Jens Jessen: Et land uden navn (1895)
De vil tage navnet fra vort land.
Det vil foreløbig volde vanskelighed at finde en betegnelse, vi ønsker at tale om vor landsdel, ikke om en enkelt strækning, om hele landet mellem Østersø og Vesterhav, mellem Kongeå og Ejder.
Man vil vel foreslå os at sige Slesvig, men det er ikke så ligetil at følge dette råd.
I daglig tale betyder det at komme til Slesvig at skulle sættes dårekisten. Når der siges, at nogen er moden til at komme til Slesvig, menes dermed, at han har en skrue løs. Navnet Slesvig for folk som byen med galehuset. Vi plejer ikke længere at "byen Slesvig", som tyskerne siger "Stadt Schleswig"; vi siger Slesvig, når vi mener byen ved Slien.
Navnet Slesvig alene brugt som betegnelse for vor landsdel nu næsten en fremmed klang i vore øren. Vi er komne af med at bruge det.
Efter 1866, da den prøjsiske konge i en i den hellige treenigheds navn afsluttet fredstraktat gav løfte om det danske Slesvigs genafståelse til moderlandet, kom navnet Nordslesvig i brug. Det kostede mange af vore landsmænd nogen overvindelse at tale udelukkende om Nordslesvig. De så nødig vor gamle landsdel skilt ad. Tonerne af "Det skal ej ske" klang endnu vemodigt i vore øren. Men vi havde kun fået løfte om genafståelse af den nordlige del af hertugdømmet. Vi anså os for at være forpligtede til at nøjes hermed; vi måtte kaste Sydslesvig over bord. Kongen af Prøjsen havde villet det så. Vi var lovlydige og søgte at bringe vore ønsker i samklang med hans løfte.
Således opstod da den stående betegnelse Nordslesvig. Det var et politisk navn, det var udtryk for tilliden til den prøjsiske konge Vilhelm den Førstes ord, at det nordlige Slesvig ved en fri folkeafstemning skulle genforenes med Danmark.
Det trak i langdrag med udførelsen af § 5, og da Bismarck fik Østerrig til at give afkald på sin ret til på enhver tid at kunne forlange § 5 opfyldt, så det næsten ud til, at Prøjsen ville lade opfyldelsen stå hen, til det engang ved lejlighed kunne skaffe sig en særlig god stilling ved at tilbyde på en god og rigelig måde at indløse Vilhelm den Førstes ord. Derved flyttedes opfyldelsen af § 5, Nordslesvigs genafståelse, ud i en mere uvis fremtid. Ingen kan nu forudsige eller forudse dag eller time, da Prøjsen tilbyder straks at afstå den nordlige del af vor landsdel til vort gamle fædreland.
Ved denne opsættelse tabte ordet Nordslesvig en del af sin betydning som et øjeblikkeligt slagord. Ingen kan vide med sikkerhed, hvorledes det vil se ud her i landet, når Prøjsen endelig opfylder § 5. Derfor var der ikke længere den samme trang til at skelne mellem vor landsdels nordlige og sydlige egne. Den politiske betegnelse Nordslesvig trådte tilbage; vi talte efterhånden mere om vor hele landsdel, som den er for tiden, udelt og uadskilt. Vi kunne nu nok, som det tidligere var brugeligt, have talt om "Hertugdømmet Slesvig", men det var allerede blevet en aflægs betegnelse; noget hertugdømme var det ikke længere; den prøjsiske blod- og jernpolitik havde grundigt ryddet op i alt hertugeri. Når vi nu ville lade være hver dag at slå på § 5 ved at bruge den politiske betegnelse Nordslesvig, når vi tværtimod vilde tale om vor hele landsdel og altså bruge en upolitisk benævnelse, så var vi henviste til at genoptage landets gamle, aldrig forglemte og aldrig ubrugte navn Sønderjylland.
Efter den dom, der faldt i mandags ved Flensborg landsret, skulde man tro, det for fremtiden i almindelighed vil være forbudt at bruge navnet Sønderjylland.
Dommen går ud på, at navnet vel må bruges i historiske eller geografiske fremstillinger, men ikke i bladene som overskrift eller i politiske artikler. Retten mener, at ordet kan have en politisk betydning ved at minde om ældre tiders forhold og derved få folk til at glemme, at de nu står under Prøjsen. Man skulle ellers synes, at det ville vi have temmelig vanskeligt ved at glemme, og det er mærkeligt, at retten kan sigte de danske blade for at ville tilsløre den kendsgerning, at prøjserne for tiden råder over os. Vi veed dog ikke af, at vi forsømmer at betegne landsretten i Flensborg som en prøjsisk domstol, eller at vi lægger dølgsmål på, at det er den prøjsiske forenings- og forsamlingslov, der gælder hos os, at vi betaler prøjsiske skatter og afgifter, bærer den prøjsiske militærbyrde, har en prøjsisk skolelovgivning, kort sagt at vi styres og regeres på prøjsisk. Men hvis det er lovstridigt midt i al denne prøjsiske velfærd at minde om ældre tiders forhold, så vil det jo også være os forbudt at tale om Hertugdømmet Slesvig, da vi ikke længere har nogen hertug. Det minder altså om vor landsdels tidligere stilling som dansk hertugdømme. Vi kan ikke engang sige "regeringsdistriktet" Slesvig, thi det omfatter også Holsten. Vi veed ikke længere, hvad vi må sige.
