Laura Kieler: Hvorfor jeg skrev "Sole". Om forsvarssagen (1908)

"Hvad udad tabtes, det skal indad vindes!" har været et løsen for hele det danske folks stræben lige siden 1864, og dette ihærdige, udholdende arbejde for at udnytte alle naturens og folkets skjulte skatte til det foreløbig højst og mest mulige, har indvundet resultater så rige og store, at de har aftvunget udlandet beundring og højagtelse.

Men under dette daglige, tålmodige, ofte slidfulde arbejde blev en del af folket nærsynet og kunde ikke se ud over de snævre grænser, der i 1864 blev trukne uden om det, og det glemte, at det indad vundne også må udad værnes, ellers bliver det let krigsbytte i fjendehånd.

I nederlagets spor følger ofte mismodets og selvopgivelsens ravne.
   
Sådan gik det til i det store, sejrsvante Frankrig efter 1870-71, –  intet under, at det gik ligeså i Danmark efter 1864.

Når jeg ovenfor har sat: "Hvorfor jeg skrev Sole", så har det sin grund.
Da min bog udkom i efteråret 1907, havde jeg den støre glæde, at flere ansete Venstreblade med den største varme sluttede sig til "Sole". At socialdemokraternes og rebellernes blade hånede den, var en selvfølge. Men der var andre Venstreblade, hvis angreb på dens tendens var så loyalt i sin form og tillige så skarpt, at det både fortjente og tillige fordrede et svar, og da de selvsamme beskyldninger fra forskellige kanter er blevne rettede mod kvindernes forsvarsforeninger, vil jeg her gengive dette svar, således som jeg gav det i januar 1908 i "Sorø amtstidende':
   
–  –  Når nu tusinder af danske mødre og fædre hele landet over siger: vi vil ikke igen se vore sønner stå og være tvungne til at lade sig skyde ned uden et ordentligt værn til beskyttelse, stå der med dårlige forsvarsvåben ihænde, således som danske soldater –  Gud hjælpe dem! –  måtte lade sig byde i 1864!" da kan man så vist ikke sige, at disse fædres og mødres "indblanding" er "ukaldet".
   
Det er deres børn, der blotstilles, og kærlighedens ret er den helligste og største, hundredefold større end partipolitikkens ret.
   
Og når de samme forældre siger: "Vi vil ikke se vore sønner stå med hånden til huen, eller hatten i hånden, ydmygede og forurettede, når fjenden, hvem han nu er, under skinsalut sætter foden på dansk jord og med sin pansrede næve trykker trællemærket på dem og knuger dem i knæ for så bagefter at sende dem som kanonføde i ilden for sig, for voldsmanden!" –  –  da er dette, Gud hjælpe os, såvist ikke "misvisende og uden tilstrækkeligt holdepunkt i virkeligheden" i 1908.
   
Så længe der findes danske mænd, endog rigsdagsmænd, der offentligt har udtalt, at en sådan "skinsalut" og "skinfægtning" var fribårne mænd værdig, er der fare!
 
Så længe en forsvarsfjendsk og national sløjheds smitte breder sig fra kulturens afgudsdyrkere, fra uægte fredsvenner, der i deres theoretiske fanatisme gør deres bedste for at få den danske landsoldat forvandlet til prøjsisk landsknegt, er der fare!
   
Jeg kunde ønske, at disse "antimilitarister" skulde aftjene deres værnepligt i den prøjsiske hær!
   
Jeg kunde ønske, at disse uægte fredstheoretikere måtte se deres børn blive tvungne og truede til at juble med i de prøjsiske krigs- og blodsfester!
   
Mon de så ikke skulde blive helbredede for deres danske afvæbningsgalskab?
   
Og denne nationale sløjheds smitte har spredt sig til universitet og skoler.

En halvvoksen pige fra en af vore større pigeskoler vidste fornylig ikke bedre, end at Sønderjylland altid havde været tysk land og derfor nu var i de rette ejermænds hænder, og en anden skolepige anede ikke, hvorfor skolen fik fri den 6te juli.
   
