Jakob Knudsen: Om folkelig vækkelse og Grundtvig (1904)

Ordet "folkelig" kan oversættes fra dansk til to fremmede ord: det ene er populær, det andet national. – Når Grundtvig brugte ordet folkelig i forbindelse med højskolen, så mente han dermed altid det sidste; når han som hovedegenskaben ved al højskoleoplysning fremhævede dette: at den skulle være folkelig, da mente han slet ikke dermed, at den skulle være populær-videnskabelig, men ene og alene, at den skulle være dansk.

Grundtvig havde nemlig den anskuelse, at når en dansker ikke var dansk, så var han sjæleligt ingenting. En kosmopolit kunne, efter Grundtvigs mening, vel gå oprejst på to ben og have næsen midt imellem øjnene; men han kunne ingen sjæl have; som menneske talte han ikke med. – Det kom af, at Grundtvig ved danskhed ikke forstod visse anskuelser med hensyn til forsvarssagen eller en vis begejstring for dannebrog, men derimod selve støbningen af danskens sjæl, således som den var gydt i modersmålets former og præget af fædrelandets historie. Eller, med et andet billede: han mente, at det havde sig med sjælens danskhed, ligesom med veddets tegning i de forskellige træsorter. Bøgeveddet kendes på dets små, brune kommastreger imellem årerne; egeveddet på dets tætte, faste bygning, gennemvævet med de ligesom flygtigt henkastede, uregelmæssige båndtegninger; fyrreveddet på sin spydformede, mørke flammetegning. Således, efter Grundtvigs mening, med menneskesjælene: de er særtegnede af deres nationalitet; den danske sjæl har sin ganske bestemte tegning. Uden national tegning eksisterer der slet ikke sjæl, intet, som ånd kan påvirke – og det er det, Grundtvig mener med sjæl. – Og fremdeles: alt, hvad menneskesjælen virkelig tilegner sig, bliver af den præget nationalt. Ellers er det slet ikke tilegnet.

– Alt, hvad fyrretræet optager i sin organisme – det være sig luft, vand eller hvilke som helst andre stoffer, der nævnes kan – det bliver altsammen præget med fyrrens spydformede, mørke flammeårer; således og ikke anderledes ser det ud, så snart det er blevet ved af fyrrens ved. En anden sag er det, om man f.eks. driver en jernnagle ind i fyrretræets stamme; den får ikke fyrreveddets tegning, thi den er vel med hammerslag drevet derind, men den er ikke blevet en levende del deraf. Ligeledes kan der gå råddenskab i træet – ja, da slettes flammetegningen også ud, det hele bliver en ensartet, brunrød, frønnet masse. – Men så længe træet er sundt og derfor levende kan optage stoffer i sig, da præger det dem med sin tegning, og før de har fået den, er de heller ikke optagne. – Et dansk menneske kan bibringes religion, moral, æstetik, kundskaber, dannelse etc., etc., men det er altsammen ganske ligegyldigt og værdiløst, hvis det ikke er blevet præget dansk hos det menneske; thi i så fald er det slet ikke levende tilegnet, det er sjæleligt uvedkommende. [...] Når Grundtvigs slagord var: det menneskelige først, derefter det kristelige, da ville det her til lands og i hans mund sige: dansk først, siden det kristelige.

Af artikel fra 1904, At være sig selv, 1965. Genoptr. DIH Kildebind s. 69