Vort land er blevet navnløst.
Retskendelsen i mandags er jo slet ikke, hvad man vil kalde en streng eller hård dom; de anklagede ifaldt kun en bøde af hver 20 mark. Alligevel er denne dom måske endnu den mærkeligste af alle de opsigtvækkende domme, der er fældede her siden 1864.
At idømme straf for brugen af et almindeligt og historisk rigtigt navn på en landsdel er jo i og for sig noget uhørt. Og sagen bliver ingenlunde mere forklarlig ved, at dommen afsiges i henhold til den almindelige tyske lovbestemmelse mod gadeuorden.
I den tyske straffelovs § 360 fastsattes under nr. 11 pengebøde eller arreststraf for, "hvem der utilbørligvis vækker rolighedsforstyrrende larm eller øver grov uorden".
Om denne lovbestemmelse mod gadeuorden skriver overborgmester Zelle i Berlin i sin i dette år udkomne retshåndbog som en mærkelighed, at "man undertiden har forsøgt en uanet udvidelse af begrebet, til eksempel til den forargelse, der gives ved avisartikler (ved at indvirke ikke på de udvortes sanser, men på tænkeevnen)", en retsanskuelse, der ville give bestemmelsen en almindelig tilføjelse, som står i strid med den grundsætning, at hvad der ikke er forbudt, er tilladt (nulla poena sine lege). Han slutter med de ord: "Rigsretten har også altid misbilliget den." Denne ytring af den prøjsiske hovedstads overborgmester er dog ikke nøjagtig. Den tyske rigsret har allerede 1887 stadfæstet en dom over en avisartikel for "grov uorden".
At begå rolighedsforstyrrende larm eller grov uorden ved i al stilfærdighed at skrive navnet Sønderjylland i en avis er dog en så usædvanlig fremtoning, at den flensborgske landsretsdom uden al tvivl ville være bleven ophævet af rigsretten i Leipzig, hvis den havde kunnet nå så vidt. Men da sagen er påbegyndt ved bisidderretten, går den kun til Overlandsretten i Kiel, og denne gør sig næppe nogen sinde skyldig i nogen sær forkærlighed for danskheden.
Det flensborgske straffekammer har haft god tid til at fælde sin dom og udforme sine domsgrunde. Forhandlingen i sagen fandt sted forrige mandag, og da den offentlige anklager lod skinne igennem, at han var halvt tilbøjelig til at andrage på frifindelse, kunne man ved sagens udsættelse tro, at dommerne måske havde ulyst til at lade en ren og skær frifindelse følge øjeblikkelig oven på en forhandling, der vel måtte anses for halvpolitisk. Domsafsigelsen blev oven i købet udsat ikke til fredag, da der var et almindeligt retsmøde, men hele otte dage, så at der i mandags måtte afholdes et særligt møde ene og alene for denne doms skyld. Den var således ikke et øjebliks værk. Der havde været tid til grundig undersøgelse og drøftelse. Domsgrundene kunne ikke alene komme til at foreligge skriftligt, men også få en omhyggelig udformning.
De tre dommere er vel alle fødte sønden for Ejderen og har måske derfor tidligere ikke hengivet sig til studier vedrørende vor landsdels særlige forhold. De har nu haft lejlighed til at sætte sig ind deri, og domsgrundene indeholder udbyttet af deres undersøgelser. Disse synes i det hele taget at have holdt sig til det at de anklagede forelagte bevismateriale, således også med en indrømmelse af, at ordet Sønderjylland er brugt i et statsdokument så sent som i fredstraktaten efter svenskekrigen 1660 (§ 27).
Kun på eet punkt synes rettens historiske fremstilling at gå på egen hånd. I domsgrundene indledes oplysningen om vor landsdels historie med de ord: Efter at Konrad II. havde afstået landet til Kong Knud den Store af Danmark, hørte det til provinsen Jylland og kaldtes Sønderjylland.
Man skal lede længe, inden man finder så megen historisk ukyndighed sammensat i en eneste føjning. Selvfølgelig hørte landet mellem Kongeåen og Ejderen til Jylland og Danmark længe før Konrad den Andens og Knud den Stores Overenskomst af 1026. Men værre er det endnu, at Konrad den Anden slet ikke afstod Sønderjylland til Danmark og ikke kunne afstå det af den gode grund, at han aldrig havde ejet det. Det eneste, Kejser Konrad gjorde, var, at han gav afkald på alle krav på en landstrækning mellem Ejderen og Danevirkes sydligste del (Kograven), som den tyske Otto den Røde havde besat 974 og søgt at hævde herredømmet over ved at efterlade en troppeafdeling på Ejderøen (Rensborg) med en grænsehøvding eller "Markgreve". Denne blev imidlertid ni år efter fordreven af danskerne, og disse var nu eneherrer i hele Sønderjylland, også mellem Slien og Ejderen. Hvad der skete 1026, var kun dette, at Kejser Konrad den Anden også i formen gav afkald på en erobring, som tyskerne ikke havde kunnet hævde længere end i ni år.