Ja, en dansk student vilde endog "med glæde se, at Tyskland tog hele Danmark" og førte alle vore kunstskatte ned til Berlin, "for så kom jo dog dansk kultur ned til Prøjsen". (!!)
   
Når så mange af vore historielærere er til den grad afnationaliserede, må vi da ikke ræddes ved at vide den kommende slægt, der skal bære fremtidens Danmark, i sådanne hænder?
   
Hvad gør andre landes historielærere? Hvad gør Norges? Jeg kan ikke indse, at Norge skulde have større grund til med glæde og stolthed at mindes sin historie (på det sidste hundredår nær), end Danmark har til at mindes sin. Tværtimod! Tværtimod!
   
Norge, som ikke har været selvstændigt land i så mange hundrede år!
   
En dansk korrespondent skrev i sommer til et københavnsk blad, medens han var på en tur oppe i Gudbrandsdalen:
   
"Man synes at høre den samme stolte, trodsige rytme, der gennem Sinclairvisen har ringet Gudbrandsdalens navn ind i hvert dansk skolebarns hjerte og gjort det kært og uforglemmeligt."
   
Det var jo naturligvis en poetisk og ganske umulig overdrivelse, men jeg vilde ønske, at hver dansk historielærer vilde ringe Sønderjyllands og Danmarks navn således ind i hvert eneste, dansk skolebarns hjerte, så det blev kært og uforglemmeligt".
   
Og når vi så tillige ved, hvor langt større deltagelse og harme så mange danske har følt på Finlands vegne end på egne vegne, på sønderjydernes vegne!
   
Mindes den offentlige fest for nogle år siden i København, hvor forbitrelsen mod undertrykkeren og sympathien med den undertrykte fik luft både på prosa og på vers!
   
Hvem var den undertrykker, danske mænd og kvinder her særlig fandt værdig til afstraffelse? Var det prøjseren? Nej, det var kun russeren. Og hvem var den undertrykte? Var det sønderjyden? Nej, det var kun finnen!
   
Denne tilbøjelighed til at føle i stærkere på andres end på egne vegne er usund. Den er en sygdom, som undergraver folkets kraft. Den er magelighedens ugidelighed. Medfølelse med et andet folk er en billig vare. Den fordrer ikke høj betaling. Den er ofte kun en følelsesrus, hvori man behager sig selv.
   
Gud siger ikke, at vi skal elske vor næste mere end os selv. Han siger "som dig selv".
   
Og dog er sønderjydernes trængselskår langt værre, end finnernes var under Bobrikoff.

Poul Levin skrev én gang om Jeppe Aakjærs angreb på danske herregårdsmænd:
   
"I hans bog forenes fortvivlelse og had til en vildskab, der er ukendt i danske bøger, og som bevirker, at man tror."
   
Naturligvis, fordi "fortvivlelsen og hadet" gjaldt landsmænd, men hvis nu "fortvivlelse og had" skildrede voldsprøjseren, som han i virkeligheden er, vilde hr. Poul Levin så tro?
   
Nej, han vilde måske endog finde lutter undskyldninger til prøjserens forsvar.
   
Men vi dømmer ham ikke, hans egne gerninger dømmer ham.
   
Når vi ved, hvad den så højt priste overkultur i sin tid hjalp kelterne, grækerne og romerne, da hunnerne kom, og mindes, hvorledes denne overkultur tilsidst, da disse store kulturbærere var blevne nationalt slappede og derfor overvundne af et naturkraftigt, barbarisk folk, slugtes og gik tilgrunde i middelalderens mørke, da –  –  ja, da er der såvist ikke tid til i Danmark at lukke øjne og øren i og sige til de kvindelige forsvarsforeninger:
   
"Eders arbejde er unødvendigt. Her er fred og ingen fare!"
   
