A. A. B. Kühnel: Det unge Danmark (1883)

Der sidder i skolen en trettenårs pog
og lytter til lærerens stemme,
han tier og lytter, men hastig man dog
kan skønne, hvor han hører hjemme.

Hans øje er blåt som det dybe hav,
der slynger sig om vore strande,
hans hår er så lyst som det guldgule rav
og krøller sig frit om hans pande.

Hans blik er frimodigt, i strålende blink
det tolker hans fryd og hans smerte,
mens smilet om munden os giver et vink,
at venlighed bor i hans hjerte.

Figuren er just ikke smidig og let,
nej, typen, han formedes efter,
den nordiske type, er sluttet og tæt
og vidner om muskler og kræfter.

Ja drengen er dansk i sit sind og skind,
han slutter sig til kammeraten;
ren blusser først vreden engang på hans kind,
så tag dig i agt for krabaten.

Der sidder han tavs nu ved skolens bord
og lytter til lærerens stemme,
som netop fortæller med sjælfulde ord
hvad aldrig vi danske bør glemme.

Hvad saga indristed med runer i sten
og hvad os historien beretter,
at fanged end Danmark tit skade og men,
dog aldrig dets ære fik pletter.

At sprang fra det danske våbenskjold
i kampen end stumper og stykker,
er dog løverne end i behold
og hjerterne endnu det smykker.

At gæsted end fjenden med overmagt
vort land, os i støvet at vælte,
så værged sig Danmark dog uforsagt
og aldrig det fattedes helte.

Fortællingen viser det samme spor
sig gennem århundreder drage,
hvor laurbærtræet af blodstrømmen gror
fra fordum til nutidens dage.

Da vågnede livet i drengens bryst,
det liv, som er gerningens kilde,
det liv, der kun søger sin ære og lyst
i hvad der er ædelt at ville.

Da tændtes den første kærligheds glød
til Danmark, til fædrenearven,
ved ordets magt den i hjertet frembrød,
som sommerfuglen af larven.

Og så gik han hjemad. Den samme vej
han mangen gang for havde vandret,
men nu, ja hvorledes det fatted han ej,
nu syntes ham alt så forandret.

Nu tyktes ham skoven først rigtig grøn
og engen så sød i sin duften,
nu tyktes ham trillen vidunderlig skøn,
som lærken nedsendte fra luften.

Men hjemme der greb han sit dannebrogsflag
og svinged’ det over sit hoved,
alt mens han i sange den ganske dag
sit fædreland priste og loved.

"Ak, bare jeg snart kunne vokse til mand!"
han råbte sin fader i møde,
og faderen nikked: »Deri er forstand,
så kunne du tjene din føde.

Så kunne du hjælpe i slæt og i høst,
og bringe mig gården på fode,
du har jo, min søn! dog desuden den trøst,
dig selv det vil komme til gode."

"Hvad skulle jeg bruge min manddom til,
når fjenden først landet har inde?
at danse til fremmedes fløjtespil,
deri vil jeg aldrig mig finde."

Så svarede drengen. "Nej, bliver jeg mand,
vil alt jeg for Danmark hengive,
men først vil jeg bringe vort forsvar i stand,
at her jeg kan være og blive."

Og faderen tav, men han tænkte som så:
"Det ord vil på hjertet jeg lægge;
så gammel man bliver, man lære dog må –"
for drengen var hans kæledægge.

Digt i tidsskriftet Vort Forsvar, 15. 7. 1883. Genoptr. DIH Kildebind s. 234

slæt: høhøst, det at slå hø