Hvis dommerne havde været så forsynlige at slå op i en eller anden håndbog, til eksempel de mest bekendte tyske konversationsleksika, Brockhaus's og Meyers, ville de have undgået det kedelige uheld, at de i dommen er komne til at tale om vort lands afståelse fra Tyskland til Danmark 1026. I begge de tyske bøger står der tydeligt nok, at det hele kun drejede sig om et lille grænsedistrikt. I Meyers Bog står rigtignok, at det allerede erobredes af den tyske Konge Henrik Fuglefænger 934, men at det ikke kunne hævdes, og at der stredes derom til 1026. De nyere historikere fæster ikke lid til sagnet om Henrik Fuglefænger, men selv om denne en tid lang havde besat et lille distrikt sønden for Danevirke, gør det jo for vort lands historie hverken til eller fra.
Hvis en ukendt privatmand begyndte en fremstilling af Sønderjyllands historiske forhold med en sætning om, at landet 1026 blev afstået af Tyskland til Danmark, ville man spørge, hvad det var for en gammel upålidelig bog, han var falden over, og om de første blade var udrevne, siden han begyndte med en i den historiske udvikling så ubetydelig kendsgerning. Da det imidlertid er oplyste dommere, som har begået fejltagelsen, må man tro, det er en tilfældelighed, at deres historiske viden har svigtet dem på dette sted.
I dommen indrømmes naturligvis, at navnet Sønderjylland er historisk og gennem hele midalderen til ind i den nyere tid har været brugt i statsakter. Fremdeles indrømmes, at navnet alle dage lige til den dag i har været almindelig brugt af historikere og geografer. Men, siges der, det har i den nyere tid ikke været brugt officielt. Endog i tiden mellem 1850 og 1864 var landets officielle navn "Hertugdømmet Slesvig". Den 29. Oktober 1853 gav den flensborgske appellationsret magistraten i Åbenrå tilhold om ikke at bruge ordet Sønderjylland som officielt navn i embedsskrivelser.
Alt dette kunne være meget godt, når det i denne retssag drejede sig om at bruge navnet i love, regeringsanordninger og officielle indberetninger. Men her er kun tale om at bruge ordet i blade og skrifter.
Et navn, der betragtes som fuldt berettiget i historiske og geografiske skrifter, skal, fordi det ikke længere er officielt, være forbudt i meddelelser og politiske artikler i bladene. Forstå det, hvem der kan.
Ikke sandt, folk ville dog blive lidt forundrede, når det af prøjsiske domstole pludselig blev forbudt og straffet som "grov uorden" at synge visen "Deutschland, Deutschland über alles". Men "Tyskland" ("Deutschland") er for tiden lige så lidt et officielt navn som "Sønderjylland". Det hedder nu "det tyske Rige" ("Deutsches Reich"). Hvem der altså endnu taler om Tyskland, kan mistænkes for ikke at være rigstro, men tværtimod som en arg rigsfjende at ville minde om tidligere forhold, om det tyske forbund osv. Lad os da også få straffedomme og forbud mod ordet Tyskland ("Deutschland").
Hvis ikke overlandsretten i Kiel ophæver den flensborgske landsrets dom ― og det er der kun grumme lidt håb om ― så skal det for fremtiden almindeligvis vistnok både i tale og skrift være forbudt at bruge vor landsdels gamle navn. Noget andet haves ikke, da "Slesvig" alene betyder byen, og da det kan antages at være lige så lovstridigt at tale om Hertugdømmet Slesvig.
Vi lever altså i et land uden navn.
Tyskerne gør alt muligt for at fratage os vort lands og vort folks gamle modersmål. Endog i Nordslesvig er det, på nogle religionstimer nær, udryddet af skolerne; det indskrænkes i kirkerne; det lyder ikke i retten, fortrænges fra forvaltningen. Mange tyskere pønser på aldeles at fratage os vort sprog, at gøre vort folk åndelig umælende. Nu må ikke engang vort land beholde sit navn.
Måske synes tyskerne, at et målløst folk, og et navnløst land kan passe godt sammen.
Men der gives et navn, som ikke er forbudt endnu, det er vort gamle fædrelands dejlige navn Danmark. Skal vor egen lille landsdel være navnløs, så kan vi endnu nævne navnet på vort moderland. Hvilket navn har en mere fast og fuld og fager klang end navnet Danmark. Så være det herefter tifold velsignet, vor sjæl skal klynge sig til det, vor tunge skal prise det, ja ordet Danmark skal gemmes i vort hjerte som en kostelig perle.
Flensborg Avis den 27. november 1895. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Jens Jessen > |
