Laura Kieler: Vor Pligt. Om sønderjyderne (1905)

For nogle år siden stod der i den daværende franske præsidents, Casimir Perriér's organ, bladet "Paris", følgende alvorlige og vægtige ord:

"Når Europa nu stønnende synker i knæ under vægten af de militære byrder, som truer med at knuse det, da er det kun en retfærdig straf, fordi Frankrig og England i 1864 svigtede Danmark. Det havde ikke blot været retfærdigt, om de havde støttet Danmark, men for disse staters egen skyld havde det tillige været klogt."

Sandheden heraf fik Frankrig at føle i 70-71. Ved at lade Danmark i stikken lagde Napoleon den tredje grundstenen under den tyske kejsertrone, og det hævnede sig, fordi denne selvsamme sten blev årsag til hans eget fald.
   
Først kom kanontordenen ved Danevirke og Dybbøl, så kom kanontordenen mod Østerrige ved Sadowa og Königsgrätz, så kom kanontordenen ved Sedan, og så var kejserriget Tyskland skabt.
   
Og det franske blad tilføjede: "Alle Europas senere ulykker datere sig fra hin mørke februarnat af, da det tillod den tyske overmagt at marschere over Ejderen og udføre sin voldsdåd."
   
Den har sat sine mærker i Europa, denne voldsdåd, skønt mange danske i deres beskedenhed måske mene, at den forlængst er begravet og glemt.
   
Men Europa har ikke så svag hukommelse, som man skulde tro, det vil sige: hvis det ligger i dets egen interesse ikke at glemme, og – hvis det pågældende folk ikke selv glemmer at bringe sig i erindring.
   
I 1899 skrev den franske historiker Pierre de la Gorçe om det danske spørgsmål i "Det andet kejserdømmes historie": 
   
"Dette spørgsmål kan nok synes snævert og underordnet, men i virkeligheden har det en overordentlig betydning for hele Europas moderne historie. Det langvarige, danske spørgsmål svækker lidt efter lidt den europæiske samvittigheds retsopfattelse, således at Europa værgeløst byder sig frem til den, som har dristighed nok til at oprette en ny tingenes orden i den gamle verdensdel."
   
Når nu udlændinge kunne føle og sige dette, hvor er det da muligt, at der desværre kan gives så mange danske mænd og kvinder, for hvem dette livsspørgsmål for det danske folk er den ligegyldigste sag at verden, som de tilmed trække på skuldrene ad og ikke bryde sig om?
   
At der gives danske mænd og kvinder, der harmes over den uret, der sker mod finnerne, og som ikke tillige harmes over den uret, der nu i over 40 år piner deres egne brødre og søstre, sønderjyderne?
   
Af 2½ million danske er det kun en fjorten-femten tusinde, der i de forskellige, sønderjyske foreninger støtte sønderjyderne i deres kamp for dansk sprog og dansk folkeliv.
   
Hvor er det muligt, at ikke hver én, der har en 2 kroner årlig at afse, straks har meldt sig ind i en sønderjysk forening?
   
Hvor er det muligt, at man således i sløvhed kan opgive sig selv og derved ville underskrive sin egen dødsdom?
   
For det folk, der ikke tror på sig selv, dør. 

Nej, ingen dansk bør glemme den voldsdåd, der skete i 1864, uden at blues for al verden. Glemme polakkerne, grækerne, irlænderne, finnerne? Glemme Balkanstaternes folk?
   
Vi skulle tilgive vore fjender! Det er hellige ord og vel værd at mindes, men det kan ikke nytte at give tilgivelsen, førend "vor broder" kommer og beder om tilgivelsen. Så længe en uret ikke er gjort god igen, består denne uret, og hvis vi lade, som om den ikke var til, vilde vi krænke retsfølelsen, det bedste i os selv.
   
Når en anden så let kan få gøre uret mod mig, uden at skulle sone for den, kan jeg også i følge heraf ligeså let gøre uret mod ham. Og hvad et menneske kan have frihed til at gøre for sit eget vedkommende, det har han ikke lov til at gøre på sit folks, på sine børns vegne, på de ufødte slægters vegne, der senere ville dømme en, for hvad man har undladt at gøre. Den, der tier til en uret, samtykker.
   
Og dog er kristendommens bud: "Gå ikke på akkord med uretten!"
   
Det må derfor i lige grad undre, når danske, der ellers ere så frihedselskende og retsindede, sløvt kunne se på den samme voldsdåd syd for Kongeåen, som den franske historiker erklærer slapper hele Europas retsopfattelse og forhærder dets samvittighed.
   
Er det magelighed? Er det håbløshedens vantro?
   
Spørge vel sønderjyderne, de som selv stå i kampens hede: "Hvad kan det nytte?"
   
De slå fra sig, fordi det går på livet løs. Og så skulde vi ikke støtte dem af alle vore evner og kræfter?
   
Og vi kalde os kristne! Til kristne er der blevet sagt: "Kunde du tro, skulde du se Guds herlighed."
   
De ord, som gjaldt den gang, gjælde den dag i dag. De gå igen i hvert menneskes liv, i hvert folks liv.
   
Spurgte vel Dalgas, da han under de fleste "kloge" menneskers hovedrysten begyndte på at dyrke heden: "hvad kan det nytte?"
   
Det svenske "Aftonbladet" skrev i 63:

"Spørgsmålet om Slesvig er spørgsmålet om Danmarks tilværelse som et selvstændigt rige. Uden Slesvig kan Danmark ikke bestå som stat. – – – Slesvig er nøglen til hele Danmark; den, som ejer Slesvig og Als, han ejer også Sundet, han er herre og protektor over de danske øer."
   
Mennesket spår, men Gud råder. Består Danmark ikke trods alt? Er dets befolkning ikke stegen, så der nu er lige så mange mennesker som hele det danske monarki rummede på Frederik den sjettes tid med Holsten, Lauenborg og Norge indbefattet?
   
Har dets åndelige og materielle velvære ikke udviklet sig i en forbausende grad? Er dets udførsel og velstand ikke steget, så det i sig selv er et under?
   
Vi kalde os kristne, men troen ville vi alligevel ikke mere vide af. Den ere vi forlængst voksne fra. Og dog have vi beviserne i vore hænder!
   
"Men Tyskland er så mægtigt!' siges der. "Ørnen slipper aldrig det, den en gang har sat kløerne i."
   
Man skal aldrig sige: aldrig. Det er kun historisk uvidenhed, der taler således.
   
Enhver stormagtsperiode har set sin afslutning. Således er det gået til lige fra tidernes morgen. I dag oppe, i morgen nede. Når selv Napoleon den Store ikke kunde holde fast på sin europæiske magtstilling, da hans time kom, eller Frankrig senere under Napoleon den tredje, så kan heller ikke Bismarcks genfærd redde Tysklands "storhed", når dets time kommer.
   
Der ere advarende røster. I selve det tyske rige, som varsle ilde. 
Tyskeren, Theodor Brix, skriver i sit skrift: "Til belysning af det "tysk-danske venskab"":
   
"Jeg tror på revolutionens komme. – – – Disse betragtninger ere meget smertelige for de tyske, der elske deres fædreland. Men jeg tror, at det behøver ulykkens luttrende magt, for at det tyske folk kan bringes til besindelse og skabe bedre tilstande. Den vane, at ville være en erobrende stormagt, vil og må finde sin straf. – – Uretfærdigheden indenfor Tyskland selv hænger på det nøjeste sammen med erobringspolitikken. – – Historien lærer os ved mange eksempler, at et folks herredømme over et andet bliver des vanskeligere at opretholde, jo mere det herskende folk forstår at gøre sig forhadt af det undertrykte. Tyskland forstørrer ved den ukloge polak- og danskerpolitik faren ved sin stilling, og at ikke det nordslesvigske spørgsmål endnu en gang kan komme til at spille en rolle i en fremtidig krig, står ikke så sikkert for mig som for repræsentanterne for den letbenede fædrelandskærlighed i Tyskland.
   
For mig vil det være lige så sørgeligt som for enhver tysker at måtte opleve Tysklands nederlag. Men jeg måtte betragte det som en retfærdig straf, og jeg vilde også søge en af grundene til dette nederlag i den nordslesvigske voldspolitik."
   
Den historiske retfærdighed er fra tid til anden gået sin skæbnetunge gang gennem verden og kan endnu berede os mange overraskelser.
   
Den tyske hær var den frygtelige hævner i 70-71 for al den blodige uret, Frankrig tilføjede Tyskland, da Napoleon den første trampede det under sin fod.
   
Napoleon den tredje fik, som førnævnt, sin straf i 70-71, fordi han sveg Danmark i 64.
   
England fik også sin sure svie i den vældige konkurrence, Tyskland har påført det – ikke mindst ved hjælp af Kielerhavn.
   
Og hvilken forfærdelig gengældelse har nu ikke lagt sin knugende hånd på den russiske regering for alt det onde, den har gjort – ikke mindst mod Finland? Har den ikke ramt bøddelen, Bobrikoff?
    
Jeg har hørt nogle sige: 

"Det er bedre for de sønderjyske landmænd at være under Tyskland. De stå sig ved det."
   
Det er ikke sandt. De ere berøvede mange af de støre goder og fordele, som landmændene i Kongeriget sidde inde med. Får de mere for deres kvæg, så bliver merindtægten slugt af de høje skatter. Og selv om så var?
   
Er det værdig tale for den fri, danske borger, der har kæmpet for selvstyre i sit eget land? Skulde han være bleven en sådan jordtræl og pengepuger, så han danser om guldkalven og foretrækker højere kvægpriser for frihed og selvstændighed?

Er det det, hvad vi ville unde sønderjyderne: at slæbe på al den ufrihed, på alle de tvangslove, på hele den vældige krigsskat og militærbyrde, som vi ikke selv vilde lægge ryg til?

Friheden kan også sælges for dyrt, ligesom da Esau solgte sin førstefødselsret for en ret lindser.
   
Snart bliver nok også modersmålet i den danske lærers hjem forbudt – ellers heraus!

Den, som mener, det måtte være så rart at tilhøre et stort rige, eller som mener, at sønderjyderne selv ere skyld i deres nød, ham eller hende vil jeg råde til at tage derned og være der blot i fjorten dage. Jeg antager, at vedkommende vil betakke sig for at være der længere. 
   
En og anden herhjemme søger nok at undskylde tyskernes fremfærd i Sønderjylland med, at danskerne i deres tid heller ikke fore bedre frem lige overfor tyskheden.
   
Det er heller ikke sandt. Selv den tyske historiker, professor Delbrück, erklærer, at hvad danskerne den gang kan have gjort fejl i de blandede distrikter, er "for intet at regne, ja kun en børneleg mod, hvad i tyskerne nu gøre mod danskheden."
Nej danskhedens store, utilgivelige forsyndelse mod sig selv gennem århundreder det var, at den stadig beskeden og selvopgivende blev ved at vige tilbage for tyskheden.
   
Selvovervurdering er farlig, men selvundervurdering er endnu farligere.
   
Derfor støt de sønderjydske foreninger, såfremt vi ville blive ved at regnes med i de fri folks tal! Der er ingen politisk fare forbunden dermed. At hjælpe dansk sprog og dansk åndsliv, hvor det findes i verden, er en national, men ingen politisk sag. Og tyskerne gøre selv ligeså, ja meget mere, for tyskheden i andre riger og lande.
   
En uret skal ikke ties ihjel. Hvis finnerne ikke havde lagt hele deres sjæl i deres røst, når de råbte deres store nød ud i verden, så havde de ikke fundet så mange åbne øren og varme hjerter.

Og hvis fædrelandskærligheden ikke havde drevet de forskelligste partier til at stå sammen mod voldsmanden, havde det sidste landdagsvalg i Finland heller ikke vist os et så enigt og modstandsdygtigt folk.
   
Og Gud bevare den ædle, tapre nation fra nogensinde som sønderjyderne at måtte opleve, at modersmålet var drevet ud af hver retssal, af hver skole og snart også af hver eneste kirke!

Pjecen Vor Pligt. Hillerød 1905. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Laura Kieler >