Kvindekreds: Til rigsdagen (1883)

Glædes kan du, Danmarks fjende,
slibe skadefro dit sværd;
Danmarks hjerte kan det finde,
intet skjold hun agtes værd.

Folkeånd, hvor kan du sove,
drømme tungt om broderliv!
Danmarks børn, letsindig vove
I for penge hendes liv!

Danmark, vennehulde moder!
end du er din datters håb!
Hør vor stemme, danske broder!
Mærk på angsten i vort råb.

Lad ej fædrelandet segne
hen i trældomsnatten sort;
lad ej Danmarks ære blegne,
frels os fra den bitre tort.

Afgrundsdyb omkring os gaber,
mens med tvedragtblændet sind
frelsens dyre stund I taber,
til os mørket hyller ind.

Til det alt, hvorom I strede,
hvirvles bort af stormens brag,
og det land, I skulle frede
er et sønderslået vrag.

Da skal ingen skjaldestemme
smelte hjerter ved vor nød;
verden vil med hån fornemme
ak! Det gamle Danmarks død.

Vore børn, de vil os dømme,
de, som leger på vor arm,
når af barndoms lyse drømme
brat de vågner op med harm!

Føler den forhadte lænke,
ejer intet fædreland,
må med blusel panden sænke
for dets stolte banemand.

Er det muligt, ej at føle
gift i denne tankes bråd?
Mænd på tinge! Kan I nøle,
når der end måske er råd?

Se, vi beder, vi besværger,
stands den uheldsvangre kiv,
var det end blot mens I værger
Danmarks ære, Danmarks liv.

Digt af "En Kreds af Kvinder i Sydsjælland" i Vort Forsvar, 14.1.1883. Genoptr. DIH Kildebind s. 239