Hvad erstatning gav den af tyskerne selv så højt lovpriste tyske kultur Angel, da angelboerne lod sig fortyske? Både i åndelig henseende, hvad oplysning angår, og i praktisk betydning stå de nu langt under de nordslesvigske landsmænd. Deres landvæsen, agerbruget, står 60 år tilbage i tiden.
   
Nej, da angelboerne sveg deres danskhed, det vil sige: sig selv, da solgte de lig Esau deres førstefødselsret for en ret lindser.
   
Fuldt ud "betryggende" forsvar kan vel selv næppe stormagterne skaffe, –  for hvad er "fuldt ud" betryggende her i verden? –  men man må efter sin økonomiske evne gøre sit bedste. Og da Danmarks økonomiske evne er så mange gange større end til eks. Norges, så skulde man dog mene, at vore forsvarsforanstaltninger også måtte blive så meget bedre end Norges.
   
Vi må dog én gang være komne ud over det døde punkt, provisoriet! Vi må ikke stirre os blinde på det, og vi forældre har derfor udelukkende at holde os til det parti, der nu i 6 år har siddet inde med magten, og vi siger til det:
   
"Forsvarssagen har intetsomhelst med politik at skaffe. Den er ingen partisag, den er en livssag for hele vort folk. Det er livet, det gælder!"
   
Og vi spørger og har ret til at spørge:
"Hvad vil det parti gøre for vort forsvar nu, da uvejrsskyerne samler sig tættere og tættere over landet? Hvad vil det gøre for at give os tillid?"
   
Vi ser, hvordan alle de andre små folk rundt om os ruster, selv dem, der er fattige, og når vi så ved, at Danmark ikke ruster, skønt det er rigt, da spørger vi igen:
   
"Har Danmark sine penge kærere end sin frihed og selvstændighed?"
   
Vor historie viser det gang på gang, hvor ofte man holdt på skillingen og derfor måtte lade daleren springe.
   
Der var altid vilje til at ofre livet, men ikke altid vilje til at ofre guldet?
   
Eller, hvis det ikke er påholdenhed, da er det den utilgiveligste sorgløshed, og i så fald er danskerne Europas mest letsindige folk, ligesom marskboerne i gamle tider ved Vesterhavets kyst lagde hænderne i skødet mellem hver stormflod og roligt lod stå til, indtil havet igen kom og tog mere.
   
I Paludan-Müllers dejlige sang: "Brat af slaget rammet" taler han om "nederlagets blussel".
   
Det var ikke den danske hær, der behøvede at blues i 1864 –  ære og tak være den! – , men det var de danske bevillingsmyndigheder, der gav hæren det elendige værn, som for altid må bære skammens blussel.
   
Lad dog ikke en sådan ulykke hænde os én gang til! Derfor enedes danske kvinder om at begynde deres arbejde for landets forsvar, og derfor sendte jeg "Sole" ud som et nødråb.
   
Der var én gang en bonde, han var stavnsbunden og blev ikke funden værdig til at værne sit land. Så blev han løst ud af forsmædelsen –  ikke ved egen hjælp men ved andres, –  og blev ikke blot en fri mand og selvejer, men han blev også den tapre landsoldat, som gentagne gange var med til at værge sit folk.
   
Han står nu til påmindelse for efterslægten, støbt i metal, i Fredericia.
   
Man skulde nu tro, at denne mand af bitter og dyrkøbt erfaring hadede trældom og afhængighed over alt og elskede frihed og selvstændighed over alt.
   
Ja, det gjorde han også på sin vis.

Han blev i forbausende kort tid en velhavende og oplyst mand, der hurtigt vidste, hvad han vilde nå, og –   han nåede det.
   
Han blev regeringsparti, han kom op i kongens råd, og han styrer nu riget.
   
