L. C. Nielsen: Hundredåret - Jeg ser de bøgelyse øer (1901)

 

Jeg ser de bøgelyse øer
ud over havet spredt,
så skært og skønt i solen,
som aldrig jeg har set.
Jeg ved det, som de ligger der,
så er der kun så kort
fra grænse og til grænse,
men dette land er vort.

Jeg ser de slægter, som gik hen,
mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet,
som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt,
de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket.
Og dette folk er vort.

Og derfor bøjer vi vort sind,
hvor vi i verden går,
med længsel mod de strømme,
som disse kyster når,
og derfor samler vi hvert navn,
som steg af folkets jord;
i dem vor fortid leved,
af dem vor fremtid gror.

 

Fra Hundredaaret, i V. Østergaard Vort Folk II, 1901. Læs mere om L. C. Nielsen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg