Jens Jessen: Om hjemmetyskerne (1901)
Noget af det sørgeligste i vort folkeliv er jo det, at der gives en del af vore indfødte landsmænd, vore egne sprogfæller og folkefæller, som aldeles savner syn for deres folkelige pligter.
Der holdes hvert år en tysk fest på Knivsbjerg. Det kunne være os ligegyldigt, hvis det udelukkende var de indvandrede der kom der, tyske gymnastikere fra Kiel og Hamborg, tyske embeds- og bestillingsmænd fra Haderslev, Aabenraa, Flensborg og de andre købstæder samt de spredtvis levende tyskere i Nordslesvig, hvad enten de har et embede eller ikke. De folk, der er blæste her ind over vort land af en kvalm søndenvind, kan jo forsvinde igen for en forfriskende nordenvind. ― Men det for os ydmygende i Knivsbjerg-festerne ligger i, at der mand og mand imellem kan høres dansk tale, og at der i mængden kan ses danske ansigter. Det er for os sørgeligt og harmeligt, at nogen født slesviger kan tage del i slige fester. Det er os en stadig kilde til sorg og harme, at indfødte landsmænd kan holde med de fremmede.
Jeg taler ikke om dem, som for vindings skyld eller af forfængelighed går over til tyskeriet, altså ikke om dem, hvis overbevisning er til fals for en lille bestilling eller en leverance, ikke om dem, der sælger deres sjæl for et håndtryk af en prøjsisk embedsmand.
Men jeg taler om folk, som, skønt de er fødte og bårne her i landet, dog virkelig føler sig fremmede for os.
Vi kalder dem hjemmetyskere, her i landet hjemmehørende formentlige tyskere, til forskel fra vildtyskere, de virkelige tyskere, som har forvildet sig herop iblandt os. [...]
Når i nutiden yngre mennesker af virkelige meningsgrunde går over til tyskeriet, så skyldes det sædvanlig, at de har ladet sig fange i forvanskninger og usandheder. Man har fyldt dem med historiske løgne om vor nedstamning, vor fortid, vor retlige stilling. Om alle disse folk, for så vidt de i sig selv er sanddru og ærlige mennesker, gælder det, at vi bør håbe at kunne påvirke dem ved bedre oplysning.
Fra talen Vor Stilling herhjemme holdt i Stenskro den 6. december 1901. Her efter Redaktør Jessen i tale og skrift. I udvalg ved Marie Jessen, 1921. s. 8-10. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen > |
