbne har hidtil ikke stillet større krav, end at vi har fyldt dem. Vi håber, at den heller ikke må gøre det i fremtiden. Men skulle vi rives med ind i malstrømmen, skulle den fange os med sine lange arme og byde os op til dans, så lad dette folk ikke savne mands mod og hjerte. Det er et stort krav til vor karakter. Men det er det eneste, som giver os retten til fortsat liv, det eneste, der kan vidne om, at dette land er en stat og ikke en fårefold. Det eneste, som kan gøre det moralsk og politisk naturligt, at vi drømmer om at knytte nye skæbner til os. Kun på denne ene betingelse kan vi, når verdens nye forår bryder frem, samles nede bag åen og med fuld sandhed gentage Daniel Rantzaus gamle feltråb: "Her - her - Danmark!"

Af tale for sønderjyderne 15.2.1918, optaget i I Kamplinien, 1923. Genoptr. DIH Kildebind s. 266. Læs mere om Vilhelm la Cour >

gottonsk: germansk

bindelove: love som indskrænker ens bevægelsesfrihed

irrident: ubefriet; under fremmed herredømme

gøre ... med: anvende på, forene med

bag åen: syd for Kongeåen, dvs. i Sønderjylland

Daniel Rantzau: dansk general under Syvårskrigen; deltog i toget mod Ditmarsken, 1559