Men skal det så virkelig kunne siges om ham, at hans mangeårige kamp udelukkende var en klassekamp, og at han nu, da landets og folkets skæbne er lagt i hans hænder, viser sig endnu i sit sind at være stavnsbunden, så han ikke kan se ud over sin stands enemærker og interesser, og at hans had til trældom og kærlighed til frihed alligevel ikke er større, end at han vil ofre begge for mulige materielle fordele og for højere priser på sit kvæg?
   
Skal dette virkelig blive den danske bondes eftermæle i historien, da han endelig havde Danmarks skæbne i sin hånd ?
   
Europas mest oplyste bonde, som han jo kaldes, vil han sjakre med Danmark og gøre det som et andet Korea til genstand for hele Europas foragt?
   
Hvad vil den norske og svenske bonde så sige til den danske bonde? Vil han kendes ved ham?
   
Og hvad vil den danske bonde sige, når England lukker sit marked for ham til tak, og han så står der narret og forlokket?
   
Det er med sorg, jeg spørger således.
   
Få har haft større tanker om ham end jeg. Jeg har set ham i hans hjem, jeg har set ham på højskoler, jeg har set ham i forsamlingshusene, jeg har haft agtelse og respekt for ham, og netop derfor har jeg sendt ham en advarsel i "Sole".
   
For også hos ham har hin uheldsvangre smitte fra "kulturcentrerne" begyndt at brede sig.
   
Den har spredt sig ud over det sunde, livskraftige bondeland. Det er gået "kulturkræft" i mere end én tapper landsoldat.
   
Jeg har mærket det, og mit sidste tilflugtssted, hvor min opskræmte frygt altid tyede hen som til dansk selvbevidstheds faste borg, højskolerne, hvad siges der nu om dem?
   
Der går sørgelige rygter om, at den gamle, nordiske kraft, der bliver "sunget" og "talt" om snart er "myte kun" ligesom Odin og Asathor, ja, at en tvetunget Loke har sneget sig ind ad mere end én højskoledør.
   
Og det er mere end rygter, det er svære anklager af navngivne mænd.
   
Ingvald Kieler i "Jyllandsposten", Johannes Clausen (Vonsild) i "Nationaltidende" og med dem Andreas Grau har beskyldt "Grundtvigs" højskoler dels for sløjhed med hensyn til Sønderjylland, dels for ligefrem at være antiforsvarets og selvopgivelsens arnesteder.
   
Johannes Clausen gentog beskyldningerne kort før sin død nu i Lemvig.
   
Beskyldningerne stå der med rene ord, og endnu har, så vidt jeg ved, ingen højskoleforstander offentligt fralagt sig disse.
   
Der er højskoler, som vistnok står højt hævet over dem, og hvis navne kendes så vidt, at de ikke en gang her behøves at nævnes, men de andre? De mange i antal?
   
Hvis disse beskyldninger skulde være sande, mon så ikke Grundtvig, i hvis navn de ere stiftede, vilde sige:
   
"Jeg kendes ikke ved dem!"

Højskolerne har tiet, men danske mænd og kvinder har også her ret til at fordre svar, så vi ikke i god tro sender vor ungdom derhen, eller i udlandet anbefaler dem til efterlignelsesværdige mønstre.
   
For hvis det virkelig, hvad Gud forbyde, skulde vise sig, at det danske folk ikke vil værge sit land, da bør vi ikke længere nære sønderjyderne med falsk håb, men lige ud sige til dem i harme, i skam og i sorg:
   
"Opgiv eders kamp straks! Den er håbløs og meningsløs, ikke fordi I ikke kan stå eder, men fordi vi ikke vil værge os mod at komme ind under samme kår som I".
   
"Frem, bondemænd, frem!"

Tænk på frihedsstøtten, og hvad den forpligter eder til. Rist eders navne således ind i Danmarks historie, at de vil stå der med hæder.
   
De svigtede ikke, men forsvarede deres fædrenejord!

Pjecen Hvorfor skrev jeg "Sole". Hillerød 1908. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Laura Kieler >